Stål, bismuth eller noget helt tredje?

Helt tilbage i slutningen af det 19. århundrede blev blyforgiftninger af vandfugle observeret, og derfor endte bly med at blive udfaset og er for længst historie i Danmark og andre steder. I 1930’erne begyndte U.S. Fish and Wildlife Service (USFWS) at interessere sig for problemstillingen, og i 1950’erne lavede organisationen eksperimenter med hagl lavet af forskellige typer af stål. Efterfølgende blev også andre materialer forsøgt.

Massedød blandt vandfugle flere forskellige steder i USA forårsaget af indtagelse af blyhagl som kråseflint samt fund af blyforgiftede ørne fik USFWS til at forbyde blyhagl til al vandfuglejagt over hele landet i 1991. Forsøgsresultater med forskellige erstatninger – både i forhold til ballistik og giftighed – havde allerede medført, at det groft taget kun var stål, der var aktuelt, da forbuddet kom.

Afstedkommet af forskellige problemer med de første generationer af stålhaglspatroner blev eksperimenter med andre af USFWS erklærede giftfri materialer imidlertid genoptaget – bl.a. med bismuth og tungsten i forskellige legeringer.

Jern

Grundstoffet jern, som stålhagl er lavet af, har en massefylde (vægtfylde) på 7,874. I den form, det anvendes i haglpatroner under betegnelsen stål, regner man med en vægtfylde på 7,8.

Bly, som det erstatter, har en vægtfylde på 11,342 i ren form, og i den antimonhærdede udgave brugt til hagl er den 11-11,1. De forhold, der afgør et hagls effekt, er form, vægt, størrelse, hastighed og beskaffenheden af den luft, det flyver igennem. Bly virker umiddelbart overlegent, så der var megen undren over, at i store tests – Patuxent 1968 og Nilo Farms 1972 – virkede 28 gram stålhagl nr. 4 med en udgangshastighed på 410 m/s i store træk lige så godt som en standardladning med 36 gram bly nr. 4 med en udgangshastighed på 400 m/s. Der skulle en 42 grams ”buffered” blyhaglsladning til, for at bly var overlegent.

Ed Lowry, ballistik-ekspert hos Winchester-Western Division, fandt frem til, at stål kan matche bly, fordi blyhaglene i standard- ladninger bliver deformeret ret meget, og deres hastighed og gennemtrængningsevne derved bliver reduceret relativt meget, hvorimod stålhaglene bevarer deres form.

De amerikanske jægere havde meget svært ved at tro på dette, og de blev langt hen ad vejen bekræftet i deres skepsis, idet de første generationer af stålhagl med de krudttyper, der var tilgængelige dengang, i nogle tilfælde ikke var særlig effektive. Desuden var der problemer med ridsning af løb pga. dårlige forladninger, og højt tryk forårsagede i nogle tilfælde udbuling af løb og ødelæggelse af trangboringen, særligt i ældre dobbeltløbede geværer. Den indlysende løsning var derfor at prøve at lave hagl af tungere og meget gerne blødere materialer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bismuth

Bismuth, der også er et grundstof, er ligesom bly ret blødt og har en vægtfylde på 9,808. Altså ikke så langt fra blys og noget over jerns, men det er ret skrøbeligt og kan let fragmentere, når det bliver udsat for påvirkningen af at blive skudt af og ved at ramme f.eks. knogler.

Den amerikanske rigmand Robert Petersen promoverede det derfor i 1990’erne i en legering med tin for at imødegå dette. Disse første bismuthhagl var ikke helt fri for at fragmentere, og da Petersen døde, døde salget af dem næsten også. Men siden har store patronproducenter som Rio, Kent, Federal, Fiocchi, Remington og Winchester taget dem til sig, og da legeringerne indeholder lidt mere tin, og i nogle tilfælde er kobberbelagte, er fragmenteringsproblemet løst.

