Offentliggjort den: 25. marts 2025

International interesse for fuldautomatisk ræv

Jagtens Hus udgjorde i weekenden rammerne om verdens første test for gravsøgende hunde på fuldautomatisk mekanisk ræv, og det gik ikke ubemærket hen. Repræsentanter fra Norge, Finland, Sverige og Tyskland tog turen for at se nærmere på det nye tiltag.

Tekst og Foto: Søren Vendelbo

Et nik fra dommeren markerer, at testen kan begynde, og den erfarne hundefører Morten Brok slipper sin hund Niels afsted på det opstillede gravanlæg. For enden af gangene venter dagens hovedperson: En fuldautomatisk mekanisk ræv, som ved hjælp af sensorer og computerchip kan komponere bevægelser og lyde i forskellige kombinationer, der aktiverer hundenes instinkter.

Omkring anlægget er der ganske stille blandet tilskuerne, mens den lille Jack-Russell terrier lister ind og ud af anlægget, før den rigtig får færten. En insisterende gøen indikerer, at den mekaniske ræv er lykkedes med at aktivere det iltre instinkt, og en tilfreds hundefører kan se til, mens hunden gør sin ting til perfektion.

Bevarelse af gravjagten

Den nye fuldautomatisk ræv er det nyeste skud på stammen i en længere udviklingsproces, der startede for omkring ni år siden. I 2016 blev det forbudt at holde ræv i Danmark, og dermed blev tæppet trukket væk under træning af gravsøgende hunde. Derfor måtte man være kreativ, hvis man skulle bevare gravjagten i Danmark.

- Det er helt uforsvarligt at sende ikke-trænede hunde i grav, så vi vidste godt på det tidspunkt, at hvis vi skulle bevare jagten, så måtte vi finde en alternativ måde at træne vores gravsøgende hunde på, fortæller Klaus Larsen som er ekstern konsulent på Danmarks Jægerforbunds projekt om bevarelse af gravjagten i Danmark.

Man afprøvede forskellige variationer af mekaniske ræve og døde dummy-ræve som substitutter for den levende ræv, og man har nu igennem flere år sværget til den manuelle mekaniske ræv ”Everfox” som til dels har bevist sit værd. Men den er altså nu blevet videreudviklet til en fuldautomatisk udgave, så man kan koncentrere sig om hunden og træningen i stedet.

Danmark som foregangsland

Weekendens arrangement var egentligt tænkt som en dag for de danske instruktører, hvor der foruden premiere på den nye automatisk mekaniske ræv skulle være undervisning og erfaringsudveksling. Men en efter en kom der tilsagn fra flere lande, om at de altså gerne ville se med, og således gik det hen og blev et decideret internationalt arrangement. Både i Finland og Sverige er man i gang med en overgangsperiode, inden et bebudet forbud mod træning på levende ræv og grævling, og i Tyskland er debatten også i fuld gang. Derfor kigger de forskellige lande til Danmark for inspiration o for ikke at blive taget med bukserne nede, når forbuddet træder i kraft.

- Dyrevelfærd er selvfølgelig et væsentligt tema i den her kontekst, og der hvor vi stod i Danmark for syv år siden rent politisk – der er står de i Tyskland og andre lande nu. Der er ingen, der kan sætte en finger på det her i forhold til dyrevelfærd, og det er også grunden til, at jeg tror på, vi kan bevare gravjagten fremadrettet i Danmark, men jo også i resten af Europa, fortæller Klaus Larsen afsluttende.