Offentliggjort den: 08. november 2024

Trækvildtet har brug for din hjælp!

Hvorfor har Finland - De Tusind Søers Land - brug for mere vand? Hvorfor er det vigtigt, at danske jægere via donationer til Jægernes Naturfond støtter trækfuglenes finske yngleområder? Svaret er simpelt: Vi nyder alle godt af trækfuglene - de er vores alle sammens ansvar.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Suomen riistakeskus, SOTKA-kosteikot / Petri Jauhiainen

Hvert år oplever Danmark et imponerende fænomen, når store mængder af trækfugle ankommer. Disse trækfugle finder enten hvile her i landet eller fortsætter deres rejse mod syd, før de vender tilbage til deres ynglepladser langt mod nord om foråret. Ikke mindst i Finland. For fuglene kender jo ikke til landegrænser, og langs fuglenes trækruter op og ned igennem Europa er der tusindvis af jægere, som vert år nyder godt af fuglene. Derfor er deres velbefindende vores allesammens ansvar.

Blandt trækfuglene er blandt andet jagtbare arter som pibeand, krikand, spidsand og hvinand, hvis primære yngleområder strækker sig fra det nordlige Skandinavien og østpå. Desværre er trækfuglenes yngleområder i fare. Vådområder drænes, gror til og forurenes af næringsstoffer, hvilket truer fuglenes eksistensgrundlag.

Vand er ikke bare vand, en sø ikke bare en sø

Finland har omkring 188.000 søer, som tilsammen udgør næsten 10 pct. af landets samlede landareal. Man skulle derfor tro, at Finland må være et sandt paradis for vandfugle, men vand er ikke bare vand, og en sø er ikke bare en sø, når det gælder som levested.

Det såkaldte SOTKA-projekt, der drives af Finlands Ministerium for Landbrug og Skovbrug, og som støttes af Jægernes Naturfond, sigter mod at etablere vådområder, skabe et netværk af rasteområder, gendanne vådområder og regulere rovdyr for at vende de negative tendenser i vandfuglebestandene, som i stigende grad kæmper med at få opfyldt deres krav til levesteder. Vådområdernes tilstand har været i forringelse i lang tid. Tusindvis af lavvandede, næringsrige søer, er blevet delvist eller helt drænet. Derudover har udledning af næringsstoffer fra landbrug og skovbrug ført til eutrofiering af mange vådområder.

Hvordan kan du hjælpe?

Måske har du allerede hørt om Waterfowlers’ Network. Det er en europæisk sammenslutning af pt. syv partnerorganisationer, som arbejder for at gøre verden til et bedre sted for både fugle og vandfugle - bl.a. ved at forbedre dataindsamlingen, genoprette levesteder og aktivt engagere sig i bæredygtig forvaltning af vandfugle.

Med en donation på 200 kr. til Jægernes Naturfond er du med til at bevare trækfuglenes vigtige yngleområder i Skandinavien. Dit bidrag går ubeskåret videre til Waterfowlers’ Network til det projekt, der har til formål at genskabe og beskytte vådområderne, så trækfuglene kan trives og yngle i sikkerhed.

Du kan donere 200 kr. via MobilePay 908878, og oplyser du dit cpr. nr. sammen med din donation, trækkes beløbet automatisk fra i skat. Din donation gør en forskel!

Tak for din støtte til arbejdet for vores trækfugle og deres unikke levesteder.

Om Jægernes Naturfond


Jægernes Naturfond blev etableret i 2000, hvor medlemmerne af Danmarks Jægerforbund indskød 300.000 kr. i fonden. Fondens formål er:

  • At bevare danske dyrearter samt disses levesteder nationalt og internationalt
  • At udbrede kendskab til naturen, vildtet og de biologiske processer
  • At udnyttelse af naturens ressourcer, herunder f.eks. ved jagt - foregår på en bæredygtig måde

Fondens formål opnås blandt andet gennem:

  • Forskning eller tilskud til forskning og forsøg
  • Naturgenopretning, naturopbygning og i tilknytning hertil forskning i og forsøg med bæredygtig anvendelse af naturen
  • Støtte til uddannelse

Læs mere om Jægernes Naturfond