Offentliggjort den: 07. februar 2025

Vildt og jægere på plejehjemmet

Den 31. januar var der helt sikkert vildt på Fanø Plejecenter, for middagsmenuen bestod af krondyr med kantareller, alt sammen doneret af Fanø Jægerråd. Den gastronomiske oplevelse var kulminationen på et projekt, der begyndte sidste år, og som har haft de ældre med fra begyndelsen. Jægerrådsformand opfordrer andre til at følge det gode eksempel.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Poul Valdemar Nielsen

Det handler om nøglebegreber som livskvalitet, respekt for hinanden og de gode råvarer. Forleden, da de ældre på Fanø Plejecenter kunne sætte sig til bords til en bugnende menu med krondyrgryde, kantareller, bær, rodfrugter og kartoffelmos, var det kulminationen på et fælles projekt mellem plejecenteret og øens jægerråd. Arbejdet tog nemlig form allerede tilbage i september 2024, spidsede til i december med en stor krondyrjagt og afsluttede altså endelig ved det store, opdækkede middagsbord på den sidste dag i januar.

Ifølge idémanden bag projektet, formand for Fanø Jægerråd Poul Valdemar Nielsen, har det været en både festlig, hyggelig og meningsfuld metode til fremme af jagtens sag, samtidig med at man gjorde noget godt for de ældre.

- Ideen er egentlig enkel, for når jeg engang kommer på plejehjem, vil jeg også gerne have, at nogen kommer og fortæller om den natur, som jeg og min familie har taget aktiv del i. Og da jeg elsker smagen af guds skaberværk - vildt, urter, svampe og bær – ja, så var det nærliggende at tænke på, hvordan vi som jægere kan hjælpe ældre medborgere med at opleve og - for manges vedkommende genopleve - disse smagsnuancer, fortæller Poul Valdemar Nielsen.

Stor oplevelse for de ældre og masser af snak

Sammen med et hold jagtkammerater deltog jægerrådsformanden selv i plejehjemmets festmiddag, hvorunder det blev til mange gode snakke om både mad, vildt og jagt. Flere af beboerne på centret var jo selv gamle jægere, og nogle af de ældre havde sågar været med til vildtparaden og jagtafslutningen i december.

Også centerleder Inger Nørby har været glad for projektet:

- Det er altid dejligt, når nogen vil involvere sig i plejecenteret. Vi er stolte af vores plejecenter og det vil vi gerne vise og fortælle jægerne om. Personalet har også kunnet bruge projektet som en mulighed for at samtale med beboerne om naturen og vildtets gang på Fanø. De beboere, der var med til jagtafslutningen, fik en stor oplevelse, som gennem plejecenterets facebook-side og personalet er blevet delt med beboerne og deres pårørende, siger hun.

Kommer igen til næste år

På spørgsmålet om, hvorvidt arrangementet bør gentages, er både jægerrådsformanden og plejehjemspersonalet – for slet ikke at tale om beboerne – rørende enige.

- Ja, det er helt sikkert. Både beboerne og personalet har udtrykt ønske om at vi skal gøre det igen næste år. Det er bemærkelsesværdigt så positivt det er blevet taget imod, hele vejen rundt. Både personale, beboere og deres pårørende – altså en ret stor snitflade af mennesker – har talt yderst positivt om jagt og jægere i flere måneder, lyder det fra Poul Valdemar Nielsen.

Han opfordrer andre jægerråd og jagtforeninger i Danmark til at følge det gode eksempel og afsøge mulighederne i deres lokalområde. Dog er det helt afgørende, at det er plejehjemmets egen kok, der tilbereder maden. Hvis det var jægerne selv, der stod for den del, ville det ikke kunne lade sig gøre.

Det krondyr, som var på menuen, tilhører en bestand, der er indvandret til Fanø ved lavvande i år 2000. Bestanden vurderes i dag at være på cirka 60 dyr, og jagten har til formål at opretholde en sund og bæredygtig bestand. Som noget unikt drives jagten i et samarbejde mellem alle jægerne på Fanø.

Poul Valdemar Nielsen forklarer, at jægerne i Nordby og jægerne i Sønderho ikke altid har haft det bedste at sige om hinanden. Men den fælles forvaltning af krondyrene har bragt dem tættere sammen.

En del af den levende vadehavskultur i Nationalpark Vadehavet

At udnytte naturens ressourcer til føde har altid været en naturlig og nødvendig del i vadehavsområdet. I Nationalpark Vadehavet indgår jagt og fiskeri som en del af den levende vadehavskultur.

På Fanø og i landdistrikterne i Nationalpark Vadehavet har en meget stor andel af familierne fortsat tilknytning til jagt og fiskeri på den ene eller anden måde. I dag hjælper jægerne på Fanø også Nationalpark Vadehavet med at holde bestanden af ræve og krager på et niveau, så de hårdt trængte vadefuglene kan få ynglesucces.