Kontrol med indførsel af fjervildt i 2016

Fødevarestyrelsen vil i sommeren 2016 gennemføre en række målrettede kontroller hos importører og modtagere af fjervildt, der indfører fasaner, agerhøns eller gråænder fra f.eks. Polen, Sverige og Frankrig.

Formål med kontrol af indført fjervildt

Formålet med kontrolkampagnen er at informere og vejlede om reglerne for indførsel af fjervildt samt sikre, at det fjervildt, der indføres til opdræt og udsætning i Danmark, kan spores i tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme.

Fødevarestyrelsen vil i foråret 2016 i samarbejde med Naturstyrelsen og relevante interesseorganisationer medvirke til, at jægere, vildtopdrættere samt andre personer, der udsætter fjervildt til jagt, informeres om de regler, der gælder ved indførsel og udsætning af fjervildt.

Endvidere vil Fødevarestyrelsen i sommeren 2016 kontrollere, om fjervildt indføres i henhold til reglerne, således at sporbarheden er sikret.

Baggrund for kontrol af indført fjervildt

Fødevareministeriet har sammen med fjerkræbranchen og dyreværnsorganisationerne gennemført et servicetjek af fjerkræsektoren. Servicetjekket har vist et behov for, at der igangsættes en informations- og kontrolkampagne med fokus på ulovlig indførsel af fjervildt.

Der indføres hvert år mange tusinde fasaner og gråænder til Danmark. Fjervildtet indføres enten som daggamle kyllinger eller ællinger til opdræt i danske fjervildtbesætninger, eller som lidt ældre kyllinger og ællinger til direkte udsætning i naturen. For at sikre at fjervildt, der indføres til Danmark, er sundt og raskt og ikke smittet med f.eks. fugleinfluenza eller Newcastle Disease (N.D), skal det synes af en embedsdyrlæge i afgangslandet inden afgangen, og det skal være ledsaget af et sundhedscertifikat, der garanterer, at der ikke har været tegn på smitsomme sygdomme. Fjervildtet skal i afsenderbesætningen være testet negativt for f.eks. fugleinfluenza og N.D. , inden det kan afsendes med henblik på samhandel.

Når fjervildtet udsættes, skal den ansvarlige for udsætningen føre optegnelser herom, og det er Fødevarestyrelsens erfaring fra tidligere kontroller, at der ikke er tilstrækkeligt kendskab til denne regel blandt mange jægere og udsættere. 

Reglerne skal sikre, at Fødevarestyrelsen i tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme i den vilde bestand eller i erhvervs- eller hobbyopdræt af fjerkræ, hurtigt kan isolere og eliminere sygdommen. Dette kræver, at der er styr på sporbarheden af fjervildt. Alle oplysningerne vedrørende indførslen af fjervildtet skal dokumenteres med optegnelser foretaget af de involverede parter.

Dette kræver, at fjervildtet er ledsaget af korrekt udfyldte sundhedscertifikater, og at importøren har styr på hvem, der modtager de indførte fugle, samt at den, der udsætter fjervildtet, har optegnelser over, hvor det er udsat. 

For yderligere information om regler for udsætning og omsætning af fjervildt, se Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontrolindsats

Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold vil kontrollere, om reglerne for indførsel af fjervildt overholdes. Ved kontrollen vil de dokumenter, der skal ledsage fuglene, og de optegnelser, der skal sikre sporbarheden, blive kontrolleret. Herunder om der er foretaget optegnelser over udsætningen af fjervildtet.

Endvidere vil det blive kontrolleret, om fjervildtet er testet for fugleinfluenza og Newcastle Disease, i henhold til de gældende regler. Se mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontrollen vil ligeledes omfatte sendinger af fjervildt ved ankomst til Danmark. Sendinger der ikke er ledsaget af sundhedscertifikater og som ikke er kontrollet af en dyrlæge i afsenderlandet, vil som udgangspunkt blive sendt retur til afsenderlandet. 

Sendinger af fjervildt, der standses i samarbejde med politiet, vil blive kontrolleret for om transporten foregår efter reglerne i EU's transportforordning. 

