Slagteaffald fra vildt
Målsætning
Den enkelte jæger skal have mulighed for at komme af sit vildtslagteaffald via de kommunale renovationsordninger (afhentning og genbrugspladser).
Via ændring af de jagtetiske regler at anbefale, at uanvendelige dele af nedlagt vildt enten skal nedgraves eller i begrænsede mængder kan udlægges diskret for at indgå i naturens kredsløb som den ressource, det er. Udlægning af dødt vildt eller rester fra slagtning, vil bidrage til øget biodiversitet.
Baggrund
Mange jægere – både nye og erfarne – er enten uvidende om eller har svært ved at efterleve de nuværende regler og anbefalinger for håndtering af slagteaffald fra vildt. Hvert år modtager vi henvendelser fra jægere og borgere om fund af affald fra nedlagt vildt på steder, hvor affaldet ikke burde være. Det kan være i skovbunden eller i offentlige skraldespande.
Uvidenheden handler især om, hvad man rent praktisk skal gøre, når man brækker vildt op eller forlægger det. Hvad der skal ske med indvolde, skind, fjerdragt og øvrige rester, står ikke klart for enhver jæger.
Problemer med efterlevelse af regler handler særligt om, at affaldet fylder meget i den private skraldespand og i mange tilfælde slet ikke kan være der. På de kommunale genbrugspladser er det langt de fleste steder ikke muligt at aflevere husholdningsaffald, - dels for at minimere problemer med lugt og rotter, dels for at maksimere indtjeningen, idet borgerne blot kan købe en større affaldsspand, en ekstra pose eller en ekstra tømning.
På denne side kan du læse mere om regler for anvendelse af visse dele af slagteaffald fra vildt (hjortevildt udelukkende) som, efter tilladelse fra MST, kan udlægges på foderpladser / baitpladser eller anvendes i fælder. Læs mere om biproduktforordningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside her samt her.
Denne målsætning er besluttet på hovedbestyrelsesmøde den 1. maj 2019.