Foto: Niels Søndergaard

Foto: Niels Søndergaard

Duehøg (Accipiter gentilis)

Feltkendetegn

Duehøgen har et kraftigt hovedparti, mørkt hoved med lys øjenbrynstribe, kraftigt næb, øjnene gule eller orange og kraftige gule ben. Korte, brede, afrundede vinger. Halen er bred og tværbåndet med tydeligt afrundede hjørner. Duehøgens overside er blågrå, undersiden er hvid med mørke tværbånd. Hannen er på størrelse med en gråkrage mens hunnerne kan være musvågestore, men med en længere hale.

Ungfugle har gullig, længdeplettet underside og en mørkebrun overside med gullige fjerrande.

Foto: Leechentou - Ungfugl

Foto: Leechentou - Ungfugl

Forveksling

Duehøg hannen kan forveksles med spurvehøg hunnen, da de har omtrent samme størrelse. Her er de kraftige fangere og det orange øje gode kendetegn. Arterne kan også generelt forveksles, hvis man ikke kan få indtryk af størrelsen. Duehøgen virker dog generelt tungere og kraftigere.

Foto: Derek Keats

Foto: Derek Keats

Udbredelse og levesteder

I Danmark er de gamle duehøge standfugle, de unge strejffugle, som dog sjældent når uden for landets grænser. Duehøgen er en relativt sjælden ynglefugl i Danmark, men til gengæld er den enormt udbredt i resten af Europa, Asien og Nordamerika.

Duehøgen foretrækker et landskab, hvor skove veksler med åbne arealer, det er en fugl, der kræver store territorier og som er bygget til overraskelsesangreb inde i skoven. Man ser flest duehøge i større skovområder, hvor der er godt med byttefugle.

Føde

Duehøgen er alsidig i sit fødevalg og fanger fortrinsvis fugle efter princippet, de mest talrige i passende størrelse indgår hyppigst i menuen, hvorfor der også kan forekomme store lokale variationer. Typisk tager duehøgen dog mest kragefugle, duer men hvis disse mangler, gerne fasaner, egern og harer.

Der er stor størrelses forskel mellem kønnene hos duehøg, hvilket også afspejles i fangsten af byttedyr. Hannen tager gerne bytte op til ringdue størrelse, mens hunnen binder an med så store fugle som grågæs. Selv musvåge og rød glente kan risikere at blive bytte.

Foto: Francesco Veronesi - ungfugl

Foto: Francesco Veronesi - ungfugl

Yngleforhold

Yngler normalt første gang 2-3 år gammel. Hos standfugle synes pardannelsen at være livslang.

Duehøgens redebygning foregår højt til vejrs i et træ. Duehøgen lægger 3-4 æg pr. kuld.