Udbrud af afrikansk svinepest i Nordtyskland
Der er konstateret udbrud af afrikansk svinepest i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Danske jægere i området bør udvise agtpågivenhed.
Forleden publicerede den danske Fødevarestyrelse en ny trusselsvurdering for afrikansk svinepest (ASF), efter at der den 14. juni blev konstateret et nyt udbrud af den frygtede sygdom i en besætning med ca. 3.500 grise i Tyskland, nærmere bestemt i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, Kreis Vorpom-mern-Greifswald.
Der er dog ikke konstateret ASF-positive vildsvin i området.
Sammenfattende vurderer Fødevarestyrelsen i den opdaterede trusselsvurdering, at sandsynlighed for introduktion af ASF til Danmark for tre smitteveje som følge af ASF-situationen i Tyskland er meget lav. Området er udenfor de områder i Tyskland, der allerede er underlagt restriktioner. Tyskland har derfor indført restriktioner i det berørte område.
Danske jægere, der skal på jagt i området, bør derfor udvise agtpågivenhed og sørge for at orientere sig om hvordan man undgår at bringe evt. smittemed sig hjem. Læs mere om afrikansk svinepest på jægerforbundets temaside og hos Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen anbefaler:
Særlig opmærksomhed på ikke at hjembringe smitte via udstyr inkl. tøj, skydestok, våben, støvler, jagthund, kød og jagttrofæer til Danmark, hvis man har været på jagt i udlandet.
Særlig opmærksomhed på ikke at hjembringe smitte via udstyr inkl. tøj, cykel, støvler mv, hvis man har været i naturen i områder med ASF.
At alle danske grisebesætninger løbende gennemgår deres smittebeskyttelsesplaner med ansatte og har fokus på overholdelse af alle smittebeskyttende foranstaltninger, så spredning af ASF til Danmark forebygges.
Styrket fokus på biosikkerheden i de danske grisestalde, og at man venter 48 timer, før man kommer i danske besætninger, efter at man har været i kontakt med landbrugsdyr i udlandet, for at udelukke, at man medbringer dyresygdomme til Danmark.