Trepartsministeriet fastholder krav om udtagning
Ministeriet for Grøn Trepart har besluttet at fastholde den obligatoriske udtagning af 4 procent af omdriftsarealet til såkaldte ”ikke produktive landbrugsarealer” i 2026. Dermed kan både mennesker og den hårdt pressede fauna stadig se frem til mere uopdyrket landbrugsjord i Danmark.
Oprindeligt var det EU, der krævede, at 4 procent af landbrugets omdriftsarealer blev udtaget til ikke produktive landbrugsarealer. Det krav blev droppet sidste år, men Ministeriet for Grøn Trepart og partierne bag landbrugsforliget og den grønne trepart besluttede dengang, at fastholde kravet i Danmark i 2025. Nu har ministeriet så besluttet at forlænge kravet, så det også gælder 2026.
Dermed skal der fortsat udtages 4 procent af omdriftsarealerne, som så kan blive til brak, blomsterbrak eller småbiotoper til fordel for vildtet. Beslutningen om at forlænge udtagningskravet vækker glæde hos hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, Orla Hansen.
- Det er en stor hjælp til både markvildtet og den trængte råvildtbestand. For eksempel tilbyder arealer med blomsterbrak helt trygge og rolige omgivelser for rålammene. Når rålammene sidder i en mark med blomsterbrak, er de ikke i fare for at gå til i landbrugsmaskiner, siger han.
Nu er det så op til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø at afgøre hvor og hvordan udtagningen skal ske, og her har Orla Hansen en kraftig opfordring.
- Vi vil appellere kraftigt til, at man laver en ukompliceret udtagning, som er målrettet forbedringer af levestederne for agerlandets vildt og fugle, slutter han.