Vandrefalk (Falco peregrinus)

Feltkendetegn

Vandrefalken er en stor og kraftig falk med karakteristisk bred, sort skægstribe og spidse vinger. Oversiden er mørkegrå hos de voksne fugle, mens undersiden er hvid med smalle mørke tværbånd. Hos ungfugle er oversiden brunlig, og den plettede underside virker mere gullig og længdestribet.

Som det er almindeligt hos rovfuglene, er hannen noget mindre end hunnen.

I landskabet overses vandrefalken let, når den sidder ubevægelig på en hegnspæl, træstub eller sten. Sætter den i bevægelse, vil de øvrige fugle i området dog hurtigt afsløre dens tilstedeværelse, idet de typisk vil lette i samlet flok. Der er ingen tvivl om, at en vandrefalk opfattes som en alvorlig trussel, også af større fuglearter som gæs og ænder.

Forveksling

Vandrefalken kan i nogle tilfælde forveksles med andre falkearter, som dog er sjældne i Danmark. Gode kendetegn er størrelsen samt den brede sorte skægstribe.

Udbredelse og levesteder

Vandrefalken er udbredt over det meste af verden, men dens udbredelse har i nogle årtier været stærkt reduceret, bl.a. som følge af brug af DDT og andre miljøgifte. Artens foretrukne ynglehabitat er klippeskrænter nær åbne og fuglerige habitater, hvor den har let ved at finde bytte. Om vinteren slår vandrefalke sig ofte ned i åbne områder med mange overvintrende vandfugle, hvor man kan være heldig at se dem jage rundt med store flokke af ænder eller vadefugle.

Føde

Vandrefalken er specialist i at fange fugle i luften, hvor jagten foregår i høj fart og med imponerende styrtdyk. Der er forskel på kønnenes foretrukne bytte; mens hannen gerne jager drosler og andre spurvefugle, er hunnen i stand til at tage større bytte som måger og ænder. Duer er også blandt favoritterne på vandrefalkens menukort.

Yngleforhold

Vandrefalken er en relativt sjælden ynglefugl her i landet, men arten er i fremgang. Vandrefalkens naturlige redesteder udgøres af klippehylder og hulrum i skrænter, men arten kan også yngle i træer eller endda på jorden. Mange steder yngler den nu i opsatte redekasser, typisk på høje bygninger.

På Møn og Stevns har ynglepar slået sig ned i klinterne, mens det andre steder i landet primært er redekasser på f.eks. havnebygninger og varmeværker, der har tiltrukket de hurtige rovfugle. Der yngler cirka 20 par vandrefalke i Danmark.

Fakta

Art i søjlen Trækvildt
Vandrefalk / Falco peregrinus / Peregrine Falcon
Vingefang: 90-115 cm
Længde: 38-50 cm
Vægt: han 600-750 g, hun 900-1300 g
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 3-4 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 29-32 dage
Ungetid: 35-42 dage
Levealder max. 20 år
Rødlistestatus
Global: ikke truet
Danmark: sårbar