Usaglig foragt for trofæjagt
Når stærke kræfter i EU ønsker at lægge forhindringer i vejen for import af jagttrofæer fra f.eks. Afrika, sker det alt for ofte i uvidenhed. For ansvarlig trofæjagt både gavner naturen og bekæmper fattigdom. If it pays it stays – så enkelt er det.
Forleden kunne man i det tyske medie Bild læse, at Botswanas præsident Mokgweetsi Masisi truer med at deportere 20.000 af landets cirka 130.0000 vilde elefanter til Tyskland. Denne lidt alternative trussel kommer i kølvandet på et politisk ønske fra det tyske miljøministerium - med Steffi Lemke fra De Grønne i spidsen - om at stramme reglerne for import af jagttrofæer på grund af bekymring for krybskytteri.
Men en hetz mod jagttrofæer i almindelighed, sådan som det ses i dette tyske tilfælde og hos kræfter i EU, er bare ikke vejen frem, og da slet ikke hvis man ønsker at begrænse krybskytteri. Det mener Danmarks Jægerforbunds jagtfaglige chef, Niels Søndergaard, som dermed erklærer sig enig i præsident Masisis pointe om, at kontrolleret jagt er eneste måde at sikre bestandene på.
- Interessen for at gå på jagt er stigende, og flere og flere vælger at drage på trofæjagt i udlandet, ikke mindst i f.eks. Afrika, hvor jagten ofte danner grundlag for stabile, lokale indkomster og skaber incitament for at bevare og pleje bestandene. Jagtinteresser medvirker nemlig til mere og bedre natur, ligesom jagt kan bekæmpe krybskytteri, og ad den vej bidrage til fattigdomsbekæmpelse, forklarer Niels Søndergaard.
Én af hans pointer er netop, at trofæjagten både gavner naturen i form af styrket vildtpleje, bekæmper fattigdom og krybskytteri - If it pays it stays!
- Læs også: Trofæjagt – ja, selvfølgelig
- Jægeren betaler en afgift for at nedlægge vildtet – en trofæafgift. Afgiften går typisk til både staten og lokalbefolkningen, hvis der jages på privat grund. Samtidig giver det beskæftigelse til lokalbefolkningen, fordi jægeren bl.a. skal have forplejning og logi og transport. Alt sammen incitamenter til at lokalbefolkningen fastholder og udbygger markedet for jagt. Jagtturismen giver arbejdspladser og udnytter en fornybar naturressource, hvor alt kødet i øvrigt går til lokalbefolkningen, siger Niels Søndergaard.
Kun trofæet forlader landet og ender måske som eksotisk pynt over en buldrende dansk kamin. Om man så synes det er flot og stemningsfuldt eller ej er en smagssag og i øvrigt heller ikke pointen.
Så når Botswanas præsident går ud og fortæller om afgrøder og landsbyer, der ødelægges af alt for store bestande af elefanter, og hvor folk sågar trampes ihjel, er det selvfølgelig ikke et billede på situationen overalt - men under alle omstændigheder en vigtig pointe i debatten. Mange steder bliver det for farligt at leve tæt op og ned ad store bestande af vilde dyr, og reguleres disse bestande ikke af trofæjægere, der samtidig betaler godt og sikrer lokale arbejdspladser, så vil de ende med at blive skudt på anden vis. F.eks. i for af krybskytteri, eller ved at ansatte i nationalparker og vildtreservater selv nedlægger vildtet som et led i forvaltningen, men uden at tilføre lokalsamfundet den værdi, som jagtturismen bidrager med.
Hvis europæiske lande vælger at lovgive imod indførelse af trofæer og dermed de facto kvæler store dele af trofæjagten i f.eks. Afrika, vil det ifølge Niels Søndergaard få den stik modsatte effekt. Man vil bringe bestande i fare, snarere end frelse dem. Og i visse kredse er det åbenbart en ilde hørt sandhed.
Hør meget mere om trofæjagt i podcasten herunder, hvor Niels Søndergaard fortæller om forskellige aspekter af denne spændende jagtform, som skaber et marked for de lokale befolkninger, hvor det betaler sig at bevare og pleje bestandene. Lyt med her:
