Hvad bringer din vandelsgodkendelse i fare?
Bliver du som jæger ikke vandelsgodkendt ved politiet, mister du dit samtykke til jagttegn. Det bevirker, at du ikke kan få udstedt et jagttegn og ikke kan beholde dine våben. Derfor bør du altid holde dig opdateret omkring forhold, som kan bringe din vandelsgodkendelse i fare. Her får du overblikket via konkrete eksempler.
For de fleste er det ganske åbenlyst, at domme for vold eller grove overtrædelser af våbenloven bevirker, at man ikke kan blive vandelsgodkendt ved politiet. Derimod kan det være sværere at gennemskue konsekvenserne, når der er tale om mere eller mindre ubevidste forseelser. Mange af disse forseelser knytter sig til køb af bestemte varer – særligt onlinekøb på udenlandske hjemmesider.
Når man handler knive, skydevåben og ammunition er der flere faldgruber, man skal være opmærksom på, hvis man vil undgå problemer i forbindelse med vandelsgodkendelsen. På udenlandske hjemmesider kan man ikke altid være sikker på, at man får det, som fremgår af produktbeskrivelsen. Et eksempel er de efterhånden berygtede foldeknive fra Browning, som har voldt flere danske jægere problemer.
Disse knive er ifølge produktbeskrivelsen almindelige foldeknive, som ikke kræver tilladelse fra politiet, men da de er fjederassisterede, er der i lovens forstand tale om springknive. Derfor er de ulovlige, hvis ikke du har en blankvåbentilladelse til at erhverve, besidde, bære eller anvende disse knive.
Men listen af forhold, som kan bringe din vandelsgodkendelse i fare, er lang. I det følgende ser vi nærmere på nogle af de situationer, som kan få konsekvenser for dig som jæger.
Kosttilskud kan give problemer
Det er efterhånden ganske udbredt at supplere kosten med forskellige former for kosttilskud, og handler man online, er udvalget enormt. Desværre kan man ikke altid være sikker på, at hjemmesiden, man handler på, er af dansk oprindelse og dermed overholder dansk lovgivning – selvom siden fremstår som en dansk hjemmeside.
Advokat Rasmus Johansen Schmidt, som arbejder ved Penta Advokater, har for nylig haft en sag med en jæger, som for en periode mistede sit samtykke til jagttegn. Jægeren havde via en hjemmeside bestilt et produkt hjem, som ifølge oplysningerne på hjemmesiden skulle være et kosttilskud.
Rasmus Johansen Schmidt fortæller, at den midaldrende jæger efter en anbefaling fra sine kammerater havde købt såkaldte DHEA-kapsler via hjemmesiden www.bono.dk. Årsagen til købet var, at disse kapsler skulle have en positiv indvirkning på aldringsprocessen.
Jægeren var ikke mistænksom ved hjemmesiden, da web-adressen www.bono.dk samt de udførlige beskrivelser på dansk indikerer, at hjemmesiden er dansk. Jægerens kammerater havde også benyttet sig af det såkaldte kosttilskud, og af denne årsag havde han naturligt nok paraderne nede.
Desværre viste det sig, at hjemmesiden er af hollandsk oprindelse, og da produktet blev taget i tolden, fik jægeren tilsendt et bødeforlæg fra politiet. DHEA står nemlig anført på Lægemiddelstyrelsens liste over stoffer, som er omfattet af lov om dopingmidler. Jægeren valgte straks at betale bøden for at undgå yderligere problemer – troede han.
Men da han betalte bøden, erklærede han sig i juridisk forstand skyldig i at have importeret et ulovligt stof til Danmark, hvilket kostede ham samtykket til jagttegn. Heldigvis tog jægeren kontakt til Penta Advokater, som tog sagen op.
Efter en længere proces lykkedes det Rasmus Johansen Schmidt at bevise jægerens uskyld. Manden havde handlet i god tro, og hjemmesiden indikerede ikke, at der var tale om et dopingmiddel. Derudover kunne jægeren via en dopingtest og en udtalelse fra egen læge bevise, at han ikke havde problemer med brug af ulovlige stoffer. Dermed endte sagen godt for den tiltalte jæger, men sådan går det ikke altid.
Hvad skal du være opmærksom på?
