Offentliggjort den: 24. januar 2025

Netværksmøde med jagtens SoMe-ambassadører

God kontakt med de influencere, som tegner et billede af jagten og jægerne på medier som Instagram og YouTube er vigtig i en tid, hvor alle ser med – også dem, der ikke nødvendigvis er positivt stemt overfor vores passion.

Tekst og Foto: Niels Søndergaard og Sara Waack-Möller

Jagtens Hus dannede forleden rammen for et netværksmøde med influencers fra jagtens verden. Der blev bl.a. afholdt workshop om ansvarlig kommunikation af jagt på sociale medier. Der blev givet oplæg om social accept af jagt, det gode foto, og der blev informeret om jægerforbundets arbejde med vildtets, jagtens og jægernes interessevaretagelse, nationalt og internationalt.

Og så blev der ikke mindst erfaringsudvekslet på kryds og tværs om arbejdet med kommunikation om jagt og jægerne på sociale medier.

Skal vi sikre god jagt i generationer har det stor betydning, at jægerne og jagtens aktører står sammen om interessevaretagelsen overfor befolkningen og samtidig styrker kommunikationen til både uddannelse og dannelse af jægerne.

Jægernes aktiviteter har mere end nogensinde omverdenens bevågenhed. For at sikre jægernes rekreative benyttelse af naturen kræves det, at jagtudøvelse sker på et bæredygtigt grundlag og med høj jagtlig etik og etikette; alt sammen elementer, som kommunikation på sociale medier har stor indflydelse på. Dette, uagtet om det er influencers eller jægere generelt, der formilder om jagt på de sociale medier.

Som en del af Danmarks Jægerforbunds organisationsuddannelse tilbydes lokale kurser om brug af sociale medier. Kurset giver brugerorienteret indsigt i de vigtigste sociale medier, samt viden om målgrupper og god kommunikation på disse platforme.

Der er desværre mange antagelser og fordomme om hvad jagt og jægerne er. Derfor har vi brug for alle kræfter, der arbejder for at styrke formidlingen af jagt og fællesskabet omkring jagten. Det skylder vi de kommende generationer af jægere, og jo flere vi står sammen, jo stærkere står vi i denne vigtige indsats.

- Danmarks jægerforbund er meget optaget af at understøtte alle de gode kræfter der arbejder for vildtets og jagtens sag. Et led i dette er dannelse af forskellige netværk, som har til formål at styrke samarbejde og koordinere interessevaretagelsen med andre aktører, der arbejder for vildtet og jagtens sag, siger Niels Søndergaard, chef for interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund.

I det hele taget er jægerforbundet meget optaget af at formidle jagten ærligt og direkte, så befolkningen ved selvsyn kan danne sig en holdning på et oplyst og objektivt grundlag. For når ting bliver lagt på sociale medier, er det ikke kun jægere, der ser dem, men også dem, der ikke har en indsigt i jagten, etikken eller jægerhåndværket.

Jagt er nemlig også både blod, døde dyr og våben - men samtidig smuk natur, mange timer i den frie luft og et kæmpestort fællesskab. Og i sidste ende lækker mad. Men når man kun ser en enkelt del, kan det være svært at forstå den passion, der driver de fleste jægere.

- De sociale medier er et åbent udstillingsvindue af jagten og jægernes adfærd. Derfor er det afgørende, at vi understøtter de ambassadører, der deler ud af jagtens verden online. Netværksmødet har været en succes, og vi har planer om at gentage det til næste år, siger Sara Waack-Möller, digital kommunikationskonsulent i Danmarks Jægerforbund.