Til test under jorden

Traditionen tro var der den 30. december 2024 inviteret til fælles gravjagt i det fynske hos Carsten Henriksen. Sådan har det været hvert år siden 2009. Dagens program var, at de lokale gravjægere skulle mødes til fælles morgenmad, inden de blev opdelt i hold. Hvert hold skulle ud i det fynske landskab for at kontrollere de rævegrave, som holdet havde fået tildelt. Når jagten var slut, skulle man mødes igen til fælles vildtparade. Her var der tradition for, at dagens begivenheder og gamle historier blev genopfrisket, mens nye blev tilføjet til porteføljen. Dagens afsluttende og sociale højdepunkt var fællesspisningen, hvor der blev serveret gule ærter med tilbehør, veltilberedt og serveret af Ulla Henriksen, Carstens hustru.

Efter aftale med Carsten havde jeg fået lov til at deltage i min egenskab som gravdommer. Her ville jeg få mulighed for at bedømme et par af de deltagende gravsøgende jagthunde på Danmarks Jægerforbunds Naturtest i grav. En test, der bedømmer de gravsøgende jagthundes færdigheder og egnethed i forbindelse med praktisk gravjagt. Det er de enkelte gravjægere selv, der rekvirerer en af Danmarks Jægerforbunds nuværende 6 autoriserede gravdommere der er fordelt landet over.

Denne blæsende, regnfulde og traditionsrige morgen mødte 10 jægere op. Som gæst blev jeg budt varmt velkommen af jægere. Alle med en mere eller mindre årelang passion for gravjagt og det hundearbejde, der er forbundet med denne spændende jagtform.

Aldersspændet gik fra den yngste deltager i begyndelsen af tyverne til de grå herrer, som jeg selv er en del af. Ved morgenbordet fik jeg en betryggende følelse af, at der spirer er en ny generation af nimroder til at værne og viderefører traditionerne og passionen for gravjagten. Mens kaffen og morgenmaden blev nydt i jagtstuen, udveksledes erfaring med nye tiltag, idéer til placering af nye grave og evt. ændringer i materialer og metoder. Der kan ikke herske tvivl om, at denne erfaringsudveksling og det sociale samvær er en vigtig del af denne dag. Jeg mærkede tydeligt respekten for hinandens synspunkter og forskellighed.

Inden dagens to hold kørte ud i landskabet, blev alle sikkerheds- og forsigtighedsregler genopfrisket. Alle hundene, der deltog, blev udstyret med gravpejl, så hundene kunne følges under jorden. På det hold jeg fulgtes med, var der to hunde, der var kvalificeret til at kunne aflægge naturtesten. Papirgangen blev derfor tjekket en sidste gang, hvis vi skulle være så heldige at møde vildt i gravene. På Fyn ville det være mest sandsynligt, at jeg skulle bedømme hundene på ræv, da mårhunden og vaskebjørn ikke er udbredt i området. Den dag var det i øvrigt udelukkende kunstgrave, der er skulle forsøges i, men testen kan også afvikles i naturgrav og store halmstakke. Dette afhænger alene af hvilke gravtyper den enkelte gravjæger råder over på reviret.

Vores hold havde fået tildelt ca.100 kunstgrave, så der var en stor chance for, at vi ville besøge en grav med ræv i. Carsten og Søren, som skulle have testet deres hunde, har mange års erfaring med gravsøgende jagthunde og gravjagt. Det samme kan siges om Torben og Lasse, der begge var med som skytter. De fire gutter er en sammentømret enhed, hvor man ret hurtigt opdager, at de kender hinanden særdeles godt. Som gæst virkede det nærmest som om, at de ikke behøvede at fuldføre en sætning, før de vidste, hvad der skulle ske og hvem, der skulle gøre hvad. Der var helt sikkert styr på det, de lavede. Det var også sikkert, at fejl, såsom at køre fast med bilen, eller andre ubetydelige fejltrin huskes og bruges imod hinanden - i al venskabelighed. Det var tydeligt, at det var godt at have lidt i ’banken’, hvis man skulle gøre sig uheldigt bemærket. Alt sammen i en kærlig, men direkte, tone, der gjorde dagens dommergerning til oplevelse ud over det normale.

