OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. oktober 2017

Årets jagtforening 2017

Ejby – Harndrup og Omegns Jagtforening blev af DJ udnævnt til Årets Jagtforening 2017. Dette fejredes ved et stort arrangement lørdag den 30. september på foreningens flugtskydningsbane i Køstrup, hvor man samtidigt officielt åbnede foreningens 3D jagtbuebane.

Tekst: Nils Holger Ellekilde, lokalredaktør i Kreds 5
Foto: Nils Holger Ellekilde, lokalredaktør i Kreds 5

Dagen oprandt i øsende regnvejr, men alligevel kom omkring 30 – 40 medlemmer for at deltage i festlighederne. Efter velkomsten ved formand Kenneth Elkrog, som beskedent nedtonede sin egen indsats, men i stedet fremhævede de mange frivillige fra foreningen, fik formanden for DJ Claus Lind Christensen ordet.

Claus Lind Christensen talte om jagtforeningerne som...

- ...rygraden i Danmarks Jægerforbund, hvor jagtforeningerne har en helt central rolle i at binde jægerne sammen i Danmark. Alle foreningens aktiviteter bekræftede noget af det, som er væsentligt i Danmark Jægerforbunds nye strategi, at være ”en stærk og frivillig organisation".  

Han opfordrede til stolthed over alt det, som foreningen havde udrettet. For netop ved at prale lidt, ville der blive skabt opmærksomhed ikke bare om deres forening men også omkring Danmarks Jægerforbund, og ved at høre om alle aktiviteterne og succesen i Ejby – Harndrup og Omegns Jagtforening kunne fjerntboende jægere måske få lyst til at melde sig ind i deres egen lokale jagtforening.

Claus Lind Christensen sluttede med at tale positivt om samarbejdet i jægerrådet og endeligt erindre om, at titlen Årets Jagtforening forpligter.

Hilsen fra Hovedbestyrelsen

Dernæst talte hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach. Han gennemgik de kriterier, som man havde valgt vinderen ud fra og nævnte også en række andre jagtforeninger, en fra hver kreds, som var med i opløbet.

Når det blev Ejby – Harndrup og Omegns Jagtforening, som vandt, skyldtes det primært deres meget høje aktivitets niveau på en lang række områder, men også og især deres tætte samarbejde med kommunen og deres evne til at gøre sig synlige. Han nævnte også deres arbejde for nyjægerne, hvor man sørger for, at de kan komme på jagt.

Og fra Middelfart Kommune

Middelfarts nye borgmester Johannes Lundsfryd Jensen holdt en oprigtig og rosende tale for jagtforeningen og dens medlemmer. Han fremhævede især de arrangementer, som også kommer familierne til gode, og nævnte her foreningens store indsats i forbindelse med den nyligt afholdte ”Naturens dag”. Og i det hele taget betød foreningslivet med alle de mange frivillige rigtigt meget også for en kommune som Middelfart.

Mindepladen

Efter talerne skulle et messingskilt med titlen ”Årets Jagtforening 2017” skrues på væggen på foreningens klubhus. Følgende personer skruede hver en skrue i:

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen, formanden for Ejby – Harndrup og Omegns Jagtforening Kenneth Elkrog og hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach.

Jagtbuebanen

Efter frokostpausen var regnen endelig hørt op, og nu blev foreningens nye 3D jagtbuebane indviet.

Banen består af 24 mål anbragt ude i naturen i krat og vildnis. Afstandene er helt ud til 26 meter. Banen blev testet af flere buejægere, som roste den meget. Også buejægere, som ikke er medlem af foreningen, kan anvende banen, men til en lidt højere betaling end foreningens medlemmer.