Over og under, side ved side eller enkeltløbet?

For 60-70 år siden var et jagtgevær i Danmark generelt en side ved side, og ret ofte af et tysk fabrikat. Faderen, bedste- faderen eller naboen havde tit en Suhl, Sauer, Simson eller måske en Gebrüder Merkel stående – sommetider i entréen! Over og under havde ikke fået fodfæste blandt almindelige jægere, og enkeltløbede blev betragtet som noget, krybskytter og banditter brugte.

De to første O/U, jeg skiftede bekendtskab med, var min fars Browning Game Gun A1, der blev købt sidst i 1960’erne, og en Gebrüder Merkel, som en af min fars jagtkammerater havde. De to O/U var de eneste på familie-jagterne og de små fællesjagter dengang. Deltager man på samme slags jagter i dag, er billedet lige modsat – nu er det S/S, der i undertal – og den enkeltløbede ses stadig stort set ikke, men har dog ikke længere det samme ry som førhen.

Historien

Det enkeltløbede haglgevær er ældst, og det første ”jagtgevær” af slagsen, Blunderbuss’en, blev udviklet i Tyskland eller Holland, formodentlig i midten af det 16. århundrede. De første flere hundrede år var enkeltløbede hagl- geværer kun til enkelt skud og blev først til flerskudsgeværer, da legendariske John Moses Browning konstruerede en pumpgun i 1887 og senere en halvautomatisk i 1898.

Det dobbeltløbede haglgevær dukkede formodentlig op i begyndelsen af det 17. århundrede, og det kommer nok som en overraskelse for mange, at disse første dobbelt- løbede haglgeværer var over og under. W.W. Greener krediterer italieneren Guiliana Bosse fra Rom for designet.

Side ved side-haglgeværerne kom først i begyndelsen af det 18. århundrede. At placere de to løb på et dobbeltløbet gevær ved siden af hinanden er formodentlig et resultat af de udvendige haner. Ved de sidestillede løb var det forholdsvis enkelt at sørge for, at de to haners tryk var tilstrækkeligt stort og ens, da der er plads, og de er en simpel spejling af hinanden.

Den berømte våbenmager Joseph Manton lavede sin S/S med den såkaldte ”tube lock mechanism”, der var en væsentlig forbedring af hanesystemet i forhold til flintbøsserne i 1818, og i 1875 konstruerede to ansatte hos WestleyRichards&Co. Anson og Deeley et bagladerhaglgevær med bokslås med indvendige haner – disse geværer omtales som ”hammerless”, men det er misvisende, da hanerne stadig er der, bare inde i låsen. Dermed blev grunden til den S/S, vi kender i dag, lagt.

I løbet af de knap 200 år blev S/S altdominerende, og O/U gled stort set ud, men forsvandt ikke helt. Også efter udvikling- en af de indvendige haner havde S/S en fordel pga. den brede lås, der gav plads til, at de indvendige haner kunne yde det, de skulle, uden problemer.

Ved O/U kneb det med pladsen til at få hanerne til at fungere ordentligt, men efterhånden blev mekanismen forfinet, bl.a. med bedre fjedre, og omkring år 1900 sendte tyske Merkel en af slagsen på markedet. Det var grundlæggende det design, vi kender i dag fra Gebrüder-Merkel. I Storbritannien fulgte Boss & Co. trop i 1909 med en mere elegant O/U.

Både Merkels og Boss’ O/U kostede en større formue, og det gjaldt også for andre mærker som f.eks. Heym og Sempert & Krieghoff, der efterfølgende lavede nogle – og det helt store internationale comeback for O/U’eren kom først, efter at John Moses Browning lavede en masseproduceret en af slagsen i form af Browning Superposed i 1931. Beretta fulgte hurtigt op, og siden er mange andre fulgt efter.

O/U var ”slyngelgeværer”

S/S var dog i Europa nærmest blevet indbegrebet af et ”jagt- gevær”, og O/U var i lang tid ikke særligt velsete. I Storbritannien blev de så sent som i 1970’erne betegnet som ”cad’s guns” – slyngelgeværer, og Kresten Scheel beskriver i bogen "Jagtskydning” udgivet i 1950 O/U på følgende måde: ”O/U er en klodset bøsse i sammenligning med en velbygget, almindelig doublet og byder ikke på nogen som helst fordele.”

Velsete var de enkeltløbede repetergeværer bestemt heller ikke. ”Havelågegeværer”, ”maskinskydere” og ”krybskytte-geværer” var nogle af betegnelserne, der blev brugt om dem herhjemme, og de var derfor ikke særligt udbredte. I Nordamerika, derimod, blev disse repetergeværer pga. deres store ildkraft ret hurtigt enormt populære og satte S/S i skyggen. De har lige siden været dominerende på den anden side af Atlanten.

At J.M. Browning satte sig for at konstruere en O/U, skyldes bl.a., at man indførte begrænsninger i magasinkapaciteten og indførte ”bag limits” i 1920’erne og 1930’erne, og at de i nogle kredse blev betegnet som ”udryddelsesvåben”. Han mente, at en O/U derfor ville have en fremtid, også selvom den kunne indeholde færre skud.

