Bramgås (Branta leucopsis)
Feltkendetegn
Bramgåsen er en lille, kompakt gås med sort hals og bryst og en meget karakteristisk hvid kindplet, der dækker næsten hele hovedet. Næb og ben er sorte, og næbbet er meget lille og kort. Den har lysegrå ryg med sorte bånd og lys bug. I flugten ses de lyse vinger og ryg i kontrast til den sorte hals, og tæt på ses den hvide, store kindplet. Bramgåsen flyver i tætte, sammenklumpede formationer, der kan slå en del i luften. Flokkene er meget støjende med højlydte gak, der lyder som hundegøen.
Forveksling
Bramgåsen kan forveksles med canadagås og knortegås, men kan skelnes på den meget store, hvide kindplet, der dækker det meste af hovedet og den noget mindre krop. I flugt og i modlys kan bramgåsen forveksles med grågåsen på grund af de relative langsomme vingeslag.
Udbredelse og levesteder
Der findes 3 forskellige populationer, der yngler på henholdsvis Svalbard, Østgrønland og øer i Hviderusland. Den russisk/baltiske population har udvidet deres yngleområde til også at inkludere øer og holme i Østersøområdet.
Svalbards og Østgrønlands populationer overvintrer i Storbritannien, og populationen fra Hviderusland overvintrer i Danmark, Holland og Tyskland. De yngler på øer og holme uden ræve og andre rovdyr.
Når fuglene ikke er på deres ynglepladser, ses de i lavvandede områder og på marker og strandengarealer, hvor de finder føde.
Føde
Bramgåsen lever af græsser, urter, korn og grønne skud på vintersæd.
Yngleforhold
Bramgås yngler både i det tempererede bælte og polarbæltet. Yngletidspunktet varierer efter, hvor langt nordpå ynglepladserne er.
Kolonierne i de arktiske egne er små og tætte og findes på klippehylder, stenede skråninger og øer. I det nordlige, tempererede yngleområde foretrækker den mindre, ubeboede øer.
Den bliver kønsmoden i en alder af 3 år. Bramgåsen bygger en rede, der genbruges år efter år, og her udruger den 4-5 æg i det ene kuld, den får pr. år. Rugetiden er ca. 24-25 dage, og ungerne er flyvefærdige efter ca. yderligere 40-45 dage. Yngletiden er fra maj/juni til august/september.
Bestandsudvikling
Bestandene af bramgås er kraftigt stigende og har været det igennem den sidste halvdel af 1900-tallet. De to populationer, der er gået mest frem, er Svalbard og Hviderusland populationerne.
I 1940´erne var der kun omkring 300 ynglende par på Svalbard, ved årtusindskiftet var bestanden oppe på ca. 30.000. Den nordrussiske bestand var nede under 50.000 individer før 1980, og i 2006 blev bestanden opgjort til ca. 420.000 individer.
Den seneste opgørelse i 2015 anslår bestanden til at være nået op på 1,2 millioner. Denne fremgang har betydet, at bramgåsen har udvidet sit yngleområde til også at omfatte Østersø-området, inklusiv Danmark.
I Danmark yngler ca. 1.500 par, og tallet er stigende. Bramgåsen yngler primært på Saltholm i Øresund, hvor den sås yngle første gang i 1992. Den er også set yngle i Tøndermarsken og på Bornholm.
Den store fremgang skyldes med al sandsynlighed milde vintre på overvintringspladserne og øget dyrkning af vinterafgrøder.
Vildtforvaltningsrådets målsætning
Lokalt kan bramgåsen udgøre store problemer i Danmark. Der er forskellige ønsker til målsætninger fra organisationerne. Dele af gruppen ønsker en reduceret bestand, mens andre i gruppen ønsker en stabiliseret bestand.
Desuden er der igangsat et arbejde med en international forvaltningsplan.
Jagtmuligheder og fredninger
Bramgåsen er ikke omfattet af EU's fuglebeskyttelsesdirektivs bilag 2 og er dermed ikke jagtbar i EU. Dog er bestandene af bramgæs nu ved at være vokset så meget i antal, at de er til gene for landbruget, og derfor er der i Danmark indført reguleringsmulighed.
Der arbejdes på en forvaltningsplan for bramgæs i regi af AEWA (Agreement on the Conservation of African-Eurasian Migratory Waterbirds - Aftale om beskyttelse af Afrikansk-Eurasiske migrerende vandfugle).
Danmarks Jægerforbunds ønsker
Jagttid på bramgås, men på grund af artens status i EF Fuglebeskyttelsesdirektivet ønskes så lempelige reguleringsmuligheder som muligt, indtil en eventuelt jagttid kan indføres.