Offentliggjort den: 10. januar 2025

Søg støtte til jagtforeningens friluftsprojekt

Friluftsrådet uddeler støtte til projekter, der giver befolkningen mere og bedre friluftsliv og naturforståelse. Du kan stadig nå at søge - næste frist er 15. februar 2025. Du kan også deltage i vores webinarer og få inspiration og gode råd til din ansøgning.

Har du en god idé til et projekt, der giver befolkningen mere og bedre friluftsliv og naturforståelse?

Friluftsrådet uddeler med Udlodningsmidler til Friluftsliv støtte til projekter, der kan udvikle og fremme friluftslivet på lokalt og nationalt niveau. For de fleste jagtforeninger i Danmark vil det være interessant at se på mulighederne for at søge tilskud til lokale projekter - og du kan stadig nå at søge. Næste frist er 15. februar 2025.

Definitionen på et lokalt projekt er, at det skal være lokalt forankret og gøre en forskel for friluftslivet lokalt. Der kan søges om tilskud fra 20.000 kr.

Du kan også deltage i et af Friluftsrådets webinarer og blive klogere på, hvilke muligheder der er, og hvilke typer projekter der støttes. Vær med og hør, hvilke rammer og krav der er til de projekter, som Friluftsrådet giver tilskud til, og få gode råd til din ansøgning og inspiration fra projekter, der tidligere er blevet støttet.

Friluftsrådet holder webinar om tilskud til lokale projekter tirsdag 21. januar kl. 17-17.30. På webinaret vil du også kunne høre om dine muligheder for at søge om tilskud fra fokuspuljen "Nat i Naturen - naturoplevelser i mørket".