Vildtvenlig skovdrift

Skovene i Danmark er vigtige levesteder for især hjortevildt, fordi der her findes god dækning, fred og ro. En række andre vildtarter er også knyttet til skoven. Skoven er en del af naturen, som rummer områder med meget højt naturindhold – især hvis der er tale om urørt skov.

I den vildtvenlige skov skal der være variation, fx i form af forskellige typer bevoksninger (skovstykker med en bestemt type træer, struktur eller sammensætning af træarter). Herudover skal der være:

  • Et bredt sammensat udvalg af planter og bevoksninger i forskellige aldre.
  • Lysåbne bevoksninger med undervegetation og buske.
  • Brede skovbryn med masser af buske, der adskiller skoven fra de omkringliggende åbne arealer.
  • Ubevoksede arealer, der fremstår som skovenge, heder, lysninger mv., hvor der findes gode fødemuligheder.

Skovdrift

Skovbruget arbejder med meget lange tidshorisonter. De træer, der plantes eller sår sig selv nu, skal måske først fældes – høstes – når de bliver 70-140 år. Her når de deres såkaldte omdriftsalder, det vil sige det tidspunkt, hvor deres optimale værdi som råtræ er nået, og frugten af produktionen dermed kan høstes.

Mange af de dispositioner og ressourcer, som tidligere tiders dygtige skovdyrkere har benyttet sig af for at frembringe træ af god kvalitet, har senere generationer nydt godt af og fået god økonomi ud af. Derfor er der, af hensyn til kommende generationer, god grund til at satse på skovdyrkning med langsigtede visioner.

Vildtpleje påvirker skovdyrkning

Blandt andet skal man medtænke, at de ændringer, der foretages i skoven for at tilgodese vildtet, kan have konsekvenser for den fremtidige skovdyrkning.

Af hensyn til vildtet er den meget lysåbne skov at foretrække. Men hvis bevoksningerne tyndes for kraftigt ud, er det uhensigtsmæssigt set med skovdyrkerens briller: Risikoen for stormfald øges, og der kan ikke produceres råtræ af høj kvalitet, fordi træernes grene bliver meget grove.

I sådanne situation kan det anbefales at udvælge dele af skoven og/eller bevoksningerne, hvor hensynet til vildtets livsbetingelser får lov til at bestemme udviklingen.

Vildtvenlig skovdrift

At vildt foretrækker yngre og lysåbne skovområder er velkendt. I modsætning til en tæt, skyggepræget og gammel skov er der her et større og mere varieret udbud af føde, takket være de åbne arealer, skovkulturerne og bevoksninger domineret af lystræer.

Hvad de enkelte arter foretrækker er imidlertid meget forskelligt, og det bør der tages højde for i planlægningen af vildtplejen. Groft sagt kan den vildtvenlige skov dog tage form af dels skov, der skal tilgodese de større hjortevildtarter, dels skov, der skal tilgodese råvildt og fx fasan.

Kendetegn for vildtvenlig skov:

  • Mange lysåbne bevoksninger og træarter, der tillader undervegetation (lystræer).
  • Mange lysninger, skovenge, naturarealer, heder, overdrev mv.
  • Tætte bevoksninger med gode muligheder for dækning.
  • Vildtagre.
  • Mosaikopbygning – stor variation i arter og aldersklasser.
  • Skovdrift, der tager hensyn til vildtet.
  • Større og/eller mindre vådområder
  • Løvtræer og allerhelst lystræer, så bevoksningen i skovbunden har de bedst mulige vækstbetingelser og dermed giver dækning.
  • En stor andel af udgåede og gamle træer, der står eller ligger i skovbunden, så de henfalder naturligt.
  • ”Naturlige” vådområder takket være manglende grøftning.
  • Buskfyldte indre og ydre skovbryn med en stor andel af lystræer og en tæt fodpose i bunden.

Særligt for fasan- og råvildtskov

  • Mange mindre skovområder adskilt af marker, lysninger, enge mv.
  • Mange og brede skovbryn med tæt undervegetation og med tilgrænsende markvildtstriber eller lignende ud mod dyrkede arealer.
  • Stor andel af ungskov.

Særligt for kronvildtskov

  • Områder med minimal forstyrrelse.
  • Større sammenhængende skovområder.
  • Muligheder for at dyrene kan søle.