Tag afstand fra ulovligheder
Enhver jæger bør tage afstand fra alle anbefalinger og handlinger, der instinktivt føles forkert, og som måske ovenikøbet er direkte ulovlige. Det drejer sig om en grundlæggende følelse af etik og moral, og om jagtens omdømme i samfundet.
Mange jægere vil på ét eller andet tidspunkt komme ud for det. Én eller anden i jagtselskabet kommer med opfordringer til at gøre noget, der strider mod f.eks. fredningstider, jagtloven eller det gode jægerhåndværk. Eller han kender én eller anden, som har gjort dét og dét. Det kan undertiden være svært - for ikke at sige så godt som umuligt - at føle sig stærk nok til uden videre at bryde ind og irettesætte vedkommende. At indtage positionen som moralens høje vogter.
Alligevel er det vigtigt, at jægerne tager aktivt afstand fra ulovligheder og forsøger at sige fra eller på anden måde viser deres misbilligelse, hvis situationen skulle opstå. Dels er det selvfølgelig et spørgsmål om den enkelte jægers etik og moral, men det handler også om at værne om den samlede jægerstands image som ansvarlige og fornuftige forvaltere af vildtet.
I en artikel, bragt i sjette nummer af Jæger sidste år, tager filosoffen Jes Lynning Harfeld fat i det vanskelige dilemma. Under overskriften "Etisk handling skal trænes som bagduer på skydebanen" argumenterer han blandt andet for, at etik er en øvelse, der skal mestres, og som man kun bliver bedre og bedre til, efterhånden som man træner den. Ud fra den kendte grundsætning om, at du skal være mod andre, som du ønsker at andre skal være mod dig, forklarer han, at etik - og dermed også for eksempel god og ansvarlig opførsel - kan opfattes forskelligt, alt efter hvem du er. Hvordan ønsker du, at andre er mod dig? Det er jo individuelt.
I artiklen frembringer Jes Lynning Harfelt det konkrete eksempel om en 17-årig nyjæger, der inviteres ud på sin første jagt efter en sommerbuk sammen med sin far hos dennes gode jagtkammerat. På parolen opfordrer jagtlederen til at skyde til ræv, hvis man ser den. Hér undrer den unge jæger sig over, at jagtlederen opfordrer til ulovlig jagt på ræv, og at der ikke er nogen i jagtselskabet, der reagerer på det. Hvad gør man så?
I eksemplet er det tydeligt, at ansvaret umuligt kan ligge hos den 17-årige. Her burde det under alle omstændigheder være de mere erfarne jægere i selskabet, der tog ordet og italesatte problemet. Var det drengen selv, der gjorde det, risikerede han ikke bare at blive affejet, men også at blive hjemsendt fra jagten og måske sågar skår i relationen mellem faderen og dennes jagtkammerat. Alle disse ting er etiske dilemmaer, som suser igennem hovedet på én, hver eneste gang man konfronteres med noget, man finder stødende. Hvad er konsekvensen - for mig og for andre?
– Det at agere etisk kræver mod og kan også sagtens ske at være noget, der kræver et offer. Men man skal ikke altid stille sig op på bordet og true med at ringe til politiet, hvis ikke man er i en kontekst, hvor man er i stand til det. En 17-årig nyjæger på sin første jagt har trods alt andre forudsætninger og dermed forpligtelser end f.eks. jagtlederen, jordbesidderen eller den rutinerede jæger, argumenterer Jes Lynning Harfelt.
Skal han give nogle gode råd til mere etisk handling, drejer det sig for det første om at skabe en kultur, hvor man kan tale åbent og diskutere etiske tanker og refleksioner. Dernæst skal man tage sin egen reaktion seriøst. Oplever man, at noget ikke er OK, skal man ikke ignorere det men i stedet reflektere det og tale med andre om det. Desuden er det vigtigt at øve sig og - ikke mindst - at være modig.
Ifølge Jes Lynning Harfelt handler det om at træne sin etik som en muskel, og han opfordrer alle til at reflektere over etiske dilemmaer. Til at tale med andre om dem, for på den måde at blive mere afklaret med sin egen etik - og dermed også evnen til at handle derefter.
