Rævejagt

Gravjagt på ræv foregår traditionelt i de måneder, hvor rævens skind er bedst – det vil sige fra slutningen af oktober til jagtsæsonens udløb. Jagten kan foregå i naturgrave, som er gravet ud af ræve eller grævlinger, og som kan være både gamle og vidt forgrenede. De fleste ræve nedlægges fra kunstigt anlagte rævegrave, der typisk består af nedgravede betonrør.

Disse såkaldte kunstgrave er blevet særdeles populære, og det har flere årsager. Dels er de mere sikre for hunde at færdes i, dels er det som regel betydeligt nemmere at få en ræv ud af en kunstgrav end af en naturgrav. 

Lydløst og i modvind

Gravjagt er en jagtform, hvor der helst ikke skal deltage for mange jægere. Uroen omkring rævegraven skal nemlig være minimal, når jægerne finder deres pladser. 2-4 jægere er det normale. Da man ved, hvorfra ræven kommer – nemlig fra en af gravens udgange – kan ganske få deltagere normalt sagtens dække området godt af. Gravjagt kan derudover også dyrkes som enkeltmandsjagt.

Gravjægerne skal nærme sig graven mod vinden og så lydløst som muligt. Ellers afsløres de hurtigt af rævens gode hørelse og fine lugtesans. Har ræven først fornemmet, at der er mennesker i nærheden, forlader den kun nødigt sin grav. Når man har valgt den eller de indgange til graven, som giver de bedste oversigtsmuligheder og dermed de mest sikre skud til den springende ræv, posteres skytterne i god vind, det vil sige i læsiden.

Jagthunde under jorden

Som ”udsmider” anvendes en gravhund eller en terrier, der slippes løs ved en af gravens indgange eller rør, som de også kaldes. Den trænede hund kan alene ud fra færten hurtigt afgøre, om der er ræv i graven.

Hvis der ikke er ræv i graven, skal hunden ikke gå ind. Det er vigtigt, at man respekterer hundens afgørelse og ikke presser den til at gå ind alligevel. Det gør blot hunden usikker, og man risikerer at komme til at spilde tid ved tomme grave. Tvang kan også få hunden til at gå ned i grave, hvor der sidder grævling, hvilket er uhensigtsmæssigt.

Hvis ræven sidder i graven, giver hunden oftest hals, når den får kontakt med ræven nede i graven. En god ”udsmider” skal være pågående, så den presser ræven. Det skal dog ikke komme til regulært slagsmål mellem de to.

Uddrivning i flere forsøg

I nogle tilfælde springer ræven øjeblikkeligt, når hunden presser den. Det betyder en hurtigt overstået jagt ved den grav. Andre gange kan det tage tid. Så oplever man typisk, at hunden kommer op en eller flere gange, og at den eventuelt skifter rør for at presse ræven fra en anden vinkel. Derved bliver det muligt at afbryde jagten eller at skifte mellem to forskellige hunde. Og det kan være lige, hvad der skal til for at jage en genstridig ræv ud.

Når ræven springer, kan det ske i fuld fart. Men af og til kommer ræven bare forsigtigt frem til indgangen og undersøger forholdene, før den beslutter sig for at springe.

Skuddet til ræven

Det er vigtigt, at alle deltagere forholder sig i ro og ikke skyder, før ræven er kommet 6-10 meter væk fra graven. Det skyldes hensynet til hundens sikkerhed – den kan være lige i hælene på ræven. Men det er samtidig vigtigt for, at ræven ikke skal opdage jægerne for tidligt. Så kan den nemlig finde på at vende om og forsvinde ned i graven igen. Hvis det sker, kan det være umuligt at få ræven ud igen, og man må forlade graven med uforrettet sag.

Især først og sidst på gravjagt-sæsonen kan der være mere end én ræv i en grav. I efteråret er det ofte ungræve, det vil sige unger fra samme år, som sidder sammen. Sidst på sæsonen er rolletiden – som rævenes parringstid kaldes – gået ind, og hanrævene opsøger tæverne. I den periode finder man ofte to, sjældnere tre ræve i samme grav. Derfor skal man fortsat være klar, når der er skudt ræv fra en grav. Først når hunden melder tom grav, er jagten forbi.

Ræven er et stort dyr med tæt pels og en forholdsvis stærk kropsbygning. Derfor skal der bruges store hagl (str. 1-3) på rævejagt, og skudafstanden bør ikke overstige 25 meter i sideskud.

Sikkerhed ved gravjagt

Gravjagt kan være spændende og nervepirrende. Ofte springer ræven uden forudgående varsel, og der er kun ganske få sekunder til at afgive skud til den springende ræv. Derfor skal man være uhyre opmærksom på sikkerheden.

Fx skal jægerne stå på en måde, der udelukker farlige situationer ved skudafgivelsen. Den enkelte jæger skal desuden fra begyndelsen gøre sig klart, hvor han/hun kan skyde hen, og i hvilke retninger der under ingen omstændigheder bør skydes. Desuden skal man tænke på, at skud mod frossen eller stenet jord medfører fare for, at hagl springer op.

Lokkemidler med effekt

Dyr, og især unge individer, besidder en vis nysgerrighed. Derfor kan lokkemidler øge chancerne for succes. Når jagten gælder ræv, kan lokkejagt være meget effektiv. Her gælder det efterligning af rævens bytte, fx musepiben eller forskellige efterligninger af vildt i nød (klagelyde fra hare eller rålam).

Lokkemidlerne kan bruges med succes hele året, selv om efterårets unge ræve synes at være lettest at få ”i tale”.

Den fulde udnyttelse af skudchancerne til ræv kræver som regel mere initiativ og handlekraft fra jægerens side, end det er tilfældet med hjortevildt, idet ræven oftere er i konstant bevægelse.