Udbrud af mund- og klovesyge lige uden for Berlin
10. januar er der konstateret et udbrud af mund- og klovesyge i en vand-bøffel-besætning med 14 bøfler. Besætningen er aflivet.
Mund- og klovesyge er en meget smitsom husdyrsygdom, der kan smitte alle klovbærende dyr, inklusiv jagtbart vildt som hjorte og vildsvin. Det kan derfor på nuværende tidspunkt ikke afvises, at smitten kan være spredt til vildt i området.
Virus kan ikke smitte mennesker, men kan overføres via kød eller mælkeprodukter til klovbærende dyr. Virus kan desuden overleve i flere uger i omgivelserne, inklusiv på tøj og fodtøj.
Dette fund understreger nok en gang, at der er risiko for at bringe smitte til Danmark ved at hjembringe kød eller jagttrofæer. Det er derfor vigtigt at opretholde en høj hygiejne i forbindelse med jagt i udlandet, herunder vask og desinfektion af anvendt udstyr. Tøj skal vaskes ved 60 grader og støvler og andet skal rengøres og desinficeres. Landbrug & Fødevarer udleverer gratis poser og desinfektionsmidler til brug ved jagt i udlandet, ved kontakt til Tenna Nøhr, ten@lf.dk.
Udbruddet er konstateret i et område, der ikke er omfattet af restriktioner for Afrikansk Svinepest, men området er nu underlagt restriktioner på grund af mund- og klovesyge. Det er ikke tilladt at tage kød fra vildt fra de ramte områder med til Danmark.
Da situationen på nuværende tidspunkt er uafklaret, bør der desuden udvises forsigtighed ved jagt i alle dele af Tyskland. Selvom det er tilladt at hjembringe kød og trofæer fra områder, der ikke er underlagt restriktioner, anbefaler Landbrug & Fødevarer, at der i den nuværende situation ikke bringes vildtkød til Danmark.
Fødevarestyrelsen har en række råd om jagt i udlandet på Fødevarestyrelsens hjemmeside, www.fvst.dk.