Hare (Lepus europaeus)
Feltkendetegn
Pelsfarven er rødbrun med hvide aftegninger omkring ansigtet, maven og under halen og sorte aftegninger på oversiden af halen og spidsen af ørerne. Ørerne er meget længere end hovedet og bagbenene er cirka dobbelt så lange som forbenene. Øjnene er gule og er placeret på siden af hovedet, hvilket gør det muligt for haren at se næsten hele vejen rundt om den selv. Den kan sige svage knurrelyde og i nød et gennemtrængende ”angstskrig”, som lyder som et barneskrig.
Forveksling
Haren kan forveksles med vildkaninen. Haren er dog væsentlig større og længere. Vildkaninen har kortere og mere ensfarvede ører uden sort spids og dens forben og bagben er næsten lige lange
Udbredelse og levesteder
Den europæiske hare findes i hele Europa. I Danmark er den vidt udbredt, men findes dog mest på Øerne, især på Bornholm. I Jylland er haren mindre almindelig. Den er desuden indført som jagtvildt mange steder i verden. Det gælder for eksempel dele af Sverige, Canada, USA, Sydamerika og Australien.
Den lever primært i det åbne land, specielt på dyrket jord. Om vinteren når der er snedækket, kan haren godt trække ind i skovene for at have lettere adgang til føde. Vi ser den ikke særlig tit, fordi haren er et skumrings- og et nattedyr. Haren har også tilpasset sig til et liv i byerne. I Brabrand ved Århus er der således på plænearealer ved flere boligkomplekser noteret voksne harer med unger og dette kendes fra flere andre danske byer.
Haren er ikke territorial, men har homeranges, områder hvor dyret færdes regelmæssigt for at dække dets fødebehov og reproduktionsbehov. Disse hjemmeområder kan variere i størrelse alt efter fødetilgængelighed og hanners områder overlapper typisk to eller flere hunners områder. Størrelser er set fra 16 til 340 hektar. Haren betragtes som standvildt.
Føde
Den lever af urter, kløver og fedtrige græsser, såsom korn. Om vinteren eller når føden er knap, kan haren skifte til at spise grene og bark.
Yngleforhold
Hannen parrer sig med flere hunner, den er polygam. Parringssæsonen begynder sent i januar og fortsætter til oktober. Når sætteren (hunnen) er i brunst, forfølges hun ofte af flere hanner (ramlere), der konkurrerer om hende ved at slås med hinanden. Hvis hunnen ikke er klar til at parre sig, vil hun kæmpe hannerne væk. Parringslegen ligner en boksekamp, hvor dyrene parvis står på bagbene og ”bokser” med forbenene.
Den europæiske hare føder ca. 1-2 killinger i det første kuld og 3-4 i det sidste kuld i en sæson. Kuldstørrelsen afhænger af hunnens kondition og fitness. Sætteren føder killingerne direkte på jorden og kort efter forlader hun dem for kun at vende tilbage én gang i døgnet for at give die. Killingerne spreder sig i fødeområdet og gemmer sig på jorden, gerne i en lille fordybning i græsset, hvor de sidder helt stille, også når der er fare på færde. De vender tilbage til fødestedet, når det er tid til at få mad, som er ca. en time efter solnedgang. Når killingerne er ca. en måned gamle, holder moderen op med at give die og de er i stand til at klare sig selv.
Bestandsudvikling
Haren var i første halvdel af 1900-tallet en af landets hovedvildtarter, men disen begyndelsen af 1960´erne (industialiseringsperioden) er bestanden gået betydeligt tilbage over hele Europa. I perioden fra 1940-2001 faldt antallet af harer fra ca. 475.000 til 71.000. De mest sandsynlige årsager til denne tilbagegang, er intensiveret og mekaniseret landbryg, klimaforandringer, habitatfragmentering-og tab, sygdom og forurening. For harekillingernes vedkommende er de vigtigste dødsårsager mangel på egnet føde i sommerperioden, kørsel med landbrugsmaskiner og ikke mindst prædation fra især ræve og krager.
Jagtmuligheder og fredninger
I Danmark er der fastsat jagttid på hare, og der nedlægges årligt omkring 56.000 individer. Haren er p.t. opført som ”Sårbar” på den danske Rødliste, fordi bestandstilbagegangen ud fra vildtudbyttestatistikken blev vurderet til mere end 30 % over en 10 års periode, samt at bestandstætheder og rekrutteringsrater i dele af Jylland er så lave, at der er mere end 10 % sandsynlighed for, at større harebestande vil uddø inden for de næste 100 år. Jagtudbyttet har i de seneste 20 og 10 år vist signifikant faldende tendenser på hhv. 6,4 % og 2,3 % per år, mens det i de sidste 5 år har vist et ikke-signifikant fald på 0,4 % per år. Der nedlægges harer i alle landets kommuner, men jagtudbyttet er generelt størst på Sydsjælland, Lolland og Falster samt på Bornholm.
Jagtens indflydelse på hare anføres ofte som "Usikker" - sandsynligvis ikke bæredygtig i dele af Jylland og sandsynligvis lokalt bæredygtig på Øerne. Dette stemmer overens med tælledata udført i Danmarks Jægerforbunds markvildtprojekt, som viser store lokale forskelle i bestandene. Der findes ingen registreringer af jagtudbyttet for harer i markvildtlavene, men hvis det ukritisk antages, at lavenes optællingsresultaterne afspejler bestandsniveauerne for harer i deres respektive hjemkommuner, kan den nationale vildtudbyttestatistik bruges. Ved at sammenholde markvildtlavenes optællinger med vildtudbyttet på kommuneniveau viser den overordnede tendens, at markvildtbestandene ikke overudnyttes. Jægerne følger dermed frivilligt anbefalingerne i forvaltningsplanen.
DJ´s holdning
Da jagtudbyttet er ikke begrænsende faktor ift. bestandsudviklingen, ønskes der øget jagttid til 31. december.
I forhold til retningslinjer for afskydning af harer, henvises til Naturstyrelsens forvaltningsplan for hare.
