Hvorfor har vi biodiversitetskrise, og hvordan kommer vi videre?

I Danmark er der registreret ca. 37.000 forskellige arter af planter, dyr og svampe. Desværre er en lang række af de arter pressede og i risiko for at forsvinde. Det tab af biodiversitet, vi oplever nu, sker unaturligt hurtigt og får alle alarmklokker til at ringe. Hastighed er det afgørende ord, da det er raten, hvormed det sker, der er afgørende. Der er ikke tale om en naturlig udvikling. Derfor kalder man også den tidsalder, vi befinder os i, for den antropocæne tidsalder, der betyder, at vi for første gang i klodens millioner år lange historie oplever, at en arts handlinger er afgørende for, hvordan livet på jorden udvikler sig. Den art er mennesket.

Hvordan er det kommet hertil?

Mennesket som art er ekstremt dygtig til at udnytte de ressourcer, vi har til rådighed. Måske også for dygtige. Biodiversitetskrisen skyldes overordnet set, at mennesket overudnytter naturlige ressource. Omkring år 1700 overgår Danmark til at blive et bondesamfund, og med bondesamfundet kommer det steppelignende landskab.

Herefter introducerer vi køer og heste, og med dem opstår det, vi kender som de åbne natur-typer. Senere i udviklingen kommer dyrene på stald, og hermed forsvinder en stor del af de selvsamme åbne naturtyper. I dag er billedet igen et helt andet. Landskabet bærer præg af landbrugsdrift og opdyrkning, og vi ser store ensartede markflader med monokulturer og bagvedliggende talrige besætninger af svin, kvæg og fjerkræ. Markerne skal producere store mængder af foder til dyrene i staldene med effektivitet for øje.

Andre arealer anvender vi til at dyrke tømmer, udvinde råstoffer eller etablere infrastrukturer. I havets natur er den også gal. Havnaturen presses af iltsvind som følge af næringsstofudledninger fra land, fiskeri, ødelæggelse af havbund, råstofudvinding, havvindmølleparker, infrastruktur, sejlads og meget mere. Hvad end det er på land eller i havet, har vores udnyttelse af naturen efterladt meget få og fragmenterede arealer tilbage til naturen, hvorfor vi i dag befinder os i en krisetilstand.

Fordelingen af massen siger en del

Ser vi på fordelingen af biomasse af pattedyr, så illustrerer den meget godt situationen, for af de 6.500 kendte pattedyrsarter, der findes på jorden, udgør vores husdyr 60 pct. af den samlede vægt. Mennesket står for 36 pct., og de resterende 5.499 arter vejer så tilsammen 4 pct. Tanken i sig selv er svær at tage ind. Menneskene på jorden vejer samlet set 8,5 gange mere end alle aber, elefanter, elge, næsehorn, krondyr og andre pattedyr, vi alle vi kender så godt.

Undersøgelser fra fuglenes verden er desværre ikke meget bedre, da produktionsdyr, f.eks. høns, udgør 70 pct. af den samlede vægt. Det er vilde tal, der vidner om det pres, vi lægger på naturen.

Hvordan løser vi krisen?

For at standse krisen skal vi stoppe med at overudnytte naturen. Foden skal lettes fra speederen, og vi skal holde os indenfor fartgrænsen. Det betyder, at vi ser ind i strukturelle omlægninger i vores samfund med flere reguleringer og store ændringer i arealanvendelsen.

I Danmark har vi endnu ikke et nationalt mål for biodiversitet. Men vi ved, at Danmark har tilsluttet sig en række internationale aftaler i EU og FN, der har sat mål for indsatsen i form af udpegning af 10 pct. strengt beskyttet natur og 20 pct. beskyttet natur. Processen med at få definitioner og udpegninger på plads er igangsat, om end der stadig er meget at drøfte.

Plads til natur

Det første, vi skal gøre, er at nedbringe presset på naturen. Når vi har standset ulykken, skal vi redde det, vi kan, af det tilbageværende. Herfra skal vi i gang med at genoprette. Det vil sige, at vi skal beskytte den natur, vi har tilbage, og give den plads til at udvikle sig. I den sammenhæng er skala afgørende. Størrelsen på et naturareal har nemlig stor betydning for diversiteten. Det handler kort sagt om overlevelse. Hvis en bestand af dyr, planter eller svampe skal kunne overleve, skal den være robust nok til at kunne modstå udefra-kommende trusler og presfaktorer. Og hvad er så et stort område?

