Motor som hund
Målsætning
Ved trækjagt fra opankret pram på fiskeriterritoriet, hvor jagten udøves i områder eller på tidspunkter, hvor der er forbud mod motorbådsjagt, skal der kunne anvendes motor i forbindelse med transport til og fra jagten. Desuden skal motoren kunne anvendes ved opsamling af vildt herunder ved affangning af anskudt vildt.
Baggrund
I Danmark er det tilladt at drive motorbådsjagt efter regler, der tager udgangspunkt i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. Denne regulering af motorbådsjagten har dog den konsekvens, at der i visse situationer ikke kan anvendes motor ved stationær jagt, altså trækjagt for opankret pram.
Da der ikke kan anvendes motor i disse situationer, fratages jægeren et væsentligt redskab til at begrænse anskydninger. Det gælder specielt i forhold til jagt på dykænder. Ved jagt, der foregår et stykke fra land, vil muligheden for at have motor i båden desuden øge sikkerheden for jægeren.
Denne målsætning er besluttet på hovedbestyrelsesmøde den 13. december 2017.