Skeand (Anas clypeata)
Feltkendetegn
Skeanden er en mellemstor svømmeand med et karakteristisk næb, som har givet arten navn. Andrikken har mørkegrønt hoved, hvidt bryst, kastanjebrun bug og mørk ryg. Grønt vingespejl med hvidt felt fortil, og overvingen er lyseblå.
Anden har lysebrun fjerdragt med mørke pletter. Vingespejlet er matgrønt med hvid kant fortil. Overvingen er lysegrå.
Begge køn har et stort, bredt, skeformet næb, som er kendetegnende for arten.
Forveksling
Anden hos skeand kan minde om anden hos gråand. Den er dog betydeligt mindre og har et væsentligt kraftigere næb. Skeanden kendes i flugten på næbbet, der er rettet skråt nedad. Hertil kommer den blålige forvinge, der er meget karakteristisk for arten.
Udbredelse og levesteder
Skeanden yngler spredt i Danmark, dels i næringsrige mosehuller og søer, dels på strandenge med vandhuller. Den samlede ynglebestand er på 500-600 par. Bestanden svinger en del, men over en årrække er den nogenlunde stabil. De fleste skeænder skydes først på sæsonen.
Vildtforvaltningsrådets målsætning
Der er ønske om en voksende dansk ynglebestand.
Danmarks Jægerforbunds ønsker
Jagten anses for at være bæredygtig, men jagttiden ønskes udvidet i januar måned.