Ifølge Rasmus Johansen Schmidt er der mange faldgruber. Selvom problemerne oftest opstår ved køb på udenlandske hjemmesider, så kan danske hjemmesider og sågar butikker også forårsage problemer for jægere, hvis den pågældende virksomhed ikke har styr på lovgivningen.
- Man kan ikke gå ud fra, at de ting, man køber på nettet, er lovlige – heller ikke selvom siden er dansk, påpeger han.
Et eksempel er outdoorbutikker, som online og i fysiske butikker har solgt økser med en kniv indbygget i skaftet. Her er der reelt tale om en kårdestok, og dermed er produktet ulovligt uden en blankvåbentilladelse. Det er bare ikke alle danske forhandlere af outdoor-udstyr, som er opmærksomme på det. Det samme gør sig gældende for armbånd med en indbygget lille kniv, som også er populære indenfor outdoorverdenen.
Du tænker måske, at det er virksomhedens ansvar at have styr på lovgivningen, og at du derfor er undskyldt, hvis du har købt et ulovligt produkt via en dansk virksomhed. Sådan er lovgivningen bare ikke skruet sammen.
- Selvom en dansk butik har solgt dig et ulovligt produkt, så undskylder det dig ikke som køber. Du må stadig ikke købe produktet, forklarer Rasmus Johansen Schmidt.
Han understreger, at han ofte står med sager, hvor jægere har mistet samtykket til jagttegn, fordi de har erhvervet sig forskellige outdoorprodukter med indbyggede knive. Derfor opfordrer han til, at man tænker sig om, før man erhverver sig den type produkter.
Er du endt i en situation, som har udløst et bødeforlæg fra politiet, er det desuden vigtigt, at du ikke bare betaler bøden i forventning om, at sagen så er ude af verden. Som beskrevet tidligere svarer det til at erklære sig skyldig i anklagen. Hvis du ikke er enig i anklagen, eller du generelt er bekymret for, at forholdet kan få betydning for din vandelsgodkendelse, dine våbentilladelser eller lignende, bør du i stedet bede om et retsmøde, så du får mulighed for at fremlægge din sag.
Du skal dog stadig kunne bevise din uskyld, da de fleste lovovertrædelser inden for lov om narkotika, våben, knive og personfarlige forbrydelser som for eksempel vold medfører, at man ikke bliver vandelsgodkendt ved politiet og dermed mister samtykket til jagttegn.
Politiet har desuden mulighed for at nægte dig samtykke til jagttegn allerede ved en sigtelse og skal ikke vente på, at der foreligger en endelig dom, eller at bøden er betalt.
Et andet aspekt er, at du risikerer at hæfte for de køb, som dine børn under 15 år foretager.
- Du risikerer at hæfte for ting, som dine børn bestiller hjem. Jeg har haft et par sager, hvor børn har købt noget på Wish, Temu eller lignende sider, hvor man kan købe småting for ingen penge. Men hvis børnene er under 15 år og har fået lov til at få deres egen konto, så risikerer du at hæfte for det, hvis de bestiller noget hjem, som ikke er lovligt i Danmark, forklarer Rasmus Johansen Schmidt og uddyber:
- Billig er ikke ensbetydende med lovlig, skal man lige huske. Selvom børnene har bestilt det hjem, så hæfter du for deres køb, hvis det er bestilt hjem i dit navn, dit kort har betalt, og du har godkendt det. Det er ikke sikkert, at du kan bortforklare det med, at dine børn under 15 år har bestilt det.
Overvej dit køb en ekstra gang
En del af den gældende våbenlovgivning er historisk betinget, og det er blandt andet årsagen til, at alle former for armbrøster og slangebøsser kræver en tilladelse fra politiet.
Rasmus Johansen Schmidt fortæller, at han og hans kolleger har haft nogle ganske bizarre sager gennem årene. I en af sagerne mistede en jæger næsten sit samtykke til jagttegn, fordi han havde fået en slangebøsse beregnet til vandballoner hjem fra en udenlandsk side. I en anden sag, som Rasmus Johansen Schmidt har hørt om, blev en jæger ikke vandelsgodkendt, da han havde købt en miniature-armbrøst hjem. Den kunne ikke affyre noget større end en tandstik.
Med den gældende lovgivning er det dermed underordnet, om der er tale om legetøj eller våben, når det kommer til slangebøsser og armbrøster, og derfor bør du undlade at erhverve dig disse, medmindre du har en tilladelse fra politiet.