Magasinkapaciteten for repetergeværerne blev begrænset til to – dvs. to plus en i kammeret, lig tre skud i bøssen – og dermed var der stadig en lille fordel i forhold til de dobbelt- løbede. En begrænsning, der gælder den dag i dag i Nordamerika og i øvrigt også i de fleste europæiske lande.

Fordele og ulemper

Hver af de tre typer har selvfølgelig deres fordele og ulemper, og man kan ikke bare kåre den ene som den bedste. Alle jægere og sportsskytter er værd at se nærmere på i forbindelse med valg af haglgeværtype. Desuden betyder det noget, under hvilke forhold våbnet skal benyttes, og udover de rent fysiske er der også æstetiske forhold, ligesom historie og arv spiller en rolle for den enkelte.

Over og under

Fordelen ved at placere de to løb på et dobbeltløbet gevær ovenpå hinanden er ret indlysende. Tag f.eks. en almindelig lineal i venstre hånd, og peg på et mål. Uvilkårligt vil man vende linealen på højkant af den simple årsag, at vores syn ”peger” bedst, når der er mindst muligt at pege med i synsfeltet.

Når vi skyder med haglgevær, peger vi, og da vores øjne er ”dovne”, vil de som udgangspunkt fokusere på det nærmeste. Jo mindre det nærmeste er, jo lettere er det at fokusere på det vigtige ved skydning med hagl: målet. Det perifere syn vil være bevidst om andet omkring ”pegelinjen”, og jo mere der er, jo mere kan det forstyrre fokusering. En O/U har ikke mere, end at det er ret let at fokusere på målet uden forstyrrelse.

O/U i kaliber 12 er ret tung og vejer typisk omkring 3,5 kg, hvilket sammen med det faktum, at rekylen fra første skud (underste løb) bliver sendt bagud ret lavt og påvirker skulderen ret langt nede, hvor der er mere muskelpolstring, resulterer i mindre følt rekyl. Det sidste bevirker også, at ”mundingshoppet” ikke er så stort, og at man der-for ret hurtigt kan fokusere med andet skud. O/U kan håndtere ret kraftige ladninger og bliver i dag som regel leveret med 76 mm (3 tommer) kammer.

De fleste O/U har pistolgreb, enkeltaftrækker og et ergonomisk velformet forskæfte, hvilket gør det nemt at fatte om geværet på samme måde igen og igen og dermed undgå forkert skuldring, ligesom aftrækkerfingeren ikke skal ændre stilling. Alt dette er fordele i forhold til at ramme.

En O/U skal knækkes meget ved genladning, hvilket i nogle sammenhænge kan være problematisk – i en lille båd f.eks. – og det store knæk gør alt andet lige genladningen en smule langsom.

Vægten kan være et problem, hvis man skal slæbe rundt på geværet en hel dag, men der bliver faktisk lavet O/U i kaliber 12, der vejer omkring 3 kg eller mindre i dag, og så er der jo altid muligheden for at vælge et mindre og dermed lettere kaliber.

Side ved side

Konstruktionen med løbene liggende ved siden af hinanden er, som tidligere nævnt, et resultat af løsningen af et teknisk problem og er ikke udviklet for at tilgodese træfsikkerheden. At pege med den brede flade, de to løb udgør på en moderne
”hammerless”, kan give forstyrrelser i forhold til at fokusere på målet.

S/S vejer generelt omkring 3 kg. En del jægere, der driver ”upland hunting” eller ”rough shooting”, mener, at S/S har en fordel ved hurtige skud til vildt, der rejser foran skytten på kort hold. Den relativt lave vægt og det brede sigteplan skulle gøre det lettere hurtigt at pege og afgive skud. I den sammenhæng er det interessant, at S/S lavet på bestilling til den type jagt typisk er blevet bestilt med en haglfordeling i forhold til højden på 50/50 (50 pct. over og 50 pct. under sigtelinjen, se artiklen om trang-boring i Jæger nr. 1) eller ganske lidt ”overskud” på 60/40, altså op og dække målet og trykke af. Til drevne fugle, der kommer mod skytten, hedder det derimod typisk 80/20 eller 70/30.

En S/S vil oftest have to aftrækkere, hvilket gør, at aftrækker-hånden skal flyttes for at få samme afstand, eller at aftrækket skal laves på to forskellige måder med pegefingeren. Bøsser med engelsk skæfte (intet pistolgreb) gør det let at lade hånden glide lidt tilbage til andet skud, men giver samtidig en unaturlig vridning i hånden i forhold til at gribe om skæftet, samtidig med at man trykker på aftrækkeren.

Pegehånden skal ved S/S holde ikke bare om forskæftet, men også om løbene. Dette giver risiko for yderligere forstyrrelser af øjet, ikke mindst hvis fingrene kommer ovenpå løbene.

