Kredsmøde på nordjysk vis
Blæsten gik frisk over Limfjordens vande, da de 127 fremmødte deltagere lørdag den 4. marts mødtes til kredsmødet i kreds 1 på Nordjyllands Landbrugsskole. Men det var kun velkomstsangen, der afspejlede vejret udenfor. Indenfor var alt roligt til et hyggeligt kredsmøde.
Efter den traditionelle velkomst og jagthornsblæsning blev Bo Simonsen valgt til dirigent og styrede herefter møde med kompetent overblik.
Første taler var kredsformand Grethe Jakobsen, der aflagde beretning om kredsens virke det seneste år. Kredsens medlemstal viser en ganske svag nedgang i antallet af medlemskaber, men de -0,6% er langt mindre end tidligere år, hvilket Grethe tilskrev de mange gode aktiviteter, der har været i kredsen det seneste år.
Aktiviteterne har fyldt godt op i både kredsformandens og det stedlige HB-medlems kalendere. Begge deltager gerne i aktiviteter rundt om i Kredsen, men opfordrede samtidig til, at invitationerne bliver tilsendt i meget god tid, da kalenderne kan være godt pressede.
Grethe Jakobsen fremhævede det enestående i det store engagement, hun har oplevet overalt i kredsen, uanset om det har været til de store arrangementer fx Outdoor 2017 eller de utallige lokale aktiviteter, hun har besøgt i årets løb. Grethe var ikke i tvivl om, at hun er formand for den bedste kreds i Jægerforbundet.
Kommunikationen i kredsen har udviklet sig meget det seneste år, da kredsen har gjort en stor indsats for at fortælle de nordjyske medlemmer om, hvad der sker via kredsens hjemmeside, nyhedsbrev og Facebook.
Over 900 medlemmer modtager kredsens nyhedsbreve, hvilket er vigtigt, da netop kredsens nyhedsbrev er en god informationskilde til, hvad der rører sig. Derfor lød der også en opfordring til at tilmelde sig nyhedsbrevet, hvis man ikke allerede får det.
Den gode, positive beretning blev taget til efterretning af de fremmødte, hvilket også var gældende for de beretninger, de enkelte koordinatorer inden mødet havde gjort tilgængelig på kredsens hjemmeside. Og der var ingen spørgsmål, hvilket affødte en udtalelse fra mødets dirigent, Bo Simonsen, der var særdeles kendetegnende for kredsmødets forløb:
Det er ikke nemt at slå et ord af en nordjyde, der ikke vil sige noget.
Kredsens regnskab blev gennemgået af kredskasser Henrik Juul Jensen, og det afspejlede nordjysk beskedenhed. Bundlinjen landede pænt under budget.
Dagens første gæstetaler indtog mikrofonen med ordene:
- Jeg forstår ikke jægerne.
Det var vildtkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen, der undrede sig over den store fokus, der har været på hjortevildt. Efter hans overbevisning burde der i stedet være langt mere fokus på markvildtet, da selv beskedne indsatser på dette område vil give langt mere jagt for rigtig mange jægere.
Ivar Høst havde fire gode råd til jægerne:
- Sørg for at have et godt samarbejde på tværs af naboskel.
- Opsæt fodertønder, og sørg for at hønsefuglene har mad nok.
- Hold fjenderne i ave.
- Gør det godt for kyllingerne.
Næste gæstetaler var Mogens Sonne, der orienterede om de jægerfora, der er tilknyttet alle Naturstyrelsen enheder. Jægerforaene har til mål at sikre en god dialog mellem jægerne og Naturstyrelsen.
Jan Nedza fra Schweisshunderegistret medbragte en opfordring: Ud af de 186 hundefører, der er tilknyttet registeret, er 55 bosiddende i det nordjyske området – og der er plads til flere. I år er ansøgningsfristen for nye hundefører den 5. juni, og alle, der har en god hund, opfordres til at søge, da der er stor efterspørgsel efter schweisshundene. I det nordjyske bliver imellem 8 og 11% af det nedlagte klovbærende vildt eftersøgt.
Hundene var også omdrejningspunktet, da de nye kredsundervisere på hundeområdet fortalte om, hvordan de fremover skal arbejde for at fremme hundetræningen på hundens præmisser. Ud over at virke som konsulenter for de mange jagtforeninger, der tilbyder hundetræning, skal kredsunderviserne står for efteruddannelse af de eksisterende instruktører og bidrage til, at der sker et større samarbejde på tværs af jagtforeningerne, så de mange gode instruktørers kompetencer udnyttes bedst muligt.
Orienteringen fra hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach startede med ros til de lokale tillidsfolk i kredsen. Uanset om det har været på årsmøderne i jægerrådene, møder i kredsbestyrelsen eller andre møder rundt om i kredsen, så har tonen være god og konstruktiv. Derfor lød der også en opfordring til alle i salen om at tage flere med, når de selv deltager i møder rundt omkring.
Et sted, hvor tonen har været knap så god, har været på de sociale medier. Her har bølgerne i årets løb gået særdeles højt, og Leif Bach opfordrede til at holde en sober tone i debatten.
Herefter var det Jægerforbundets formand Claus Lind Christensens tur til at berette om Jægerforbundets politiske indsatser i det seneste år, og direktør Michael Stevns orienterede om nyt fra administrationen. Et fællestræk i begge indlæg var igen opfordringen til at holde en sober tone. Det er helt ok, at være uenige, men jægerne skal huske at tale pænt.
Umiddelbart inden mødet sluttede, tog den mangeårige tillidsmand Kristian Slyk ordet og ønskede Jægerforbundet tillykke med 25 års jubilæet. Det skete med ordene:
- Uenighed blandt jægerne er ikke et nyt fænomen. Det eneste jægerne i tiden frem til sammenlægningen var enig om, var at være uenige. Lad det ikke komme dertil igen.
Herefter var der blot tilbage at afslutte det roligste kredsmøde i mange år, to timer inden oprindeligt planlagt, hvorefter deltagerne kunne nyde en velfortjent frokost og jubilæumslagkagen.