Tungsten

Tungsten (wolfram) er et meget tungt grundstof med en vægtfylde på hele 19,3, og det er det grundstof, der har det højeste smeltepunkt, 3.422 C, og det er utrolig hårdt, meget hårdere end jern. For at bløde op på hårdheden og gøre materialet mere medgørligt har man pulveriseret det og blandet det op med nikkel, kobber, jern og/eller forskellige polymere (plastik).

Materialet Hevishot og Remingtons Wingmaster HD har f.eks. en vægtfylde på ca. 12, mens Kent Tungsten Matrix er nede på 10,8, og andre tungstenlegeringer er på under 10.

Tungsten er et dyrt stof både at indkøbe og arbejde med, og derfor har tendensen de senere år været at blande mere og mere jern, nikkel eller andre materialer i for at holde prisen nede, hvilket så også holder vægtfylden nede.

Senest er nogle dog gået den modsatte vej og har fremstillet hagl med en vægtfylde på hele 18!

Tungsten Super Shot (TSS) er lavet af 95 pct. tungstenpulver blandet med 5 pct. jern- og nikkelpulver, hvilket giver en vægtfylde tæt på ren tungsten og næsten dobbelt så stor som jerns.

Andre materialer

Ud over bismuth og tungstenlegeringer findes der i dag også ladninger/løse hagl af zink, tin, nikkel og kobber på markedet, ligesom mange hagltyper får en overfladebehandling med f.eks. kobber eller nikkel. Zink og tin har lave vægtfylder på hhv. 7,2 og 7,3 og har dermed dårligere ballistiske egenskaber end stål. Kobber og nikkel er tungere – 8,94 og 8,908 – og har derfor over for stål en fordel i den henseende.

I Nordamerika har man en godkendt liste over materialer til brug i hagl ved vandfuglejagt, der p.t. tæller 13 godkendte stoffer – senest har man godkendt kobber, men kun i en form, hvor haglene er behandlet med et antikorrosionsstof, der har en bestemt farve, og hylstrene skal være gennemsigtige. Det første, fordi det er særligt oxideret kobber, der er giftigt, og det andet, fordi haglene ikke reagerer på en magnet.

Herhjemme er den eneste restriktion, at ammunitionen ikke må indeholde bly, så i princippet kan vi benytte alle andre stoffer, så længe de har en vægtfylde på over 7.

Der findes patroner med kobberhagl på markedet her i Europa. Både tyske Rottweil, franske FOB og italienske Baschieri & Pellagri laver nogle, men de bliver p.t. ikke importeret. Man kan da også sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at bruge kobberhagl, når USFWS ikke tillader dem i ren form til vandfuglejagt pga. deres giftighed. Reelt står vi tilbage med stålhagl, bismuthhagl og diverse legeringer med tungsten som brugbare haglmaterialer.

Hvad skal man vælge?

Hvilken af disse man skal vælge ud fra en ren ballistisk synsvinkel, er ret simpelt at fastslå. Jo større vægtfylde – så længe haglmaterialet kan holde til påvirkningen ved skud og træf – jo bedre ballistiske egenskaber. Så ved kun at se på dette er vinderen klar: TSS.

Så enkelt er det imidlertid ikke. TSS er meget dyrt og kan herhjemme kun skaffes til hjemmeladning. Dertil kommer, at det sætter meget tætte skud og rækker meget langt. For at få hagl nok i ladningerne til en ordentlig dækning med det meget tunge materiale anbefales til fuglejagt generelt kun størrelserne 7, 7,5, 8 og 9. Disse små hagl kan med en udgangshastighed på godt 400 m/s slå ænder og gæs ihjel på afstande langt ud over de herhjemme anbefalede. Et TSS-hagl har nogenlunde samme anslagsenergi som et fem numre større blyhagl! Læg så til, at de små hagl trænger bedre igennem end de store ved samme anslagsenergi, og at de ikke deformeres.