En anden knap så åbenlys faldgrube er, når man bestiller produkter hjem, som i sig selv ikke udgør et problem, men som i kombination med andre produkter kan blive problematiske. Rasmus Johansen Schmidts kollega advokat Allan Nejbjerg, som er partner i Penta Advokater, har tidligere haft en sag, hvor en jæger blev anklaget for at have bestilt et optisk sigte og en laserpointer hjem fra samme hjemmeside. Varerne blev sendt sammen, og pakken blev taget i tolden. Anklagemyndigheden tiltalte jægeren for overtrædelse af våbenloven for at have indført et optisk, elektronisk sigtemiddel med lysstråle, der var konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøst. Jægeren risikerede dermed ligeledes at miste sit samtykke til jagttegn, da de to produkter i teorien kunne kombineres til et optisk sigte med en elektronisk lysstråle, hvilket er et ulovligt sigtemiddel i Danmark. Allan Nejbjerg fik jægeren frikendt, men jægeren fik dele af effekterne konfiskeret og destrueret af politiet.
Derfor bør man altid overveje om et bestemt køb kan karambolere med den gældende våbenlovgivning.
Hvad siger lovgivningen generelt?
Med de ovenstående konkrete eksempler på situationer, som har påvirket forskellige jægeres mulighed for at blive vandelsgodkendt, står det klart, at mange forskellige forhold kan få betydning for jagttegnet. For at blive klogere på politiets vandelsvurdering kaster vi nu et blik på bemærkningerne til lovforslaget om ændring af våbenloven fra 2024.
Her fremgår det nemlig i relation til politiets vandelsvurdering, at man i forbindelse med ansøgning om jagttegn og våbentilladelse giver samtykke til, at politiet må indhente personoplysninger i deres registre – heriblandt kriminalregistret. Der står blandt andet:
”Tidligere afgørelser om strafbare forhold indgår som et centralt element i politiets vandelsvurderinger”, hvorefter der uddybes:
”Afgørelser for alvorlige overtrædelser af for eksempel straffeloven kan således have afgørende betydning for vandelsvurderingen, selvom det strafbare forhold ligger mange år tilbage. Politiet lægger ved vandelsvurderingen særlig vægt på, om den pågældende har haft sager om drab, vold, røveri, voldtægt, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, overtrædelse af straffelovens §§ 266 (trusler) og 252 (forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed) m.v. samt overtrædelser af våbenlovgivningen.”
Derudover fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at politiet også lægger vægt på overtrædelser af knivloven og lov om euforiserende stoffer. Der kigges desuden på, om ansøgeren er sigtet eller dømt for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, voldelig adfærd eller tilknytning til bandemiljøet. Sidst men ikke mindst tages der højde for psykiske forhold.
Det står desuden anført i bemærkningerne, at der skal foretages en konkret vurdering ved samtlige ansøgninger om jagttegn og våbentilladelser.
Kort sagt skal man som jæger holde sin sti særdeles ren, hvis man vil være sikker på at blive vandelsgodkendt ved politiet. Er man i tvivl om, hvorvidt et forhold er i strid med lovgivningen, bør man ikke tage chancen – heller ikke selvom handlingen kan virke ubetydelig.
Hvilke blankvåben kræver en tilladelse?
- Skarpe eller spidse våben, hvis klinge overstiger 12 cm.
- Knive med tværstillet greb beregnet til stød.
- Springknive og springstiletter.
- Faldknive og faldstiletter.
- Foldeknive med todelt skæfte, hvis klinge kan foldes ud ved brug af én hånd (butterflyknive).
- Knive, der er konstrueret til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd.
- Kastestjerner, kasteknive, kasteøkser og lignende.
- Kårdestokke og andre blankvåben, der fremtræder som en anden genstand.
Liste over ulovlige stoffer
Via dette link finder du en liste over stoffer, som Lægemiddelstyrelsen har vurderet, falder ind under § 1 i lov om forbud mod visse dopingmidler nr. 232 af 21. april 1999.
Hvordan foregår vandelsgodkendelse?
Vil du vide mere om, hvordan politiet foretager en vandelsgodkendelse, kan du læse artiklen ”Sådan foregår vandelsgodkendelse.”