Hvinand (Bucephala clangula)

Foto: Thomas Iversen og Jørgen Sørensen

Feltkendetegn

Hvinanden er en mellemstor og kraftigt bygget dykand, som har fået navn efter andrikkens karakteristiske hvinende lyd, som høres under flugten.

Andrikken har sort hoved med grønligt skær, gule øjne og en rund, hvid kindplet mellem næb og øje. Den har sort ryg, hvidt bryst og bug. Anden har brunt hoved, askegrå sider og bryst, hvid hals ring og bug. Øjet er lysegult. Både han og hun har en ret høj pande, som giver hovedet et trekantet udseende. I flugten ses et stort hvidt felt på vingen.

Forveksling

Hvinandens andrik kan forveksles med andrikken hos troldand og bjergand. I flugten kendes den lettest på meget hurtige vingeslag, som hos gamle andrikker frembringer en hvinende lyd. Desuden virker halsen meget kort sammenlignet med andre ænder. Den hvide kindplet er også et sikkert kendetegn.

Udbredelse og levesteder

Hvinanden er en sjælden ynglefugl i Dan- mark, hvorimod den er meget almindelig som træk- og vintergæst. Fra oktober til april ses arten fortrinsvis i de indre farvande og i brakvandsområder over hele landet.

50.000-100.000 hvinænder overvintrer i Danmark. Det er mere end en femtedel af den samlede nordeuropæiske bestand.

Føde

Føden afhænger af årstiden. Om vinteren dykker hvinanden især efter muslinger, snegle og andre krebsdyr, mens den om sommeren kan indtage planteføde af forskellig slags.

I vinterhalvåret opholder fuglene sig primært ved lavvandede kyster, især i beskyttede fjorde og vige. Af vigtige vinterkvarterer kan nævnes Limfjorden, det sydlige Kattegat, det Sydfynske Øhav og Roskilde Fjord.

Yngleforhold

Hvinanden yngler typisk ved næringsfattige søer med klart vand, gerne omkranset af skov, hvor den kan anlægge reder. Reden placeres i huller i træer, gerne gamle sortspættehuller. I mangel af bedre kan den også bruge ophængte redekasser. I reden lægger anden 8-11 æg, som udruges på 29-30 dage. Hvinænder er monogame og yngler som 2-årige.