Vilde forventninger

Nedgang og mistrivsel i vildtbestande på grund af manglende eller ringe kvalitet af levesteder, og dermed grundlaget for bæredygtig jagt, er et problem, vi længe har kæmpet med. Det er faktisk et vildt problem. Vi har længe vist, at såvel mark-, som trækvildt har haft meget trange livsbetingelser på grund af manglende eller ringe levesteder. Vi har vidst, hvad vi skulle gøre ved det rent praktisk ude på markerne, men vi har ikke formået at sikre en vedholdelende indsats. Vi har haft visionerne og den nødvendige viden, men ikke vedholdenheden.

Altså et vildt problem vi ikke har løst. Derfor har vi store forventninger til den grønne trepart.

Ejerskab er afgørende

Læringen fra Danmarks Jægerforbunds markvildtsindsats understreger, at der er et behov for vedholdenhed. Vi havde en klar vision og viden om, hvad der konkret skulle til af natur- og vildtplejetiltag for at udbygge og styrke levestederne i det åbne land. Men vi overså den menneskelige del og behovet for vedholdenhed. Læringen var, at frivillighed ikke (længere) er vejen frem. Mange har svært ved at få udført aftalte tiltag, derfor skal der tænkes i andre motivationsfaktorer og metoder til at få udført terræntiltagene.

Vi har desværre oplevet manglende opbakningen – for få rollemodeller. Ejerskab blandt lodsejerne er en forudsætning for at lykkes med skabe blivende levestedsforbedringer. Vi kan tydeligt se, at når toneangivende landmænd engagere sig, så opstår det nødvendige ejerskab, som skaber de forandringer, der sikrer velfungerende levesteder. Rådgivningen fra planteavlskonsulenter var og er fortsat præget af usikkerhed, og der florerer stadig myter om, hvad man må og ikke må. For at være på den sikre side vælger mange derfor at undlade at udfører terrænplejetiltag. Vi oplever også manglende viden om basal biologi og vildtforvaltning hos lodsejere, jægere, rådgivere etc. Vi ved, at målrettede terrænplejetiltag virker og skaber levesteder, og at de bidrager til øget biodiversitet i landbrugslandet. Når især lodsejere får den tilstrækkelige indsigt og forståelse for terrænplejetiltags effekt på levesteder, så skaber det ejerskab: mit overdrev, mine orkidéer, mine agerhøns, osv.

De nødvendige indsatser

Vedholdenheden vil sikkert blive understøttet af den grønne trepart. Vi ser følgende indsatser, der kan give gode perspektiver for levesteder på land og til havs:

• Styrke indsatsen sammen med f.eks. SEGES om efteruddannelse af landbrugets rådgivere. Der mangler rådgivere med landbrugsindsigt og viden om natur og vildtforvaltning. Det vil vi gerne medvirke til at ændre, så vi kan sikre bedre rådgivning til landmanden. Erfaringerne er, at gratis rådgivning er et væsentligt led i at skabe de forandringer, der skal sikre forbedring og udbygning af levesteder.
• Uddannelse og dannelse af landmænd og jægerne i at skabe nye, og udbygge eksisterende, levesteder er afgørende for succes.
• Der er behov for en revidering af Miljøstyrelsens forvaltningsplanerne for hare og agerhøns, så vi får den nyeste viden med, og ikke mindst fordi den læring og de erfaringer vi har gjort os, bør sammentænkes.
• Der skal udbygges demoforvaltningsområder for integrering af natur- og vildtpleje i landbrugslandet, så de gode eksempler i praksis kan fremvises.
• Vi skal udbygge og fortsætte bestandsovervågningen som udsprang af Markvildtindsatsen 2013-2023.

Nu må vi håbe, at der bliver en vedholdenhed om, at også de dyrkede marker skal indeholde naturelementer, så landbrugslandets fugle som vibe, lærke, gulspurv og agerhøne får bedre livsbetingelser, og fortsat bliver en del af naturen i det åbne land. Deres livsbetingelser forudsætter, at der er plads til den almindelige natur, så de truede almindelige arter ikke bliver sjældne eller helt forsvinder. Det vil være et ubærligt tab.