Valg af riffel

Udvalget af rifler og kalibre er enormt, og derfor er det nødvendigt, at du analyserer dine behov før du køber, så du ikke køber et våben, du ikke har brug for. Som ny riffeljæger bør du vælge et allroundkaliber og et våben, hvor rekylen ikke føles ubehagelig.

Valg af kaliber

De tre mest almindelige kalibre i Danmark er 6,5x55, .308 Winchester og 30-06. Det er alle tre kalibre med en fortid i militæret, og det er alle tre glimrende allround kalibre, der er velegnede til vildtarter op til ca. 200 kg., hvilket dækker de fleste jagtsituationer. En af fordelene ved disse kalibre er det store udvalg af patroner, hvilket sikrer lave priser på træningsammunition og stort udvalg af jagtammunition, både med hensyn til kuglekonstruktion og kuglevægt. Kuglebanen for disse tre kalibre hører ikke til de fladeste, men det spiller ingen rolle, så længe skudafstanden ikke overstiger 200 m. Dette gælder i øvrigt for alle kalibre, så når ”riffelnørder” diskuterer ballistik, er det i virkeligheden en diskussion om ligegyldige detaljer, da der kun er få cm forskel på de krummeste og de fladeste kuglebaner. Samtidig er det en diskussion uden jagtlig relevans, da kun de færreste har evnerne til at skyde på afstande over 200 m.

Rekyle

Mange jægere lider ubevidst af fænomenet ”rekylskræk”, hvilket ses ved, at de lukker øjnene, når de skyder. Dette giver naturligt nok en dårlig og uensartet skydning. Rekylskræk opstår, når underbevidstheden forbinder skydning med noget ubehageligt, som f.eks. kraftig rekyl eller hvis man rammes af sigtekikkerten på næse eller øjenbryn. Når først rekylskrækken er opstået kan den være meget svær at fjerne igen, og den bedste kur mod rekylskræk er forebyggelse. Forebyggelse sker ved at skyde med et våben med moderat rekyl, således at underbevidstheden lærer, at skydning ikke er ubehagelig. Derfor bør den nye riffeljæger undgå kalibre større end .308 Winchester samt unødigt lette våben. Lyddæmper er med til at reducere rekylen væsentligt og kan være en løsning for at mindske rekyle.

Valg af optik

Ved valg af optik gælder en kendt tommelfingerregel - nemlig at pris og kvalitet følges ad. Her er der virkelig stor forskel mellem de billigste og de dyreste kikkerter, og denne forskel ses tydeligt på dage med dårlige lysforhold. Derfor bør du bruge mindst lige så mange penge på kikkerten, som du bruger på riflen. Men, som det er nævnt før, så gør du dig selv en tjeneste ved at analysere dine behov inden du køber, så du ikke lader dig friste af noget, som du egentlig ikke har brug for. De fleste jagtsituationer i Danmark klares fint med en 3-9x40 eller en kikkert i fast 4 ganges forstørelse, men da mange danske riffeljægere på et tidspunkt tager på jagt i vores nabolande, kan det være fornuftigt nok at købe en allround kikkert, der også kan bruges til jagt i skumringen/natten, da Danmark er det eneste land i Nordeuropa som ikke tillader riffeljagt efter solnedgang. En sådan kikkert kunne være en 3-12x50, eller 2,5-10x56 - og evt. med belyst sigtemiddel.