Offentliggjort den: 07. maj 2024

Naturnationalparker har fået udpeget bestyrelsesformænd

Arbejdet med at nedsætte bestyrelser for de 15 planlagte naturnationalparker er i fuld gang, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse, mens 15 bestyrelsesformænd nu er udpeget.

Tekst: Morten Sinding-Jensen

Bestyrelsesformændene er således nu udpeget for en fireårig periode. Nu venter vi spændt på sammensætningen af de kommende bestyrelser, der forventes udpeget inden sommer, herunder hvem der skal repræsentere Danmarks Jægerforbund i de 15 bestyrelser.

Der er ifølge Miljøministeriet lagt op til, at bestyrelserne for naturnationalparkerne kan give input til Naturstyrelsen om forvaltningen af de enkelte naturnationalparker og kan bl.a. få indflydelse på friluftsfaciliteter, låger, ruteforløb og input til den mere specifikke afgrænsning af naturnationalparkerne.

Lokal inddragelse

- Naturnationalparkerne er afgørende for at give Danmark mere og bedre vild natur. Samtidig vil områderne byde på spændende naturoplevelser, og vi vil gerne sikre, at de lokale borgere i områderne kan give input til forvaltningen af naturnationalparkerne, siger miljøminister Magnus Heunicke og uddyber:

- Derfor er jeg meget tilfreds med, at 15 dygtige personer, som har lokalt kendskab til områderne, har takket ja til formandsposterne. Deres input bliver vigtige for naturområderne.

Bestyrelserne vil erstatte de nuværende lokale projektgrupper, og organisationer i projektgrupperne er blevet inviteret til at indstille medlemmer til de kommende bestyrelser.

Spadestik til september

Etableringen af Danmarks første naturnationalparker i Gribskov og Fussingø forventes at starte i september 2024. Der tages hensyn til ynglesæsonen, som strækker sig fra marts til og med august, så etableringen ikke forstyrrer fuglene i området.

De 15 første bestyrelsesformænd:

  • Naturnationalpark Almindingen: Laila Kildesgaard
  • Naturnationalpark Bistrupskovene: Jan Eriksen
  • Naturnationalpark Draved Skov og Kongens Mose: Niels Johannesen
  • Naturnationalpark Fussingø: Katrine Fruelund
  • Naturnationalpark Gribskov: Kaare Larsen
  • Naturnationalpark Hanstholm: Lars Riis
  • Naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn: Daniel Boalth Petersen
  • Naturnationalpark Husby Klitplantage: Helle Sigh
  • Naturnationalpark Kompedal: Ole Nielsen
  • Naturnationalpark Læsø Klitplantage: Finn Mikkelsen
  • Naturnationalpark Mols Bjerge: Anne Sophie Gamborg
  • Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede: Hanne Bæk Olsen
  • Naturnationalpark Stråsø: Dorte-Pia Ravnsbæk
  • Naturnationalpark Tranum: Lisa Kronborg Sørensen
  • Naturnationalpark Ulvshale skov: Tove Damholt