Nordjysk årsmøde var et tilløbsstykke
Årsmøde i Kreds 1: Godt arbejde, digitale løsninger og "hvad er det der sker omkring os?" Det var nogle af emnerne til Kreds 1’s årsmøde i Brovst.
Hele 142 jægere fra Kreds 1 og 9 gæster var mødt op til årsmøde i Brovst Sport- og Kulturcenter den 20. marts, hvor Niels Quist-Jensen fik fornøjelsen af at styre slagets gang. Men først efter en god omgang flæskesteg, der efter den højlydte summen ved bordene at dømme, blev krydret med gode samtaler. I år var der hverken valg eller indkomne forslag, men en masse gode beretninger og oplæg fra gæster.
De mange deltagere fik først fornøjelsen af kredsformand Grethe Jakobsens beretning, der afspejlede stor aktivitet i kredsens fokusområder. Hun fortalte at der i 2024 var 117 foreninger, med i alt 12.325 medlemmer, at antallet af juniorjægere fortsat stiger, og så kom hun med en opsang:
- I Danmarks Jægerforbund arbejder vi for, at vores medlemmer kan gå på jagt, dygtiggøre sig og være med i et fællesskab. Derfor kan vi naturligvis heller ikke lade stå til, hvis folk vil deltage i foreningsaktiviteter, uden at være medlem. Det er simpelthen ikke i orden, når vi tænker på hvor mange timer vi lægger i jagtens fremtid, på alle hylder, i forbundet.
Derfor, fortsatte hun, gøres der lige nu en ekstraordinær indsats på medlemsdelen, for at få såkaldte skuffemedlemmer til at melde sig ind.
Her gjorde kredsformanden også opmærksom på muligheden for at tegne aktivitetsmedlemsskab. Et medlemskab, der blandt andet giver adgang til at deltage i foreningernes, kredsens og forbundets aktiviteter, uden at være jæger. Noget hun håber at rigtig mange vil benytte sig af.
Ny struktur
Kredsformanden redegjorde kort fra seneste repræsentantskabsmøde og formandsmøder i det forgangne år. Møder hvor der blandt andet er blevet justeret lidt i forbundets vedtægter og arbejdet med DJ’s Frivillighedspolitik og Natursyn, samt samforvaltning over skel og ny struktur.
Ny struktur er noget, der har fyldt og som stadig fylder, fortalte hun. Oplægget, som hovedbestyrelsen og administrationen kom med, blev modtaget med skepsis i kredsbestyrelsen.
- Før var vedtægterne vores go-to, men nu er der kommet både Natursyn, Frivilligpolitik, holdningspapirer og beskrivelser af vores roller. Det er alt sammen godt, men det kræver vedligehold og ordentlig implementering, fortalte hun og skævede ned til det langbord, hvor DJ’s direktør Karen Friis og DJ’s formand Claus Lind Christensen sad, og bad dem om at træde lidt på bremsen.
Velkommen til nye koordinatorer
Kredsens fokusområder havde igen været Hr. og Fru Danmark-arrangementer, arbejdet med juniorjægerne, natur og vildtpleje, og koordinatorernes arbejde og deres arrangementer.
Kredsformanden sagde her tak for den flotte indsats til to afgående koordinatorer Henrik Kragh og Jørgen Haller samt velkommen til fire nye; Ole Thomsen som web-koordinator, Henrik Terp og Poul Pedersen som uddannelses-koordinatorer og Mathias Bredal Knudsborg som bue-koordinator.
Kredsformanden kom også ind på det meget gode samarbejde med Naturstyrelsen, med blandt andet fællesarrangement ved Vandet Sø i efterårsferien, fælles forvaltning i Råbjerg Mose og Reguleringskorpset, med tovholderne; Bjarne Dunk, Henning Kiil og Kristian Slyk.
Der kom også en opfordring til jagtforeningerne om at benytte sig af kredsens flotte grejbank, der råder over alt tænkeligt udstyr til afholdelse af arrangementer for juniorjægere, og dem, der endnu ikke er blevet det. Det kan være til fødselsdage, familiedage, samlinger og meget andet.
Beretningen sluttede med en stor tak for godt samarbejde og for virkelig god indsats ude i foreningerne.
Uddeling af bronzenåle
Både kredsformandens beretning og kredsens regnskab, fremlagt af kasserer Regnar Bæk, blev godkendt uden bemærkninger, og derefter blev det tid til at ære to medlemmer for deres meget store engagement og solide organisationsarbejde gennem mange år.
Med imponerende begrundelser, overrakte Leif Bach, der er kreds- og hovedbestyrelsesmedlem, diplomer for modtagelse af DJ’s bronzenål til Henning Kiil og Dennis Furrebæk, mens Formand Claus Lind Christensen fik æren af at overrække selve nålen til de to modtagere.
