Citering af DJ's artikler
Danmarks Jægerforbund er medlem af Danske Medier, og vi overholder deres retningslinjer, når vi citerer fra andre medier. Vi forventer også, at andre medier overholder disse retningslinjer, når de citerer fra vores artikler.
God citatskik
Ophavsretslovens § 22 lyder: ”Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”
Danske Medier har udarbejdet en række retningslinjer, som de danske medier skal efterleve, når de citerer historier fra hinanden. Vi efterlever retningslinjerne, når vi citerer andre medier, og forventer også at de overholdes, når der citeres fra os.
Retningslinjerne lyder:
- Angiv det citerede medie som kilde så vidt muligt i første afsnit.
- Baser normalt højst fire afsnit, svarende til højst 8-9 sætninger, på den citerede artikel og mindre, hvis der citeres fra en ganske kort artikel.
- Er historien længere, bør det overskydende indhold bygge på en selvstændig journalistisk indsats: Citater fra egne kilder eller ny baggrundsinformation.
- Gengiv normalt kun et enkelt direkte citat. Dog kan en angrebet parts svar af presseetiske årsager gengives som direkte citat med tydelig angivelse af det citerede medie som kilde.
- Henvis normalt til den citerede artikel ved brug af et dybt link, hvis originalartiklen er tilgængelig på en digital platform. Anvendelsen af dybe link må dog aldrig få karakter af systematisk udnyttelse af andres indhold.
Ovenstående begrænsninger gælder ikke, hvor en artikel gengives efter særskilt tilladelse.