Offentliggjort den: 31. januar 2025

Fortsat jagt i urørt skov

Masser af urørt skov i Danmark er godt for biodiversiteten og vildtet - og principielt er der ikke noget, der forhindrer jagt i områderne. I denne uge nåede vi op på 75.000 hektar.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

Forleden kunne Ministeriet for Grøn Trepart meddele, at den femte og sidste udpegning af urørt skov er gennemført, og at målet om 75.000 hektar urørt skov i Danmark dermed er nået. Fremover kommer der endnu mere urørt natur, idet der i alt skal etableres 100.000 hektar urørt skov. Det svarer det cirka 40 procent af den i alt omtrent kvarte million hektar, der frem mod 2045 skal springe i skov.

- Vi har brug for meget mere skov i det hele taget – men særligt i de urørte skove kan naturen udfolde sig på egne præmisser. Mange dyr og planter mangler levesteder, så det skal vi sikre fremadrettet, lyder det blandt andet fra Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart, i en pressemeddelelse.

Tilbage står det store spørgsmål, om der overhovedet må drives jagt i de områder, der i løbet af de kommende årtier vil vokse op som skov. Som jægere kan vi kun være interesserede i en natur i balance og med stor variation. Det giver masser af liv og dermed også et solidt grundlag for den bæredygtige, rekreative jagt. Ifølge Zacharias Jacobsen, vildt- og naturkonsulent i Danmarks Jægerforbund, skal den kvarte million hektar først og fremmest findes via en frivillig ordning, hvor lodsejere kompenseres for at lade noget af deres jord tilplante med skov i stedet for at drive agerbrug.

- Hvis også jagtretten skulle falde bort, ville det alt andet lige blive nogle langt højere kompensationer, vi så ind i, før ordningen ville blive attraktiv for lodsejerne.

Det samme gælder når talen falder på de cirka 40 procent urørt skov.

- Sådan som det er i dag, så kan der sagtens drives jagt i urørt skov i både statens skove såvel som i private skove. Det ville være underligt at fravige det princip, siger han.

Ifølge Naturstyrelses definition består urørt skov af skove, hvor den kommercielle skovdrift er stoppet. Det betyder, at de over tid bliver rige på gamle træer, døde stammer og en stor biodiversitet.