Anvendelse af jagttegnsmidler
Målsætning
Vi skal sikre, at jagttegnsmidlerne til naturforbedringer målrettes vildtets levesteder, så vi i endnu højere grad kan fremme og forbedre levestederne med hovedprioritet på landbrugsarealer i omdrift og tilknyttede småbiotoper, herunder potentielle nye vådområder.
Baggrund
Politisk: I 2005 blev jagttegnsafgiften hævet med 100 kr. hvor dette beløb som svare til ca. 17 mio. kr. årligt. Disse midler er til dato brugt på mindre vandhuller, jagtprojekter og natur med fokus på skovrejsning.
Miljøministeren har efterfølgende som et led i regeringens finanslovsforslag hævet jagttegnsafgiften fra 500 til 650 kr. Samlet kommer stigningen til at indbringe staten yderligere 26 millioner kroner fra de danske jægere.
Danmarks Jægerforbund har fået lovning på mere transparens i anvendelse af jagttegnsmidlerne, og er konstant opmærksom på hvordan jægernes midler anvendes.
Fagligt: I den danske naturforvaltning har der traditionelt været stor opmærksomhed på og prioritering af den lysåbne natur.
Især private skove rummer naturligt et højt naturindhold, og de offentlige skove vil relativt let kunne forvaltes, så der opstår højere naturindhold. Mange skovområder fungerer godt, som levesteder for især det jagtbare vildt.
Den maritime natur har stor bevågenhed og fungerer langt hen af vejen godt, som levested for vildtet. Vi har i hovedtræk et velfungerende netværk af reservater, der med en mere dynamisk afgrænsning i endnu højere grad, vil kunne sikre bedre levesteder for trækvildtet.
De eksisterede landbaserede vådområder og potentielle nye vådområder, vil med den rette forvaltningstilgang kunne skabe ende bedre levesteder for især svømmeænder.
Landbrugslandet med dets dyrkede marker udgør hele 62 pct. af Danmarks samlede landareal, og er foruden at være et produktionsområde for fødevarer også levested for en række dyre- og plantearter. Landbrugslandet er således en vigtig del af den danske natur og har stor betydning for biodiversiteten i Danmark. Den stadig mere intensive udnyttelse af jorden skærper derfor opmærksomheden på forvaltning af vildtet i landbrugslandet.
Derfor er der særligt behov for også at sikre naturindholdet i landbrugslandet, herunder at øge det økologisk rum og biodiversiteten.
Denne målsætning er besluttet på hovedbestyrelsesmøde den 20. januar 2017.