Skyd dig i form til jagten – deltag i kvalifikationen til FM i jagtfeltskydning
Har du lyst til at blive en bedre riffelskytte under jagtrealistiske forhold? Så bør du gribe chancen og tilmelde dig kvalifikationen til Forbundsmesterskabet (FM) i jagtfeltskydning 2025 – en enestående mulighed for både konkurrence og træning!
Danmarks Jægerforbunds årlige forbundsmesterskab (FM) i jagtfeltskydning løber af stablen den 21. september 2025. Det sker i Ulfborg, men allerførst skal det handle om kvalifikationsskydningerne ude i kredsene - og her kan alle være med, uanset om man har FM-ambitioner eller ej.
Jagtfeltskydning simulerer ægte jagtsituationer med skydning til varierende og ofte ukendte afstande på op til 300 meter. Her udfordres du i terræn og under forhold, der styrker dine færdigheder som jæger. Og det er netop hele ideen bag denne disciplin.
Danmarks Jægerforbunds jagtfeltskydning med jagtriffel har nemlig til formål at fremme jagtriffelskytters dygtiggørelse i skydning i terræn under så jagtrelevante forhold som muligt. Der lægges ved denne skydning vægt på at øge riffelskyttens rutine i skud til mål på forskellige afstande og under tidspres. Desuden tilstræbes at opøve brugen af gode skydestillinger og hjælpemidler.
Brug det som træning – ingen forpligtelse til FM
Selvom skydningerne er en del af kvalifikationen til FM, er du ikke forpligtet til at deltage i selve mesterskabet i Ulfborg. Du kan sagtens bruge skydningerne som målrettet, praktisk træning – og det endda på skydeterræner, som normalt er forbeholdt Forsvaret.
Kvalifikationsskydningerne finder nemlig sted i flere af Forsvarets skydeterræner, herunder i Hevring, Tranum og Jægerspris. Det er med andre ord en unik mulighed for at træne på faciliteter, du ellers sjældent får adgang til som civil skytte. Du kan kvalificere dig i den kreds, hvor du bor – men du må gerne deltage i skydninger i andre kredse som træning.
Tilmeldingen er åben
De fleste kvalifikationsskydninger foregår i perioden maj og juni. I linket herunder kan du læse mere om de præcise datoer i netop din kreds. Der vil også være et link til tilmeldingssiden for hver enkelt kreds. Deltagergebyret er 200 - 375 kr. afhængig af hvilken kreds du deltager i. Som allerede nævnt, så afvikles den store FM-finale på Ulfborg Skyttecenter søndag den 21. september 2025.
Uanset om du går efter podiet eller bare vil forbedre dine færdigheder, så er jagtfeltskydning både udfordrende, lærerigt og sjovt. Vi ses på banen!