Haglenes hårdhed og ensartethed gør, at haglsværmen generelt bliver meget tæt. Et firma, der sælger TSS, anbefaler begrænset trangboring på lange hold og ren cylinder på afstande under 35 meter.

Der er altså virkelig tale om et ”superskud”, men under nor-male danske jagtformer på fugle er det ”overkill”.

Med prisen in mente – en hjemmeladningspris på 50-60 kr. pr. patron ved ladninger på 36-40 gram er realistisk – så vil dette haglmateriale i så tunge ladninger næppe blive brugt til andet end specialopgaver. Potentialet kan ligge i, at man kan nøjes med ladninger på 11-18 gram med f.eks. haglstørrelse 9 og stadig have et skud, der er stål og bismuth overlegen i både dækning og gennemtrængningsevne til en pris, der kan konkurrere med bismuth.

'Et andet aspekt ved TSS er den reelle rækkevidde, der er meget længere end både stål, bismuth og tungstenslegeringer med lavere vægtfylde. Som tommelfingerregel kan man gange hagl-diameteren i millimeter med 200 for at finde sikkerhedsafstanden (den afstand, et hagl kan tilbagelægge afskudt i gunstigste vinkel, som er ca. 27 grader) for et TSS-hagl. For størrelse 7 vil den derfor være 500 meter!

I USA er TSS i store haglstørrelser blevet populært til jagt på prærieulv og til dels vildsvin og hjortevildt. Disse kan nedlægges effektivt på større afstande end med blyhagl, da skudbillederne er meget tætte, og de hårdtslående hagl deformerer ikke, når de rammer knogler.

Andre tungstenslegeringer

De oprindelige tungstenslegeringer har lavere vægtfylde – typisk 10-12 – og har været præget af dårligt formede hagl, men qua den stadig ret høje vægtfylde har de nogle klare fordele ballistisk, der kan sidestilles med blys.

Alle tungstenslegeringer er hårdere end stål, og trods de ofte dårligt fremstillede hagl sætter de generelt et tæt skudbillede og behøver som udgangspunkt ikke ret stor grad af trangboring. Skyder man med de tungere af slagsen skal man for at være på den sikre side lægge ca. 25 % til den officielle sikkerhedsafstand ved stålhagl – dvs. man kan gange hagldiameteren i millimeter med 125 for at få sikkerhedsafstanden. For et hagl nummer 4 af tungstenslegering med en vægtfylde på omkring 12 vil sikkerhedsafstanden derfor være 400 m.

De meget hårde hagl i kombination med høje hastigheder og rimeligt højt tryk kan give problemer især i ældre geværer og trangboringer, og det er vigtigt, at hele haglladningen er omsluttet af en kraftig forladning, der kan forhindre direkte kontakt med løbet.

Det er ret dyre patroner. Remingtons Hevishot med vægtfylde på ca. 12 ligger på ca. 20 kr. per patron. Gamebore-tungsten (Gamebore er ejet af Kent), vægtfylde ca. 10,8, ligger på omkring 25 kr. De er tilgængelige i kaliber 12 og 20.

Bismut legeringer

Bismuth har to indlysende fordele: Det har en relativt høj vægt- fylde og er et ret blødt materiale. Det sidste betyder, at bismuth-patroner kan bruges i alle typer af geværer, der er godkendt til røgsvagt krudt. I forhold til bly (som er det stof, alle sammen-ligninger stadig laves op imod) er det kun nødvendigt at gå en haglstørrelse ned for at få samme effekt – en bismuthpatron med 32 gram hagl størrelse 4 svarer til en blyhaglspatron med 32 gram i størrelse 5 – både i anslagsenergi og haglantal. Holder man de mere end 400 m/s, mange bismuthpatroner leverer, op imod de ældre bly-haglspatroners 360-370 m/s, vil dette faktisk give bismuth en fordel, særligt hvis haglene er behandlede, så de ikke deformerer så meget.

