Vær OBS på medlemskrav ved jagthornsblæsning
Ønsker du at deltage i duelighedsprøver og forbundsmesterskaber i jagthornsblæsning, skal du være medlem af Danmarks Jægerforbund.
Jagthornsblæserne har i nogle år haft en dispensation, der har betydet, at ikke-medlemmer og de musikalske ledere af blæsergrupperne har kunnet deltage i duelighedsprøver og forbundsmesterskaber. Den dispensation har hovedbestyrelsen valgt ikke at forlænge, da hovedbestyrelsen vil sikre, at alle aktiviteter i forbundet sidestilles og følger jægerforbundets vedtægter.
Heri er det præciseret, at det kræver et ordinært medlemskab at deltage i kreds- og forbundsaktiviteter, mens et støttemedlemskab giver adgang til at deltage i arrangementer den lokale jagtforening.
Beslutningen betyder, at det fra 2025 ikke vil være muligt for ikke-medlemmer at deltage i duelighedsprøver eller forbundsmesterskaber. Det sammen gælder for de musikalske ledere i grupperne. Gæster fra udlandet kan deltage til duelighedsprøverne, såfremt de er medlem af deres respektive nationale forbund, f.eks. Sveriges jægerforbund.
Det er jagthornsudvalget håb, at der på sigt kan findes en løsning, hvor vi kan inkludere alle dem, som deltager i vores jagthornskurser landet over. Indtil det sker, kan du finde mere information om jægerforbundets medlemskategorier her, og du kan melde dig ind her.