Inden vi gik til den første grav, modtog jeg anvisninger, så jeg vidste, hvor jeg skulle placere mig ved gravene, så jeg ikke kom i vejen for skytterne. Der blev også på forhånd aftalt, hvem der skulle tage hund med til den enkelte grav. Vejret er blæsende med støvregn, men mildt for årstiden. Fint vejr til en jagtdag, så stemningen var i top, da vi gik i gang med dagens tur. Første tur var en ca. 500 meter lang tur igennem en pløjemark ud til en remise. Da vi ankom, gik alle på deres plads og Carstens tyske jagtterrier blev sluppet. Hunden gik til graven, hvor den med megen erfaring indikerede, at der ikke var nogen ræv hjemme. Hunden blev igen koblet, og vi forsatte til næste grav.

Samme scenarie gentog sig, da vi ankommer til endnu et revir. Første grav var tom. Anden og tredje grav det samme. På turen mellem gravene gik snakken på, hvor ofte man møder ræv i gravene og de hunde, som de to hundeførere har haft gennem livet. Da klokken slog 12.00 holdt vi en kort pause for at tanke sukkerdepoterne op. Holdene ringede sammen for at høre, om der har været succes. Det andet hold havde mødt vildt, men ikke smidt af ræv af graven, som det hedder, eller leveret noget. Vi måtte forsætte og håbe.

Det var en særlig rar oplevelse at se de sociale relationer udfolde sig i løbet af dagen. Flere gange tog jægerne sig tid til at ringe på hos lodsejer for at fortælle, at vi havde været der, og hvorvidt vi havde set noget. Aftaler om at få lov til at benytte lodsejerens grave næste gang blev samtidigt fornyet og bekræftet. Her mærkede jeg tydeligt samspillet, også selvom lodsejer ikke selv var jæger. Lokalområdets ”nyheder” skulle da også lige vendes, inden vi kørte videre.

Da vi ud på eftermiddagen havde været ved 14 grave uden at der havde været ræve hjemme, begyndte vi at mærke hundenes uro. Carsten og Søren besluttede, at vi skulle tage en sidste grav, inden vi skulle mødes med det andet hold. Graven lå godt nok på det andets holds område, men vi aftalte, at vi kiggede til den på vej tilbage. Da vi ankommer til graven, kunne vi se på hunden, at der var fært. Hunden blev sluppet og endelig var der hals (gøen) under jorden. Mit pejl viste, at hunden var ca. 14 meter fra, hvor jeg stod, og at den flyttede sig. Så var det om at gøre kameraet klar, så hundens bedrift kunne foreviges. Der var pludselig bevægelse ved indgangen og ud af graven bakker en stor grævling, der stikker i løb langs skovkanten. Desværre, og trods af godt hundearbejde, så var der denne dag ingen diplomer at uddele, da testen kun kan godkendes på jagtbart vildt.

Dagens rundtur til de fynske grave sluttede, hvor den startede. I jagtstuen til gule ærter. Ingen af holdene havde leveret vildt, men har fik til gengæld masser af frisk luft og hyggeligt samvær med ligesindede og passionerede jægere. Inden vi kørte hvert til sit, og jeg satte næsen mod Sjælland igen, var status, at 30 grave var blevet besøgt af de to hold, og at ingen af hundene kunne bedømmes. En ting stod fast. Jagten hos Carsten Henriksen på Fyn afholdes på samme dato i 2025, og jeg modtog en invitation til at komme forbi igen.

Har du en gravsøgende jagthund, der opfylder kriterierne for at deltage på DJ’s Naturtest i grav, og har du adgang til grave, så står DJ’s gravdommere klar til at dømme. Det er bare at kontakte dem.