Hvor og hvornår foregår kontrollerne

Kontrollerne vil blive gennemført hos importører og hos de personer, der modtager indført fjervildt. Kontrollen kan i nogle tilfælde blive gennemført på udsætningsstedet, når fuglene ankommer fra udlandet.

Kontrol med transporten af fjervildt vil blive gennemført i samarbejde med politiet ved vejkontroller eller f.eks. ved grænser eller havne.

Kontrollerne gennemføres i perioden maj til september 2016, hvor der er den største trafik ind i Danmark af fjervildt bestemt til udsætning.

Hvad siger reglerne for indførsel af fjervildt

Indførsel af fjervildt fra andre lande kræver at:

  • den person, der indfører fjervildt, er registret hos Fødevarestyrelsen som importør af den pågældende dyreart/-kategori fra det pågældende land. Se mere her.
  • enhver indførsel af fjervildt skal forhåndsanmeldes til Fødevarestyrelsen senest 1 arbejdsdag før forventet ankomst
  • fjervildtet skal være undersøgt for bla. fugleinfluenza og N.D. i afsenderlandet
  • fjervildtet er kontrolleret i afsenderlandet af en embedsdyrlæge, der har udfyldt og udstedt et sundhedscertifikat, der skal ledsage dyrene under hele rejsen
  • Sendingen er ledsaget af et korrekt udfyldt sundhedscertifikat over bl.a. krav til dyrenes sundhedstilstand, afgangssted, dyrenes endelige bestemmelsessted samt dyrenes samlede forsendelsestid
  • der føres optegnelser over samtlige leveringer med angivelse af bl.a. hvem, der har modtaget fjervildtet  
  • den originale version af sundhedscertifikatet skal gemmes i mindst 5 år og kunne forevises myndighederne

Regler for omsætning af fjervildt, der ikke udsættes direkte efter indførslen

Personer og fjervildt opdrættere, der omsætter fjervildt i Danmark, skal:

  • føre optegnelser over dato, oplysning om køber og sælgers navn og adresse samt evt. transportør. Se mere her.
  • gemme optegnelserne i mindst 2 år og kunne forevise disse for myndighederne
  • teste fjervildtbesætningen for fugleinfluenza (Gælder for besætninger, der har mere end 100 fugle på tidspunktet for omsætningen)
  • sikre at fjervildt er ledsaget af en informationsskrivelse, der oplyser, at fjervildtbesætningen er testet negativt for fugleinfluenza indenfor de seneste 2 måneder1

Regler om udsætning af fjervildt

Personer, der udsætter fjervildt i naturen, skal:

  • føre optegnelser over udsætningen, herunder dato, sted, samt antal og art af udsatte fugle
  • opbevare optegnelserne i mindst 2 år og kunne forevise disse for myndighederne.
  • hvis fjervildtet kommer direkte fra udlandet: opbevare den originale version af sundhedscertifikatet, der har ledsaget sendingen til deres endelige bestemmelsessted (stedet for udsætning), og kunne forevise dette for myndighederne ved kontrol

Regler om transport af fjervildt

Personer eller virksomheder, der transporterer fjervildt, hvor transporten er del af en økonomisk virksomhed, skal:

  • være autoriserede som transportvirksomhed hos Fødevarestyrelsen. Se mere her.
  • sikre at fjervildtet kun transporteres og ledsages af personer, som er i besiddelse af et kompetencebevis, der dækker transport af fjerkræ
  • Sikre at fjervildtet transporteres jævnfør transportforordningens bestemmelser. Se mere her.
  • føre optegnelser over de dyr der transporteres, med angivelse af bl.a. dato, dyreart og antal, afhentningssted og bestemmelsessted
  • rengøre og desinficere transportmidlet mellem hver transport
  • føre optegnelser over dato og sted for ovenstående rengøring og desinfektion
  • opbevare optegnelserne i mindst 2 år og kunne forevise disse for myndighederne.

Yderligere oplysninger kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.fvst.dk eller hos Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, tlf. 72 27 69 00 eller mail: 13@fvst.dk.

Tekst: Stig Jessen, Fødevarestyrelsen og Niels Søndergaard, Danmarks Jægerforbund
Foto: Niels Søndergaard, Danmarks Jægerforbund