Joan Brønnum Kvist, der er kommunikationschef ved DJ, havde derefter et spændende oplæg, om DJ’s digitale løsninger. Om nyhedsbreve, SoMe, appen Jæger og alle funktionerne på Jægerweb, der en platform, hvor frivillige kan finde viden og værktøjer, der understøtter arbejdet. Hun fortalte også om den nye hjemmeside til foreningerne og så havde hun et smugkik med, der viste lidt om opbygningen af DJ’s nye hjemmeside, som stadig er under udvikling.
Joan fortalte, at der sidder en arbejdsgruppe af jægere, der er med i processen med opbygningen af den nye hjemmeside, så den bliver så brugervenlig som muligt.
- Det skal være sådan at store jægerfingre kan trykke på hjemmesiden på mobiltelefonen, uden at ramme ved siden af knapperne. Det var et af de praktiske ønsker fra gruppen, fortalte hun med et smil og inviterede alle til at melde sig, hvis man har lyst til at hjælpe med at teste siden, når den tid kommer.
Hvad sker der omkring os
Efter kaffen fik formand for DJ, Claus Lind Christensen ordet. Han havde medbragt en oversigt over nogle af de ting der arbejdes med og som fylder meget i den kommende tid.
- Der er meget i spil de næste par år, og de influerer på hinanden i vildskab, fortalte formanden. For eksempel kan en tidlig udskrivelse af folketingsvalg, påvirke beslutningsprocessen vedrørende jagttider og vildskadebekendtgørelse.
En anden udfordring pt. er, at den ene person, der skal repræsentere alle de danske naturorganisationer i Den Grønne Trepart, ikke er fra DJ. Derfor deltager DJ fire gange årligt i møder på nationalt niveau, med det formål at holde repræsentanten, der er fra Danmarks Naturfredningsforening, oppe på, at de skal repræsentere alle naturorganisationerne.
Formanden ridsede scenarier op; Den Grønne Trepart, vedvarende energi, Natur- og biodiversitetsloven samt Naturgenopretningsforordningen og bad mødedeltagerne om at lukke øjnene og forestille sig Danmark og jagten i fremtiden.
Vildtets levesteder vil blive forbedret, men hvem kommer til at eje jorden og kan der komme love, der lægger begrænsninger på jagt? Ja der er bestemt noget at arbejde med.
Ros fra kredsens hovedbestyrelsesmedlem
Herefter var det Kreds- og hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach, fik ordet. Leif havde blandt andet stor ros til de afholdte årsmøder i Jægerrådene og var glad for at se at flere jægerråd havde benyttet sig af muligheden for at invitere en af DJ’s oplægsholdere med til møderne.
Han bekræftede formanden i, at naturen har fået en ny dagsorden, og sagde:
- Vi skal kigge ind i den udvalgsstruktur vi har, med baggrund i de store og hurtige forandringer der sker på rigtig mange områder. Vi bliver derfor også nødsaget til at flytte noget fra HB´s skrivebord og uddelegere til udvalg og eks. ad-hoc grupper. Det vil være med til at kvalificere forskellige emner, men også inddrage medlemmerne, for der ér medlemmer der både kan og vil hjælpe.
Leif havde også nyt med fra hundeområdet og gjorde opmærksom på at der den 22. april afholdes stormøde vedr. jagthundeområdet, i Aarsegnens Jagtforening, hvor alle er velkomne.
- Og husk så på, at alt det vi alle sammen går og arbejder med, er med det sigte, at vi sikrer God Jagt i Generationer, afsluttede han sin beretning og derefter var schweisshundefører Jan Nedza inviteret til at komme med et oplæg om sin erfaring med jagt med blyfri ammunition.
Blyfri ammunition og schweissarbejdet
Jan Nedza fangede de fremmødte med mange sjove betragtninger og historier, men fortalte også om de mange studier, han lagde til grund for sine tanker og konklusioner, så tilhørerne ikke ville tænke:
- Han har simpelthen drukket af natpotten, den mand!
Ja, det var hans egne ord, men Jan Nedza konkluderede, at blyfri ammunition slår rigtig godt ihjel, men, at vi jægere skal bruge mere tid på at finde ammunition, der passer til vores rifler og til den jagtform, vi ønsker.
Han fortalte også at vi virkelig skal tænke over, hvilken afstand vi skyder på, og at studierne viser, at der er tre ting, vi skal forvente: Længere flugtafstand, mindre schweiss på anskudssted og mindre schweiss i sporet, hvilket betyder at vi skal være meget forsigtige med at erklære et skud for en forbier og lade være med at sætte egen hund på opgaven først.
- Ring i stedet efter en schweisshundefører, var de afsluttende ord i et oplæg, der gav stof til eftertanke.
Vi tæller som aldrig før
Under eventuelt gav Kurt Thomsen en status på vildttællingerne. Han kunne fortælle at vi i 2024 kom op på 67 tællelaug i Kreds 1, ud af 183 på landsplan. Og citerede Rikke Bruun Pedersen, som er jægerforbundets projektleder inden for bestandsovervågning:
- Det er fuldstændigt vanvittigt.
På den gode måde, selvfølgelig. Som afslutning på en rigtig god aften, takkede kredsformanden for de fine indlæg og opfordrede de fremmødte til at tage en ven med næste år.