
JA til jagt i strengt beskyttet natur
Der er intet unaturligt i Danmarks Jægerforbunds ønske om at kunne gå på jagt i strengt beskyttet natur. Modstanderne af denne tanke henviser bl.a. til, at EU's lovgivning og biodiversitetsstrategi ikke tillader jagt i strengt beskyttet natur, men intet kunne være mere forkert.
Arbejdet med at skabe plads til mere natur i Danmark kræver både bred folkelig opbakning, inddragelse af private aktører samt en bred vifte af interessenter - herunder også jægerne. Det er ingen hemmelighed, at definitionerne på beskyttelsesniveauerne i de beskyttede og strengt beskyttede naturområder har vores interesse, og at vi er bekymrede for, om jagten på land vil blive omfattet af et generelt forbud i de områder, der skal udlægges til strengt beskyttet natur.
I forbindelse med udlægning af de strengt beskyttede områder på havet, har man i de udpegede havstrategiområder, til vores store tilfredshed, valgt ikke at lade definitionen omfatte et forbud mod jagt. Jagten på fiskeriterritoriet er en unik og dybt kulturel forankret mulighed i den danske jagtkultur.
EU afviser ikke jagt
På land har vi med naturnationalparkloven set en anden tilgang til jagten. Derfor hæfter vi os ved, at der i vejledningen fra EU fremgår, at rekreative aktiviteter, herunder jagt, kan forekomme, når de ikke strider mod grundlaget for udpegningen af området, og så længe aktiviteterne er velregulerede og under kontrol. I Danmark har vi styr på jagten. Jagten er reguleret af jagt- og vildtforvaltningsloven, som definerer, at jagten skal være bæredygtig og løbende tilpasses til udviklingen i bestandene.
Tanken om et forbud mod jagt og fiskeri i strengt beskyttede områder er for længst forkastet på EU-plan med et klart budskab om, at jagt og fiskeri ikke på forhånd kan anses for uforenelig med kravet om, at naturlige processer i det væsentlige efterlades uforstyrrede af menneskeligt pres og trusler. Vejledningen anbefaler i stedet, at jagt og fiskeri vurderes fra sag til sag ud fra det enkelte områdes bevaringsmål.
Denne tilgang støtter Danmarks Jægerforbund.
Jagten i strengt beskyttet natur skal reguleres
At vi ønsker en fortsat jagtlig aktivitet i de strengt beskyttede områder, er ikke ensbetydende med, at vi mener, at jagten skal være ureguleret. Det er reservatnetværket et glimrende eksempel på. Jagt er som udgangspunkt foreneligt med at tage vare på naturen, da naturen er grundlaget for den jagtlige udøvelse. Vi er åbne over for jagtregulering i konkrete områder, hvis den udgør et pres, der påvirker økosystemet negativt.
Vi har fra flere sider hørt, at der naturligvis skal kunne nedlægges f.eks. hjortevildt i naturnationalparkerne som et led i forvaltningen. Det kan efter vores opfattelse kun ske ved jagt. Det kan godt være, at man vil kalde det regulering, men det sker igennem en jagtform. Altså er der tale om jagt.
Afgørelsen træffes i regeringen
Det er fra forskellige sider blevet fremført, at jagt pr. definition ikke er tilladt i strengt beskyttet natur. Men det er ganske enkelt faktuelt forkert. Det er nemlig op til de enkelte medlemsstater i EU at definere, hvilke områder, der skal udpeges som strengt beskyttet, og det er op til medlemsstaterne selv at afgøre, hvilke aktiviteter der kan foregå i områderne. Herunder blandt andet jagt. Strengt beskyttet natur kan for eksempel være naturnationalparker eller Natura 2000-områder.
Jævnfør EU-vejledningen kan der, ud fra en case by case tilgang, drives jagt i de enkelte områder, hvis det enkelte land har vurderet de jagtlige muligheder. Vejledningen giver også konkrete eksempler på hvordan jagten kan foregå.
EU-strategi udelukker ikke jagt
Ifølge EU's biodiversitetsstrategi er udgangspunktet, at streng beskyttelse ikke nødvendigvis betyder, at området ikke er tilgængeligt for mennesker, men at de naturlige processer i det væsentlige får lov til at være uforstyrrede, for at respektere de økologiske vilkår i området. Strategiens vejledning præciserer desuden, at dette indebærer, at naturlige processer i det væsentlige skal efterlades uforstyrret af menneskeligt "pres" og "trusler".
Da vejledningen blev udarbejdet, var der en grundig diskussion mellem kommissionen og medlemsstaterne om, hvordan jagt og fiskeri skulle betragtes i forhold til kriteriet om, at naturlige processer i det væsentlige skal efterlades uforstyrret af menneskeligt pres og trusler. Læseren husker måske balladen om, at nogle sågar mente, at jagt og fiskeri skulle sidestilles med minedrift og ikke kunne anses som foreneligt med den strenge beskyttelse.
Der var dog kraftigt modstand mod denne fortolkning, som endte med at blive forkastet. Ideen om et forbud mod jagt og fiskeri i strengt beskyttede områder er således allerede afgjort på EU-niveau med et klart budskab om, at jagt og fiskeri ikke på forhånd kan anses som uforeneligt med kravet om, at naturlige processer i det væsentlige skal efterlades uforstyrret af menneskelig påvirkning. Det påpeges i stedet, helt på linje med Danmarks Jægerforbunds holdning, at spørgsmål om jagt i strengt beskyttet natur skal vurderes fra sag til sag.