Søg tilskud til friluftsliv fra lokalforeningspuljen
Det er nu muligt for lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer - herunder DJ - at søge om tilskud til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv. Lokalforeningspuljen uddeler i alt 2,4 millioner kroner, og fristen for at søge er 16. maj 2025.
Har din jagtforening brug for støtte til foreningens friluftsaktiviteter, eller har I ideer til nye indsatser, der kan styrke de lokale muligheder for friluftsliv og naturoplevelser? Så kan der være mulighed for at søge om tilskud fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje. Der er ansøgningsfrist 16. maj 2025.
Lokale foreninger kan søge om støtte på op til 40.000 kroner til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke foreningens frivillige arbejde med friluftsliv. Der kan både være tale om eksisterende aktiviteter inden for friluftsliv og nye initiativer, såsom opstart af nye aktiviteter, aktiviteter for nye målgrupper eller øget synlighed og tilgængelighed i lokalsamfundet. Der er ikke krav om medfinansiering.
Det skriver Friluftsrådet i sit nyhedsbrev. For at søge friluftslivets lokalforeningspulje skal foreningen være tilknyttet en af de mere end 80 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet. Og eftersom Danmarks Jægerforbund er medlem, er alle DJ-jagtforeninger berettiget til at søge.
I 2024 fik 100 foreninger i 57 kommuner støtte fra Lokalforeningspuljen.
Blandt andet fik Holstebro Strandjagtforening 36.400 kr. i tilskud til opstart af aktiviteter med pramjagt, særligt for unge og nye jægere. Der blev bl.a. også givet 29.900 kr. til Nordjysk Faldskærms Klub i tilskud til en bålhytte, 40.000 kr. til Fiskeklub København i tilskud til kursusforløb, der skal øge medlemmernes kompetencer inden for forskellige typer af lystfiskeri, 26.500 kr. til FDF Thyholm i tilskud til opstart af træklatring som ny aktivitet i foreningen.
Læs mere om lokalforeningspuljen på Friluftsrådets hjemmeside.
Foto: Adam Grønne, Friluftsrådet