Topskytter træner tørt, del 2

Vi påvirkes stort set alle mentalt af rekyl. Og det kan være kritisk for skudafviklingen. René foreslog øvelser, som jeg nu har implementeret i min trænings-plan. Den ene øvelse foregår med en makker således: Uden at skytten kender rækkefølgen lader makkeren magasinet op med en vilkårlig blanding af skarpe skud og klikpatroner. Skytten må ikke kigge i kammeret under repetition. Herefter afgives skuddene i en jagtrelevant skydestilling (ikke liggende, men f.eks. stående med firbenet skydestok). Skytten fokuserer på at tage et godt aftræk, og makkeren holder så øje med, hvad der sker. Man kan også filme træningen for så efterfølgende at evaluere.

• Dette er anden del af artiklen. Læs første del her

Bevægede riflen sig det mindste, når det klikkede, fordi skytten pressede skulderen mod riflen i aftræksøjeblikket? Måske, for det ses ganske ofte. De fleste vil helt instinktivt stå imod (eller trække sig) fra et slag (herunder rekyl). Men det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt i forbindelse med afgivelse af et riffelskud. Og den eneste måde helt at undgå det på er ved gentagelse efter gentagelse at kode den gode aftræksteknik ind i rygmarven via tørtræning (kombineret med skarpt indimellem).

Man kan også træne solo. René foreslår, at man lader magasinet op, så de første skud er klikskud, og det sidste skud (den nederste patron i magasinet) er en skarp patron. Man fokuser så på sin indøvede teknik med alle skuddene og lægger mærke til, hvordan man reagerer op mod og på det sidste skarpe skud. Her må man være ærlig overfor sig selv (eventuelt filme). Så du forskel i sigtet, og mærkede du en forskel i kroppen? For måske spænder man lidt op ved visheden om, at nu kommer braget. Sådan kan man med klikskud arbejde med rekyltilvænning i forskellige skydestillinger. For er der ingen mukkende tendenser, når riflen klikker, ja, så holdes den formentlig også i ro, når det siger bang.

Fra resultat til proces

Jeg havde en snak med Frederik om at flytte fokus fra resultatet over til processen. For er der noget, der virkelig kan ødelægge et riffelskud, så er det et overskyggende resultatfokus. Sådanne mere eller mindre ubevidste tanker, der arbejder på højtryk: ”Hvad nu, hvis jeg rammer skidt? Den buk vil jeg gerne have på paraden til morgenens bukkepral. Det her skal gå godt, det er min første kronhjort! osv.”.

Det er alt sammen ”mentale loads” (for nu at bruge et nutidigt populært begreb), der udelukkende kredser om det ønskede resultat. Og det er støj, der forstyrrer processen. For det mentale fokus skal rettes 100 % på målet, sigtet og skudafviklingen. Det hersker der ifølge Frederik og René slet ingen tvivl om. Indenfor hver deres felter arbejdes der derfor meget med mentaltræning. Det er simpelthen nødvendigt for såvel elitesportsudøvere som soldater, der skal præstere godt i pressede situationer. At mentaltræning også har sin berettigelse for jægere, der gerne vil holde det rette fokus, når jagten kulminerer, og adrenalinet pumper, ja, det er jo helt oplagt.

Alt for mange gange hører man udsagn i retning af: ”Jeg træner egentlig ikke, men når det endelig gælder, så bliver jeg skarp”. I langt de fleste tilfælde har sådanne udsagn bare ikke hold i virkeligheden. Tværtimod. Kan du huske, da du skulle finde koblings-punktet, første gang du sad bag et rat? Man tænkte, så det bragede: ”Hvad er nu det næste step i forbindelse med den her igangsætning?”.

Og resultatet blev en slem omgang hoppende kængurukørsel. Men efter et stykke tid så tænker man ikke længere over, hvordan man gør. Man gør det bare. Nærmest instinktivt finder man koblingspunktet, skifter gear og følger kringlede vejforløb med 80 kilometer i timen.

Træning – træning – træning

Det samme gælder med riffelskydning. Træning – herunder masser af tørtræning – er den eneste måde, hvorpå der kan skabes de rette forbindelser i vores hjerne- og nervesystem, som sørger for, at der er styr på processerne, når det endelig gælder. Det er også derfor, at reflektoriske dårlige vaner er så forbandet svære at slippe af med igen!

For er de dårlige forbindelser én gang etableret, så skal alting jo om-kodes. Derfor er det meget vanskeligere at vende dårlige vaner til god teknik, end det er at få den gode teknik indkodet fra starten i en helt frisk ”computer”.

For at skærpe vores evner som riffeljægere er René og Frederik derfor ikke bare enige, men også overbeviste om, at vi ikke blot skal træne de gavnlige øvelser, men også gentage dem om og om igen. For så vil vi handle mere eller mindre ubevidst og intuitivt korrekt, når vi er på riffeljagt.

Ingen ”turtle necking”

Efter mine samtaler med René og Frederik er jeg holdt op med bare at brage patroner af i en lind strøm, når jeg træner på skydebanen. Derimod står den nu på masser af tørtræning og færre skarpe skud. Og forud for mine skud på skydebanen overvejer jeg nøje, hvad det er, jeg rent træningsmæssigt gerne vil opnå. Hvad er det, der skal forbedres? Træningen er blevet struktureret, og jeg kan derfor fokusere på processen.

Dermed er jeg heller ikke særlig interesseret i at kigge på monitoren, som viser resultatet af de skarpe skud. Jeg vender den faktisk om, så jeg ikke fristes til at kigge på den. Såkaldt ”turtle necking” (skildpaddehals) er nemlig de elektroniske markeringers forbandelse. Begrebet dækker over fænomenet, at i samme splitsekund skuddet går, så flytter skytten øjeblikkeligt hovedet fra riflen, drejer ansigtet og strækker hals for at tjekke resultatet på monitoren. Lad endelig være med det! Hold altid fokus på målet efter skuddet gennem kikkerten – såvel til træning som på jagt. Vent derfor til efter seancen, og kast så et blik på monitoren for at se, om resultatet passer nogenlunde med din umiddelbare forventning. På den måde lærer man at opbygge en fornemmelse for sine skud. Med min nu mere fokuserede og formålsorienterede træning er jeg overbevist om, at stagnationen ophører, og at jeg støt og roligt vil bevæge mig i retning af bedre skydning.

Jeg håber på, at andre har fået blod på tanden til træning såvel hjemme i stuen som ude på skydebanen.