Skarv (Phalacrocorax carbo)
Feltkendetegn
Skarver er store, langhalsede fugle. Ofte ser man dem sidde på en pæl eller sten med vingerne bredt ud til siden for at lufttørre deres fjer. Dette skyldes, at fjerdragten ikke er vandskyende som fx hos andefuglene. Dermed bliver det lettere for skarven at dykke under fødesøgningen.
Skarvens kendetegnes ved metallisk sort fjerdragt med hvid og gul ansigtstegning. På ungfugledragten og yngledragten ses hvide aftegninger på bug og lår. Den har langt, kraftigt, gult næb med tydeligt nedadbøjet spids. Skarver flyver ofte i flok og kan på afstand kendes på en kortvarig glideflugt (fuglen svæver et kort øjeblik).
Forveksling
På afstand kan skarver i flugten forveksles med gæs. Skarven kendes dog på sin kortvarige glideflugt og en længere hale.
Udbredelse og levesteder
Skarver træffes over hele landet ved kyster, fjorde, søer og større vandløb. I Danmark træffes to geografiske racer: storskarv og mellemskarv. Racerne minder meget om hinanden, men som navnet antyder, er storskarven den største. Kun mellemskarven yngler herhjemme, men storskarven er almindelig som trækgæst i vinterhalvåret. Danmarks store ynglebestand af mellemskarver og landets vigtige placering på de skandinaviske storskarvers trækrute, giver et internationalt ansvar for at bevare skarvernes yngle- og rasteområder.
Føde
En voksen skarv æder cirka 400 gram fisk i døgnet, som den fanger under dykning. Det er derfor en forudsætning for skarvens tilstedeværelse, at der findes velegnet fiskevand i området. En massiv tilstedeværelse af skarver kan være problematisk i forskellige sammenhænge. Det gælder således i forhold til erhvervsfiskeri, drift af lystfiskersøer og dambrug. Men skarvens prædation kan også komme på tværs af de mål, der er for en fiskebestands størrelse og sammensætning – fx laksefisk i et å-system.
Skarven kan altså i visse områder udgøre en trussel mod lokale fiskebestande og fiskeriinteresser. Derfor reguleres bestandene årligt ved, at æggene i udvalgte kolonier indsmøres i olie, ligesom fuglene beskydes i nærheden af fiskeredskaber og ved særligt sårbare fiskebestande.
Yngleforhold
Mellemskarven er koloniruger og placerer oftest reden i store træer eller på jorden på uforstyrrede øer. Fuglenes ekskrementer er meget næringsrige, og den konstante tilførsel af gødning kan i mange tilfælde få redetræerne til at gå ud. Skarven er kønsmoden som 3-årig, og den lægger normalt 3-4 æg.
Bestandsudvikling
Arten har en langsom bestandsomsætning, idet skarver bliver relativt sent kønsmodne og får et begrænset antal unger. Skarven har få naturlige fjender og er ikke normalt udsat for et højt prædationstryk. Den danske ynglebestand var i kraftig fremgang i slutningen af forrige århundrede, men den har siden stabiliseret sig, og i de seneste år, er der sket en markant tilbagegang.
Jagtmuligheder og fredninger
Skarven blev i slutningen af 1800-tallet udryddet som ynglefugl i Danmark efter hård forfølgelse. I 1938 kom skarven tilbage som en ret fåtallig dansk ynglefugl. Efter at arten blev fredet i 1980, steg bestanden voldsomt. Siden midten af 1990’erne er ynglebestanden dog faldet med cirka 30 procent.
I dag begrænses væksten i skarvbestanden visse steder gennem oliering af æggene i kolonierne, så de ikke klækkes. Andre steder søger man at forhindre etablering af nye kolonier. Derudover er det muligt at få tilladelse til at regulere skarver i områder, hvor de er problematiske for fiskeriet. På det grundlag nedlægges der 2-4.000 skarver i Danmark om året.
Vildtforvaltningsrådets målsætning
Der skal være plads til, at den nationale bestand af skarv kan vokse, da bærekapaciteten ikke er nået, men regionalt skal der være muligheder for at reducere bestanden i overensstemmelse med den nationale forvaltningsplan for skarv.
Danmarks Jægerforbunds ønsker
Ønske om at forvalte arten via jagt, men grundet dens status i EF Fuglebeskyttelsesdirektivet ønskes så lempelige reguleringsmuligheder som muligt.
Læs mere om Skarv
Miljø- og Fødevareministeriets rapport om forvaltning af skarv, 2016: