Offentliggjort den: 10. februar 2025

Slut på jagtsæsonen - husk at få indsendt vinger og vægtdata

Det handler om dataindsamling, og det er bl.a. her, jægerne kan være med til at gøre en positiv forskel for jagtens fremtid. Så vær med, også i slutspurten. Du kan nå det endnu!

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I løbet af jagtsæsonen har Danmarks Jægerforbund løbende opfordret jægerne til at indsende vinger, tænder og vægtdata. Og nu, hvor sæsonen for fuglejagterne er forbi for denne gang, er det snart sidste chance, hvis man vil bidrage til den vigtige vingeundersøgelse og indsende vægtdata på edderfugl og svømmeænder.

- Der er garanteret stadig jægere, som har fugle eller afskårne vinger liggende i deres fryser, som endnu ikke er afleveret til vingeundersøgelsen. Det samme gør sig muligvis også gældende med vægtdata, hvor der måske er nogen, som ikke har registreret løbende via vores online platform, siger Zacharias Jacobsen, vildt- og naturkonsulent ved Danmarks Jægerforbund.

Han understreger, at det endnu ikke er for sent at bidrage. At det kan nås endnu, både når det drejer sig om vinger og vægtdata. Hvis man er i den situation at man har noteret vægt vha. pen og papir, er jægerforbundet også interesseret i at få disse data med – i så fald kan man kontakte Zacharias Jacobsen på mail: zja@jaegerne.dk

Vægtdata på edderfugl og svømmeænder

Indtil videre er der indsamlet vægtdata for omtrent 3.000 individer af edderfugl og svømmeænder. Her kan det ifølge Zacharias Jacobsen allerede nu konkluderes, at der sket en markant fremgang i jægernes registrering af vægtdata for især svømmeændernes vedkommende. Indsamlingen af vægtdata startede for svømmeænderne i sæsonen 2023/2024, hvor der blev indsamlet vægt for ca. 250 individer.

- Ergo en markant fremgang, og allerede efter den første måned af den netop afsluttede sæson nåede man forbi dette tal med flere længder, lyder det fra vildt- og naturkonsulenten.

Send flere vinger

Også vingeundersøgelsen er vigtig. Her indsamles frivilligt indsendte vinger fra en række jagtbare fuglearter. Det er jægere, der sender vingerne ind eller indleverer dem til frysere rundt om i landet. Vingeundersøgelsen hører under Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Siden 1970'erne er der på den ene eller anden måde indsamlet vinger fra udvalgte fuglearter i Danmark. Jægerne indsender vingerne, og Aarhus Universitet udarbejder resultaterne for undersøgelsen.

Vingeundersøgelsen sætter flere nuancer på den obligatoriske vildtudbytteindberetning, som alle jægere skal lave årligt.

I videoen herunder forklarer seniorforsker ved Aarhus Universitet Thomas Kjær Christensen, hvorfor det er vigtigt at indsende vinger fra jagtbare svømmeænder, dykænder, gæs, vandhøns, vadefugle og måger. Afslutningsvis demonstrerer gåsejægeren Ulrik Gedde, hvor nemt det er at indsende vinge og hoved fra en sædgås. Vær opmærksom på, at indsendelse af hoved kun er relevant, hvis man har nedlagt sædgås. Der skal kun indsendes vinger fra de øvrige jagtbare fuglearter, som indgår i undersøgelsen.

Bemærk, at filmen er fra 2022, og at mængden af indsamlede vinger har varieret meget fra år til år. Knæk og bræk!