Jagt i strengt beskyttet natur bør være muligt
På altinget.dk blev der mandag bragt et indlæg af Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening, som argumenterer for, at jagt bør være forbudt i strengt beskyttet natur. Danmarks Jægerforbund undrer sig over den udmelding, da der efter vores opfattelse ikke er videnskabeligt belæg for at hævde, at jagt forstyrre mere end andre rekreative aktiviteter.
Danmarks Naturfredningsforening prøver at påvirke udformningen af den kommende biodiversitetslov i en for jægerne uheldig retning. De går nemlig hårdt efter at få jagt i strengt beskyttet natur gjort forbudt, uanset om der er tale om strengt beskyttede områder til lands eller i det marine miljø.
Vi er ikke afvisende over for, at der kan være områder, som skal friholdes for al menneskelig aktivitet, men vi vil insistere på, at der laves en sag til sag vurdering, så der ikke indføres et generelt forbud mod al jagt i de strengt beskyttede naturområder.
Vi undrer os også over den meget bombastiske udmelding, når Danmarks Naturfredningsforening samtidig ikke afskriver jagt i enhver form i de strengt beskyttede områder. Det er kun den såkaldt ”almindelige rekreative jagt”, der skal forbydes. Jagt som reguleringsredskab er Danmarks Naturfredningsforening, som vi tolker det, trods alt åben over for og anerkender, at det også i disse områder er jægere, der skal stå for forvaltningsmæssig afskydning af vildtet.
Faglighed og dokumentation er vigtigt
I Danmarks Jægerforbund er vi meget optaget af faglighed og dokumentation, når det drejer sig om forvaltningen af vores natur og vores vildt. I denne sag mener vi, at begge dele halter gevaldigt. F.eks. påstås det i indlægget, at bestandene af store græssere – det store hjortevildt – er reduceret som følge af jagt. Her er det værd at bemærke, at godt nok er der sket et generelt fald i antallet af råvildt, men det skyldes manglen på levesteder.
Bestanden af kronvildt har de sidste mange år været stigende, og dåvildtbestanden er kraftigt stigende, selvom der drives jagt på begge arter. Ingen af disse arter ville i øvrigt eksistere i Danmark, hvis ikke det var fordi, jægerne i flere omgange har modarbejdet forsøg fra konger og statsmagt på at udrydde disse arter af hensyn til jordbruget.
I denne debat er det vigtigt at huske, at det ikke er jægerne, der har et ønske om at holde bestandene af hjortevildt nede. Det er derimod erhvervs- og samfundsinteresser.
Danmarks Jægerforbund vil fortsat kæmpe for, at jagten fortsat vil være en aktiv del af naturforvaltningen – også i de strengt beskyttede områder. Vi mener derfor, at der skal kunne udøves jagt og jagtformer samt andre rekreative aktiviteter i både beskyttet og strengt beskyttet natur, som er forenelige med områdets udpegningsformål.