Dykænder
Dykænder finder deres føde ved at dykke ned under vandoverfladen og finde primært dyrisk føde, såsom muslinger, snegle, krebsdyr og fisk. Deres næb er indrettet efter, hvad de lever af. De havænder, der lever af muslinger, har en form for negl yderst på næbbet til at plukke muslingerne med. Skalleslugerne, der lever af fisk, har bagudrettede pigge i næbbet, der gør det lettere at holde fast på slimede fisk.
Dykænder lever primært i tilknytning til salt- og brakvandsområder, og nogle lever langt ude på havet og kommer kun på land for at yngle (de sidste benævnes havdykænder). Andre lever det meste af deres liv tæt på landjorden i lavvandede områder, og nogle enkelte yngler ved ferskvandssøer. Ferskvandsdykænder er kendetegnet ved at leve inde i landet ved søer og vandområder.
Dykænders ben er placeret langt tilbage på kroppen, og alle fremadvendte tæer er lige lange. De har svømmehud på bagtåen. Denne opbygning gør, at det er svært for dykænder at færdes på landjorden. Når dykænder ligger på vandet, ligger deres hale i vandoverfladen, og hele fuglen ligger tungere i vandoverfladen end svømmeænder. Når dykænder letter fra vandoverfladen, tager de først et tilløb hen over vandet.
Dykænder lever generelt længere end svømmeænder, nogle kan blive over 20 år gamle. De har en relativ langsom bestandsomsætning med generelt mindre kuld og ældre kønsmodenhed (1-3 år) end svømmeænder. Der er dog større variation i dette end hos svømmeænder. Pragtdragten er mindre farvestrålende end hos svømmeænder, og for nogle er den først fuldt udviklet, når fuglen er 3 år gammel. De fleste udvikler dog deres pragtdragt i det første år. De yngler oftest som 1-årige, men nogle yngler senere. Flere arter yngler ikke i Danmark. Dykænder er overvejende monogame. I yngleperioden forlader ikke-ynglende fugle og hanner yngleområdet, kort efter at hunnerne er begyndt at ruge. De forlader yngleområdet for at trække ud til havs for at fælde deres svingfjer.