Vildtforvaltningsrådet
Vildtforvaltningsrådet er hjørnestenen i dansk vildtforvaltning og en væsentlig del af Danmarks Jægerforbunds politiske arbejde foregår her. Rådet består af de væsentligste danske organisationer på natur- og vildtområdet. Rådet er et rådgivende organ for Miljøministeren. Vildtforvaltningsrådet rådgiver ministeren i sager, der vedrører den dansk jagt og vildtforvaltning.
En af rådets hovedopgaver er blandt andet at diskutere og præsentere en indstilling til ministeren om jagttidsforhandlingerne. Der bliver dog også diskuteret mange andre sager af rådet. Vildtforvaltningsrådet kan både blive bedt om at behandle et emne af ministeren, og de kan tage et emne op af egen drift.
Det er Miljøstyrelsen, der fungerer som sekretariat og oplysninger om rådet, herunder forretningsorden, medlemmer, den seneste dagsorden med bilag og referater fra møderne, fremgår af Miljøstyrelsens hjemmeside. Der holdes nu fire møder årligt. Ministeren behøver ikke at følge en indstilling fra rådet, men har historisk ofte gjort det.
DJ's arbejde i Vildtforvaltningsrådet
Danmarks Jægerforbunds arbejde i Vildtforvaltningsrådet tager udgangspunkt i en politisk beslutning om at arbejde for, at fremtidens vidltforvaltning sker på et videnskabeligt og faktuelt grundlag frem for følelser, som det tidligere har været tilfældet. Vi har derfor præsenteret en række principper for, hvordan fremtidens jagttidsforhandlinger skal forløbe. Principperne er udarbejdet sammen med Danmarks Naturfredningsforening.
En anden vision, der præger Danmarks Jægerforbunds arbejde i Vildtforvaltningsrådet, er at de beslutninger, der træffes, i højere grad skal være langsigtede. Naturen ændrer sig ikke hver 4. år, og det kan tage lang tid, at se resultatet af naturprojekter, så det er en nødvendighed, at arbejdet i Vildtforvaltningsrådet tager højde for det.
Vildtforvaltningsrådets medlemmer
Vildtforvaltningsrådets medlemmer og deres repræsentanter er:
- Formand Jan Eriksen
- Landbrug & Fødevarer (næstformand), husmand Henrik Bertelsen
- Landbrug & Fødevarer, Helle Reedtz-Thott
- Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen
- Danmarks Naturfredningsforening, Louise Holst Hemmingsen Villumsen
- Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard
- Dansk Skovforening, Peter A. Busck
- Dyrenes Beskyttelse, Maria Vang Johansen
- Friluftsrådet, Flemming O. Torp
I boksen "Bliv klogere på rådet", som du finder i højre kolonne på denne side, har vi linket til en række artikler, der har været bragt i vores medlemsblad Jæger - de nyeste er fra foråret 2019.
Artiklerne går i dybden med Vildtforvaltningsrådets virke, og du kan blandt andet læse medlemmernes holdning til jagt og arbejdet i Vildtforvaltningsrådet.