Forsikring på jagt i udlandet

Det er vigtigt, at du har styr på, hvordan du er forsikret, når du tager på jagt i udlandet. Læs hvordan den lovpligtige ansvarsforsikring dækker.

Den ansvarsforsikring, som er tilknyttet dit jagttegn, dækker skader, der sker ved at affyre skud under jagt og regulering eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning i Danmark, Færøerne og Grønland.

Forsikringen dækker også i resten af Europa, men kun i det omfang en anden ansvarsforsikring, ikke dækker skaden. Forsikringen dækker ikke skader forvoldt uden for Europa.

Vær opmærksom på, at denne ansvarsforsikring i nogle lande ikke har store nok forsikringssummer til at opfylde de pågældende landes krav om forsikring for at gå på jagt. Derfor kan det være nødvendigt at tegne en tillægsforsikring f.eks. i nogle af Tysklands delstater.

Kontakt altid dit forsikringsselskab for at sikre dig, at du er tilstrækkeligt dækket, hvis uheldet skulle være ude.