I Danmark anbefaler Biodiversitetsrådet, at områder skal være 5.000 ha for at være selvforvaltende. Men områder ned til 500 ha vil også kunne bidrage væsentligt. Disponering af areal er den største opgave, vi står overfor at skulle løse i Danmark, hvilket Trepartsforhandlingerne også tydeligt har vist. Mange kommuner forsøger lokalt at løfte opgaven, men ofte opereres her med arealer på relativt få hektar set i den sammenhæng. De mindre områder udenfor de beskyttede større sammenhængende områder har dog også en værdi, da det er vigtigt at reducere det overordnede pres på naturen.

Mange har igennem tiden påstået, at der slet ikke er plads til store sammenhængende naturområder i et land som Danmark. Det må vi dog konstatere er en myte, efter at Københavns Universitet i maj 2024 udgav rapporten ”Mere, bedre og større natur i Danmark”. Rapporten har ud fra de bedst tilgængelige datasæt udpeget 249 områder i Danmark, hvor der kan udlægges større områder til natur. Når argumentet fremføres, at der ikke er plads, er det således et valg, man tager. For det, rapporten fra Københavns Universitet viser, er, at det er muligt at give naturen de rette betingelser i Danmark, hvis vi vel at mærke vil det.

Jagten på biodiversitet

Hvordan kan jægerne bidrage til at løse biodiversitetskrisen og samtidig blive ved med at gå på jagt? Lad os et øjeblik vende tilbage til natursynet og dvæle ved, hvilken betydning det har for os i den her sammenhæng. Natursynet repræsenterer det værdigrundlag, vi har, når der skal træffes beslutninger om naturen. Et natursyn er ikke en statisk ting, men en dynamisk platform, der ud- og ombygges over tid. Altid gælder det dog, at natursynet er det fundament, vi står på, når vi taler med omverdenen om naturen og vores tilstedeværelse i den som jægere. Alene det, at vi deltager i samtalen, er et bidrag.

I et historisk perspektiv uddøde den gruppe, vi kender som jæger-samler-samfundet, da vi blev bønder. Men jagten fulgte med, og den har fulgt med os til, hvor vi er i dag. På trods af en voldsom urbanisering har mennesket søgt og søger fortsat ”tilbage” til naturen for ro og mening, og gennem jagten føler mange sig forbundet til naturen. I takt med at naturen har fået trangere kår i Danmark, har vi som jægere fundet vores vej i det. Vi har efter bedste evne og mening optimeret vores muligheder ved at foretage terræn- og bestandspleje, og vi har forsøgt at genetablere vandhuller og skånet levende hegn i et presset landskab. Men tilgang- en har også båret præg af være målrettet vildtets og jægerens specifikke behov. I den proces er vi også kommet galt afsted. Vi har udplantet eksotiske planter som snebær, vi har sat majs i beskyttet natur, vi har fodret i vandhuller, og måske er der også blevet skudt til dyr, der burde have været skånet et år eller to, så genmaterialet kunne gå videre.

Så jægerne har noget at bidrage med, når det kommer til biodiversitetskrisen. Vi kan standse med at gøre det, der ikke bidrager positivt, og se vores indsats i et større perspektiv. Vi skal turde at tage samtalen med vores medjægere og samfundet generelt om, hvad vores respektive natursyn bygger på, og hvordan det har indflydelse på den måde, vi går på jagt på.

Vi kan som sagt ikke sikre biodiversiteten ved at anvende de samme redskaber, der har skabt den. Vi kan ikke pløje, så og dyrke os
til biodiversitet, men vi kan bidrage til øget biodiversitet ved fortsat at søge viden om de elementer, vi har indflydelse på i landskabet. Derfra kan vi tilpasse vores jagt og naturindsats at ændre på vores adfærd og handlinger i denne kontekst kan vi være med til at bevare jagten i fremtiden.