Ministerbesøg i Jagtens Hus
Mandag eftermiddag var miljøminister Magnus Heunicke på besøg i Jagtens hus, hvor der bl.a. blev drøftet jagt i strengt beskyttede områder og miljøudfordringen med plast haglskåle, som vi ikke har fået helt styr på endnu.
Miljøminister Magnus Heunicke startede besøget i Jagtens Hus med en rundvisning, hvor han bl.a. fik hilst på flere medarbejdere. Herefter holdt han et møde med Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen og chef for interessevaretagelse og vildtforvaltning, Niels Søndergaard.
Dagsordenen for mødet var bl.a. at tale om jagt i strengt beskyttet natur i forhold til havplan og -strategi. Her var der stor ros til ministeren, der har lagt op til, at der kan drives jagt i strengt beskyttede områder på havet. Det er Danmarks Jægerforbund meget tilfreds med, og opfordrede derfor på mødet ministeren til at holde fast i den beslutning – især af hensyn til den folkelige mulighed for at drive jagt på fiskeriterritoriet.
- Jagt i de strengt beskyttede områder på havet er en mærkesag for os. Derfor vil vi gerne rose ministeren for at bakke op om dette, og opfordre ham til at holde fast i sin opbakning på trods af den modstand, der måtte komme, siger Claus Lind Christensen.
Miljøkravene til skydebaner blev også drøftet på mødet. Vi oplever stor forskellighed i myndighedsbehandling fra kommune til kommune, og det er vores oplevelse, at de nuværende vejledninger og anbefalinger bliver fortolket forskelligt af de enkelte kommunale sagsbehandlere. Det resulterer i en unødig forskellighed i sagsbehandling og lange, komplicerede sagsforløb med for mange tilbageløb. Danmarks Jægerforbund har brug for, at Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening udstikker klare retningslinjer.
- Det er ingen hemmelighed, at vi meget gerne vil sænke miljøbelastningen fra plastik haglskåle, som vi efterlader i naturen – bl.a. på skydebanerne, men hvis vi skal kunne presse på for udvikling af bionedbrydelige haglskåle til haglpatroner, og vi har brug for miljøministerens hjælp til at komme i mål med en udfasning af plast haglskåle, siger Claus Lind Christensen.