Vildtplantning

Vildtplantninger er typisk remiser og levende hegn, der skal give vildtet dækning og muligheder for at søge føde. De medvirker således til, at der findes små levesteder i det åbne land for markens vildt. Med den rigtige struktur og et gennemtænkt valg af planter kan vildtplantningerne samtidig bidrage til øget biodiversitet.

Vildtplantninger fungerer desuden som ”trædesten” og spredningskorridorer i det åbne land. De skaber sammenhæng i et ofte monotont dyrkningslandskab.

Overvejelser før plantning  

Inden man går i gang med vildtplantning, bør man overveje følgende spørgsmål:

• Hvilket formål har plantningen – hvad har vildtet behov for på det sted, man vil plante? Vil en stor eller mindre remise imødekomme behovet, eller er der snarere brug for et levende hegn?
• Hvilken struktur og udformning skal vildtplantningen have for at modsvare behovet?
• Hvilke hensyn skal der tages til landskabet og landbrugs-/skovdriften?
• Er der lovbestemte begrænsninger på arealet?
• Findes der muligheder for at opnå tilskud?
• Er der særlige udfordringer fra klima og jordbund på arealet?
• Hvordan skal plantningen ske – tidspunkt, jordbehandling, plantningsmetode, renholdelse af planterne mv.?
• Er der ressourcer til at renholde og pleje plantningen?
• Skal der hyres en entreprenør til at klare hele eller dele af etableringen?

Man får størst succes med en vildtplantning, hvis den er velovervejet, og der er de nødvendige ressourcer til at gennemføre den. Undlader man fx at holde plantningen ren, får den ikke sin fulde effekt. I værste fald er investeringen tabt, fordi træer og buske går ud.

Valg af planter  

Valget af planter, som skal indgå i en vildtplantning, bør ske ud fra det formål, som plantningen har. Her spiller det ind, om det er en remise eller et levende hegn. Mindst lige så vigtigt er det, hvor i landet plantningen skal etableres, og hvor udsat den er for vind. Endelig har det betydning, hvilken jordbund den skal plantes på.

I valget af planter bør der tages et lokalt hensyn, nemlig til hvad ældre levende hegn og krat i området består af. Her kan man med fordel bruge planter, der findes på stedet i forvejen. Naturligt hjemmehørende og egnskarakteristiske buske og træer har tilpasset sig og byder på gode levesteder for vildtet med alsidige fødemuligheder i form af insekter mv.

Klik her for at finde forslag til plantevalg på den lokalitet du ønsker at etablere en beplantning.

Bærbuske en gevinst

Vælger man buske, der sætter bær og har rig blomstring, tilgodeser de vildtet på flere måder – dels som føde i form af bær, dels som værtsplante for insekter, der er føde for vildtet.

Buske, der breder sig ved rodskud – slåen, hunderose, pil, brombær mv., er meget velegnede, fordi de skaber gode dækningsforhold i bunden af remiser og levende hegn. For træernes vedkommende er navnlig lystræarter som eg og ask velegnede til vildtplantning og i særdeleshed til bestandstræer, som på længere sigt kan danne skelettet i remiser og levende hegn.

Remiser – plantede eller selvsåede

I langt de fleste tilfælde er remiser anlagt ud fra jagtinteresser. De er ofte plantet på arealer, der har været uhensigtsmæssige at dyrke. Det kan være en skråning, et særligt gruset område, et hjørne af en mark eller lignende. Men der findes naturligvis også remiser, der er plantet på steder, hvor det rent jagtteknisk og af hensyn til vildtet er optimalt.

Nogle af de remiser, der findes i det åbne land, er opstået, fordi et landbrugsareal har ligget udyrket hen i en periode, så der er opstået spredt bevoksning af buske og træer. Det er en helt naturlig udvikling på udyrkede arealer. Andre – mindre – remiser ses blandt andet ved gamle mergelgrave – steder hvor man har gravet mergel op af jorden og spredt på de dyrkede arealer som jordforbedring.

Remiser skal have en god tæt fodpose langs kanten, så de giver den nødvendige læ og dækning for vildtet. Fodposen kan bestå af buske eller en omkransende bevoksning – fx en vildtager med tæt hundegræs eller lignende.

Remiser deles ofte op – primært efter størrelse, men også ud fra, om de er permanente.

Syv principper for den gode remise:

1. Solen skal holdes inde – plant kun halvdelen af arealet til, så der opstår åbne arealer
2. Vinden skal holdes ude – skab en tæt fodpose af lavtvoksende buske langs yderkanten
3. Yderkanten må gerne bugte sig, så der lettere opstår udyrkede bræmmer langs kanten af remisen
4. Bestandstræer kan undlades ved mindre remiser, men der skal altid være masser af buske
5. Tætte holme af stedsegrønt i plantningen til at sikre den bedst mulige vinterdækning
6. En andel af buske på mindst 75 procent
7. Grupper på 5-10 af samme art buske i klynge.

Den lille remise

Den lille remise tilbyder først og fremmest markvildtet dækning i et ellers åbent landskab. Den er typisk op til nogle få hundrede kvadratmeter. Den yder dækning for fx hare, fasan og råvildt, når de søger føde i marken. Den lille remise har – på grund af sin begrænsede størrelse – størst effekt, hvis hele arealet tilplantes.

Til jagtformål kan den lille remise fungere som såt.

Den store remise

Den store remise har en størrelse fra nogle tusind kvadratmeter op til 2-3 hektar. På grund af dens størrelse kan vildtet leve her året rundt, takket være den nødvendige dækning og føde.

Remisen skal have en hensigtsmæssig fordeling mellem tilplantede og åbne områder. Der skal gerne findes vand og tætte holme med god vinterdækning. Derudover skal der helst være beplantning, der giver fasaner mulighed for nattesæde.