For at finde sikkerhedsafstanden for bismuthhagl kan man gange hagldiameteren i millimeter med 100, så for et bismuthpatron nummer 4 er det 325 m. Prisen ligger typisk mellem 15 og 25 kr. alt efter ladningens størrelse. I modsætning til tungstenslegeringerne fås de også til kaliber 12/65 og i kaliber 16.

Stål

Stålhaglenes store minus er den lave vægtfylde på 7,8. Det betyder, at de taber fart hurtigere end bismuth- og tungstenslegeringerne. Der-for er det som tommelfingerregel nødvendigt at gå to haglstørrelser ned i forhold til bly og én i forhold til bismuth for at få nogenlunde samme anslagsenergi ud til grænseafstandene. Større hagl har sværere ved at trænge igennem end mindre hagl med samme vægt og form, og selvom et stålhagl to numre større end et blyhagl er marginalt tungere, er det ikke nok til at matche blyhaglet, når det handler om gennemtrængningsevne. Det er her, at stålhaglenes hårdhed og dermed evne til at forblive runde kommer ind som en fordel, da det nogenlunde udligner forskellen på almindelige skudafstande.

De nyeste generationer af stålhagl leverer meget høje udgangshastigheder, efter at firmaet Alliant Powder fik udviklet en krudttype, der kunne sætte hastigheden op uden at øge trykket nævneværdigt. Disse meget hurtige patroner kan på almindelige afstande kompensere for ståls mindre vægtfylde, så det er nok at gå én haglstørrelse ned. Sammenlignet med de langsommere ladninger med stål vil de hurtige altid have højere anslagsenergi end de langsomme.

Det er tit fremme, at de hurtige taber hastigheden så hurtigt, at det er ligegyldigt ude på f.eks. 30 meter, men det er ikke rigtigt. Det er korrekt, at de hurtigste taber deres hastighed hurtigere end de langsomme, men de vil stadig have en højere hastighed, lige indtil de er faldet til jorden – hvilket de gør samtidig med de langsomme, bare længere ude, hvis de er skudt ud under samme konditioner.

Jo længere ud man kommer, jo mere marginal bliver forskellen i hastighed selvfølgelig, og set i forhold til et tungere materiale som tungsten eller bly vil hastighedstabet betyde, at selv de hurtige stålhagl vil blive overhalet af de tungere tungsten-, bismuth- eller blyhagl, selvom disse starter lidt langsommere.

Ståls hårdhed gør, at de generelt giver et tæt skudbillede, og de vil derfor ofte give fine skudbilleder med moderate boringer. Man skal dog være opmærksom på, at meget høje udgangshastigheder i nogle tilfælde kan resultere i dårlige skudbilleder. Ligesom ved bismuth kan man gange hagldiameteren i millimeter med 100 for at få sikkerhedsafstanden. Selvom stålhaglenes lavere vægtfylde gør, at de i vindstille vejr ikke vil række lige så langt som bismuth, er de mere vindfølsomme, og en kraftig rygvind kan sende dem lige så langt ud.

Stål dominerer

Prisen er ståls helt store fordel. Lige da omstillingen til blyfri begyndte, steg priserne på ammunitionen generelt, men i dag må man konstatere, at med priser på mellem tre og otte kr. kan man købe stålhaglspatroner af fin kvalitet for samme pris, som vi betalte for de dyrere blyhaglpatroner for 40 år siden. Så set ud fra et økonomisk aspekt er stålhaglspatronerne de andre overlegne. De fås i dag i både kaliber 12, 16, 20, 28 og .410.

Har man et gevær, der kan tåle at skyde med stålhaglene, er de fuldt anvendelige til alle former for jagt under danske forhold. Så selvom bismuth er vundet mere og mere frem de senere år, vil stålhaglene ret sikkert også dominere markedet fremover.