Stram op og ryd op
Schweisshundefører Leif Stonor Nielsen har været i schweisshunderegisteret i lidt over 20 år. I den periode har han årligt haft to til fem opgaver med dåhjorte, der har viklet geviret ind i fremlegemer.
Dåhjorte har en tendens til at ville feje på alt, hvad der kan vikle sig ind i geviret. Schweisshundeførere i områder med bestande af dåvildt oplever derfor jævnligt at blive kaldt ud til opgaver med hjorte, der har fremmedlegemer viklet ind i geviret.
Isoleret set er det egentlig ikke et stort problem, at en hjort vikler geviret ind i eks. en rulle hegnstråd. I princippet er det jo bare at vente på, geviret kastes og problemet ville for de fleste hjorte være løst.
- Så enkelt er det dog ikke, for langt de fleste gange sætter hjortene sig fast i terrænet, eller de får filtret geviret ind i en anden hjorts gevir, fortæller schweisshundefører Leif Stonor Nielsen.
Fra da af begynder en panisk kamp, som ender i udmattelse. Det er virkelig kritisk.
Stort set alt kan sætte sig fast
Dåhjorte kan vikle geviret ind i alle former for tråd, net og hegn. Det kan være efterladte sløringsnet fra skjul eller skydetårne.
- Jeg har oplevet hjorte, der får viklet sig ind i gamle vildthegn eller ruller af hegn, der er efterladt til senere brug. Det kan også være sløringsnet fra skydetårn eller skjul, eller net til afdækning af marker og frugttræer. Det kan være fiskenet eller løsthængende tråd og hegn omkring folde eller simpelt tovværk samt efterladte hegnsruller. Jeg har sågar haft en opgave med en hjort, der var viklet ind i en spændestrop til en lastbil, fortæller han.
En enkelt gang er han også blevet kaldt ud til en opgave med en dåhjort, der havde viklet sig ind snoren på en gynge.
Det er altså alt, hvad der ligger og flyder eller tråd som ikke er strammet op, der kan være et problem. Bånd fra bigballer er det hyppigste problem, mens de bredde strømførende nylonbånd som bruges omkring mange hestefolde kommer ind på en andenplads.
- Heldigvis er flere nu gået over til nylonbånd, som er mere stift for at undgå, at hestene får viklet sig ind i båndet, konstaterer han.
Langsom og pinefuld død
- Det er specielt unge dåhjorte, som har en tendens til at vikle geviret ind, og det er ofte i årets første måneder, lige inden geviret kastes, at vi ser det. Resten af året er det ikke så stort et problem, fortæller hundeføreren.
Leif tænker, at det har noget med ungdommelig nysgerrighed at gøre, når det oftest er unge hjorte, der roder sig ud i problemer, ligesom perioden evt. kan forklares ved, at det måske klør i forbindelse med, at geviret snart kastes.
Heldigvis bliver de fleste hjorte med noget i geviret opdaget i tide, men de, der ikke gør, lider ofte en langsom og pinefuld død.
Værktøj til lidt af hvert
Når først hjorten sidder fast, og schweisshundeføreren er kaldt ud, er det i mange tilfælde muligt for hundeføreren at få fat om hjortens bagben og fastholde den, mens den frigøres.
Til at løse opgaven medbringer Leif – ud over sin riffel – bl.a. en bidetang, en fukssvans, sakse og knive. I nogle situationer kan hjorten frigøres ved at nettet eller snoren skæres væk, mens han andre gange kan save stængerne af lige over rosenkransen.
Det sker desværre også ofte, at to hjorte får viklet sig ind i hinandens gevirer.
- Jeg kan sagtens håndtere en enkelt hjort alene, og jeg har også tidligere håndteret to sammenfiltrede hjorte uden hjælp, men nu hvor jeg nærmer mig de 60 år er det klogeste, at jeg tilkalder en makker til at hjælpe med sidstnævnte, konstaterer han.
I de situationer hvor to hjorte har filtret sig sammen, resulterer det stort set altid i, at den svageste af de to hjorte må aflives, inden Leif kan skære den stærkeste fri.
- Jeg er – 7,9,13 – sluppet uden store skader fra spark, ridser fra klove eller savtakker fra savklingen i fingeren, konstaterer han.
Ryd op og stram op
- Dåhjorte kan som sagt vikle geviret ind i stort set alt, så mit bedste råd til jægere og landmænd er, at få strammet hegn og tråd op og få samlet alt op, som ikke lige kan trækkes fra hinanden ved håndkraft. Det er vigtigt, at der ikke ligger fremmedlegemer i naturen, som kan friste dåhjortene, konstaterer Leif.
Budskabet til jægere, landmænd og andre der færdes i naturen må være, at tage alt hvad der kan friste hjortene med hjem med det samme.
- Kort sagt: Stram op og ryd op, slutter den erfarne schweisshundefører.
Alt net, tovværk og tråd som ikke kan trækkes fra hinanden med håndkraft, bør fjernes naturen, så vi undgår situationer som den første, der fises i filmen her. Er en af hjortene ikke allerede forendt, når Leif bliver kaldt ud til en situation som denne, må den svageste normalt aflives for at få den stærkeste befriet.