Den store remise kan imidlertid også udelukkende være beregnet til såt under jagt.

Den flyvende remise

Den flyvende remise er ikke en egentlig remise, men derimod en midlertidig foranstaltning, hvor man sår vildtafgrøder, der skal gøre det ud for en vildtplantning. Formålet kan være at afprøve en placering, før den blivende vildtplantning etableres, eller det kan være et ønske om at flytte rundt på remiserne, for eksempel afhængigt af markplaner.

Pleje af remiser

Afhængigt af faktorer som udformning, struktur, plantevalg og lokalitet skal remiser med jævne mellemrum plejes, hvis deres virkning skal opretholdes.

Plejen har overordet til formål at sikre en tæt fodpose langs kanten af remisen og sørge for, at der er god og tæt dækning. Er der tale om en stor remise, skal der være åbne steder, hvor solens stråler kan nå jorden.

Bevar udgåede træer

En remise plejes let med en motorsav i kombination med en buskrydder og eventuelt en hækklipper, hvis man vil sikre steder med stedsegrønt i form af topkappede graner.

For at fremme biodiversiteten kan det anbefales at efterlade dødt ved og kvas i remisen. Tilsvarende bør man bevare udgåede træer, da de er vigtige levesteder for en række dyrearter, svampe mv., som er trængte i den danske natur.

Levende hegn

Hovedparten af de levende hegn i Danmark er plantet med det formål at forbedre vækstbetingelserne for landbrugsafgrøder. Men hensyn til natur, vildt og jagt hører også med i billedet, og i mange tilfælde tjener de levende hegn begge formål.

Uanset af hvilken grund et levende hegn er blevet plantet, fungerer det dels som ledelinje og spredningskorridor i landskabet, dels som levested for markens vildt. Samtidig bryder hegnet ensformigheden i det åbne land og bidrager til landskabets helhed og variation.

Især grænsen mellem det levende hegn og den åbne mark er et godt levested for vildtet. Det vildtvenlige, levende hegn har en tæt yderkant af lave buske og meget få høje bestandstræer.

Hegn til de vigende arter

Igennem mange år er der etableret tre- og seksrækkede levende hegn. De tilgodeser først og fremmest vildtarter som sangfugle og råvildt, mens nogle af de markvildtarter, der reelt trænger til plejeforanstaltninger, har mere glæde af andre typer levende hegn.

Det kan være et enkelt- eller torækket vildthegn, der primært består at lave buske i kombination med udvalgte elementer fra markvildtstriberne, såsom:

• Gammelt og/eller kort græs.
• Udyrket stribe/barjordstribe.
• Reduceret udsæd.
• Sprøjtefri randzone.
• Vildtagre.

Hegn af denne type tilgodeser de jordrugende fugle som lærke, fasan, vibe og i særdeleshed agerhøne, men også harer. Disse arter er gået kraftigt tilbage i de seneste år.

Pleje af levende hegn

Der findes cirka 100.000 km levende hegn i Danmark, og langt de fleste trænger til pleje. Plejen skal helst ske i vinterhalvåret, både af hensyn til vildtet, naturen, landbrugets behov for et godt vækstklima og til miljøet.

Et levende hegns værdi øges ved den rigtige pleje, uanset om formålet med det er at:

• Tilgodese vildt.
• Sikre læ for landbrugsproduktion.
• Opfange tabte næringsstoffer fra marker.
• Øge naturindholdet som helhed.

Derfor skal alle hegn plejes. Eneste undtagelse fra denne regel er, hvis et levende hegn er tiltænkt fri dynamik, det vil sige skal henfalde til en naturlig tilstand. Er det tilfældet, skal træer og buske have frit løb til at påvirke hinanden og selv gå ud, efterhånden som de skygges væk.

Fri vækst uhensigtsmæssig

Konsekvensen af fri dynamik er imidlertid typisk, at hegnet bliver åbent i bunden, fordi buskene skygges væk. Træernes toppe slider mod hinanden i vinden og ødelægges. Tilbage står så en samling ranglede, tynde træer, der er ustabile og ikke efterlader eller tillader dækning i bunden i form af buske mv.

Set i forhold til vildtet, naturen i bred forstand og ikke mindst et godt vækstklima for landbrugsproduktion, er levende hegn med fri dynamik uhensigtsmæssige. Hegn skal plejes for at opretholde deres funktion i forhold til vildt og planteavl. Og de positive effekter af naturligt henfald i et hegn kan sagtens kombineres med den ønskede læ til planteavlen.

Lokale arter bør fremmes

Plejen af det levende hegn skal føre til, at hegnet indeholder en god variation af arter. Lokale arter skal så vidt muligt bevares, mens fremmede arter (eksoter) fjernes, når det er hensigtsmæssigt. Grunden til det er, at de træer og buske, som naturligt findes på en egn, giver et større naturindhold end arter, der aldrig har vokset naturligt i Danmark.

Hegnets struktur skal bevares med en fodpose af buske, en ”mellemetage” af større buske, som tåler skygge, og en ”overetage” af bestandstræer midt i hegnet, der udgør skelettet. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om et rent buskhegn eller stævningshegn – hegn, der skæres helt ned hvert 10.- 15. år for derefter at skyde igen fra roden.

Hegnets sider bør klippes jævnligt og gerne tidligt, så hegnet vedbliver at være tæt i bunden.

Buskene i hegnet bør dog kun klippes hvert andet eller tredje år, så de får mulighed for at sætte frugter og bær til gavn for vildtet, samtidig med at de yder god, tæt bunddækning.

Det er typisk nødvendigt at pleje et hegn hvert 5.-10. år, afhængigt af vækstforholdene.