Offentliggjort den: 21. januar 2025

Ny undersøgelse skaber tvivl om regulering af mårhund

En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet skaber tvivl om, om mårhunde er en trussel mod den danske fauna, og dermed om hvorvidt der er behov for fortsat at regulerer mårhunde.

Tekst: Carsten Riis Høeg
Foto: Claus Lind Christensen

En spritny rapport fra Aalborg Universitet har skabt tvivl om, om mårhunde er en trussel mod især jordrugende fugle og padder. I rapporten hedder det bl.a.: ”Vi kan ikke finde bevis for, at mårhunden udgør en trussel mod disse arter”.

Her er det dog værd at lægge mærke til, at der i rapporten heller ikke findes et bevis for, at mårhunden IKKE udgør en trussel.

Rapporten bygger sine fortolkninger på, hvad der er fundet i maven på mårhundene, men ikke på hvilken betydning den har for byttedyrene. Det kan skyldes, at langt de fleste mårhunde skydes på baitpladser, og derfor har et andet maveindhold, end man vil se hos de mårhunde, der skydes uden for områder med baitpladser.

Tilsvarende svenske og finske undersøgelser ser på mårhundebestandens konsekvenser for de jordrugende fugle, og de kommer til et helt andet resultat – nemlig at mårhunden i høj grad udgør et problem for de jordrugende fuglearter.

Danmarks Jægerforbunds holdning er klar:

- Denne rapport sammenholdt med øvrige rapporter giver ikke anledning til at ændre vores opfattelse af mårhundens betydning for de jordrugende fugle. Derfor ser vi ingen grund til at ændre i den regulering, der finder sted i dag, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Der bliver gjort et stort stykke arbejde af de danske jægere, som foretager reguleringen i henhold til de etiske retningslinjer, som vi er blevet enige om i fællesskab med myndighederne.

Beslutningen om regulering af mårhunde ligger ikke hos Danmarks Jægerforbund. Vi løser her en opgave som er politisk besluttet, og så længe politikerne ikke har ændret denne beslutning, vil vi fortsat regulere mårhunde.

Hvis du vil vide mere om praktisk regulering af invasive rovpattedyr, kan du klikke her.