Som udgangspunkt er de fleste S/S’ere skabt til at skyde med lette ladninger, og bruger man kraftige patroner, risikerer man, hvis skæftet er lidt for kort, at få skrabet huden af pegefingeren, og hvis det er lidt for langt at få blå mærker på armen. Tilpasning af gevær til den enkelte er altid vigtigt, men det er ekstra vigtigt ved skydning med S/S.

Selvom S/S-geværer i magnumudgaven med 76 mm kammer har været på markedet i mange år, er det først de seneste år, at producenter af S/S er begyndt at levere med dén kammerlængde som standard, ellers var kammerlængden 70 mm, og ældre geværer, særligt engelske, ganske ofte med kun 65 mm kammer.

S/S skal ikke knækkes ret meget ved genladning, hvilket gør genladning ret hurtig. Den relativt lave vægt gør, at de fleste kan bære den en hel dag uden problemer, og mange finder også, at den lille åbningsvinkel ved knækket bøsse gør den behagelig at bære sådan over armen.

Enkeltløbede

Haglgeværer, der kun har ét løb, er i dag lig med halvautomatiske geværer eller pumpguns. Enkeltskudsgeværet, som var et meget billigt gevær, og som i kraft af ret ringe vægt kunne give nogle alvorlige ”spark”, hvis det ikke lå helt rigtigt, forsvandt stort set i 1970’erne. Hvad der tidligere er skrevet om O/U i forbindelse med ”pegning”, gælder også for både pumpguns og halvautomater. Det samme med skæftningen og de fordele, den indebærer.

Med hensyn til følt rekyl er den med ens ladninger ved brug af halvautomater oftest mindre end ved brug af en O/U, særligt hvis det er gastryksgeværer, men selv ved brug af inertigeværer tages toppen af den følte rekyl. Ved pumpguns er der forskel på, om det er et system, der åbner af sig selv i skudøjeblikket (Winchester-systemet), eller bolten er låst i skudøjeblikket (Re-mington-systemet). Den følte rekyl bliver selvsagt mindre, når den bagudrettede energi også bruges til at sende bundstykket tilbage. Enkeltløbede geværer fås tit i dag med både 76 mm (3 tommer) og 89 mm (3½ tomme) kammer. Bruger man patroner i sidstnævnte længde, skal man være belavet på en anseelig følt rekyl selv i gastryksgeværer, og i pumpguns kan rekylen være direkte ubehagelig.

Med magasinbegrænsningen herhjemme på kun én patron har den enkeltløbede ingen fordel i den henseende ved jagt i Danmark, men tager man geværet med til vore nabolande som f.eks. Sverige, Tyskland og England, har man et ekstra skud at gøre godt med. Halvautomatiske geværer er i løbet af de sidste årtier blevet utroligt driftssikre, men en pumpgun er dog stadig den mest driftsikre af de to. Ved en klikker i første skud vil skudchancen generelt være tabt med halvautoen, men med pumpgunen kan andet skud lynhurtigt pumpes i kammeret.

Genladning af disse repetergeværer kræver ingen ”knækning” af geværet og er lynhurtig at foretage. Dette er en fordel, hvor pladsen er trang som i en båd. Til gengæld kan opsamling af de afskudte hylstre være et problem, hvis de kastes ud til siden. Problemet er mindre, hvis de kastes ud i bunden.

Desuden kan det, at geværet ikke kan ”knækkes”, være et problem på fællesjagter, da andre deltagere ikke umiddelbart kan se, om geværet er afladt.

Disse geværer er med almindelige løbslængder noget længere end de dobbeltløbede, da hele låsestykket med udkastningporten ligger mellem løb og skæfte, hvor størstedelen af låsen i de andre ligger under løbene og i skæftet. Det giver typisk en forlængelse på 15-18 cm. Dette kan være en fordel i en båd (mundingen kan let holdes udenfor båden, også under genladning), men en ulempe i tæt terræn, hvor der skal afgives hurtige skud.

Konklusion

Når man kigger på de skydetekniske egenskaber, ligger det ligefor at udråbe O/U og enkelløbet som overlegne og S/S som taberen i sammenligningen. Så enkelt er det imidlertid ikke. Der er stadig masser af jægere verden over, der sværger til S/S, og S/S har gennem mange år vist sig at være ekstremt effektiv i de rette hænder, og mange kan ramme bedre med dem, end gennemsnittet kan med en O/U eller enkeltløbet. Her gælder det som i mange andre forhold, at jo mere man træner, jo ”heldigere” bliver man.

S/S opfattes af mange som et klassisk haglvåben, og bare det at bære det og bruge det kan have en værdi i sig selv, men ser vi nøgternt på, hvilket gevær en gennemsnitsjæger vil have størst chance for at få succes med i forhold til at ramme, er det enten en O/U eller en enkeltløbet.

Med halvautomatens og pumpgun'ens ulemper ved fællesjagter er det ret logisk, at O/U er blevet så stor en succes, og man kommer jo heller ikke udenom det faktum, at verdens topsportsskytter i dag sværger til geværer af denne type. At halvautomaten i dag er gledet ud blandt disse, handler mest om en lidt større risiko for funktionsfejl.